Undersøgelse: Jorden i Lynge Grusgrav truer ikke grundvandet


Der er dog behov for nye undersøgelser, før regionsrådet kan lovliggøre situationen.

​​

Størstedelen af jorden er ren

Region Hovedstaden har undersøgt den ulovligt deponerede jord. Langt størstedelen er ren, og efter yderligere undersøgelser er det op til regionsrådet at lovliggøre situationen.

Ingen direkte trussel mod grundvandet

Den ulovligt deponerede jord i Lynge Grusgrav ved Allerød er i langt den største del af grusgraven så ren, at jorden ikke udgør en direkte trussel for grundvandet.

Mindre del af grusgraven skal undersøges nærmere

I en resterende mindre del af grusgraven er der heller ikke nogen umiddelbar risiko for nedsivning af skadelige stoffer, men området skal undersøges nærmere.

Aktuel undersøgelse gælder den sydlige del af Lynge Grusgrav

Det er resultatet af en undersøgelse, som Region Hovedstaden har foretaget af den deponerede jord i den sydlige del af Lynge Grusgrav, dvs. arealerne omkring søerne langs med Slangerupvej.

Læs rap​​porten her

Forbudt at deponere jord i grusgrave

Siden 1997 har det været forbudt at deponere jord i grusgrave af h​ensyn til grundvandet, men firmaet Farum Sten & Grus A/S har i en årrække antaget, at en indleveret klage over et afslag på dispensation fra forbuddet gav en opsættende virkning, som betød, at der kunne deponeres jord i Lynge Grusgrav.

Regionen igangsatte aktuel undersøgelse som følge af afgørelse fra klagenævn

Natur- og Miljøklagenævnet afgjorde i marts 2012, at Farum Sten & Grus A/S’s deponering af jord i perioden frem til klagenævnets afgørelse ikke har været lovlig.

Som konsekvens skal Region Hovedstaden som tilsynsmyndighed lovliggøre situationen, og regionen satte derfor en undersøgelse af om jorden er forurenet i gang.

Formodninger skal bekræftes af nye undersøgelser

Det er op til regionsrådet at afgøre, hvordan den krævede lovliggørelse skal ske, men inden da skal to mindre områder i Lynge Grusgrav undersøges nærmere, for at se om den nuværende formodning om at jorden ikke kan skade grundvandet, kan bekræftes.

Regionsrådet træffer samlet afgørelse efter ny undersøgelse

Når den undersøgelse er færdig, træffer regionsrådet en samlet afgørelse for hele grusgraven. 

Jord uden miljørisiko kan blive liggende - resten skal væk 

Lovliggørelse kan ske, ved at den deponerede jord bliver liggende via en dispensation, hvis den ikke udgør en miljørisiko, og efterfølgende overvåges. Eller lovliggørelse kan ske ved at fjerne alt eller dele af jorden. En total fjernelse vil koste i omegnen af 325 millioner kroner.

Udvalgsformand glæder sig over resultatet af undersøgelsen

- Jeg er utrolig glad for, at vores undersøgelse viser, at jorden ikke udgør en direkte trussel for grundvandet. Det er det vigtigste. Nu må vi så se nærmere på de to delområder, hvor der er konstateret forurening, og når vi har afdækket det, vil vi overveje, hvilken løsning der passer bedst til området og fremtiden, siger formand for Region Hovedstadens Miljø- og grøn vækstudvalget Lars Gaardhøj (S)


Yderligere information hos:

  • Lars Gaardhøj (S), formand for Miljø- og grøn vækstudvalget, mobil 28 92 25 98
  • Miljødirektør Sune Impgaard Schou, mobil 22 42 41 72
  • Pressevagten i Region Hovedstaden, 70 20 95 88
Redaktør