Web-tv: Region Hovedstadens Biobank bliver regional


Der er udsigt til bedre forskning i sygdomme og mere effektiv behandling af patienterne, når Biobanken på Rigshospitalet udvider fryserne.

Blodprøver bliver genbrugt

Biobanken indeholder rester fra blodprøver, der bliver taget fra indlagte og ambulante patienter. Prøverne giver forskere en let adgang til materiale, som de for eksempel kan bruge til at kortlægge arvelige forholds betydning for sygdomme.

Prøver fra alle Region Hovedstadens hospitaler

Den nuværende Biobank på Rigshospitalet har de seneste tre år allerede samlet prøver fra i alt 50.000 patienter – ca. 17.000 prøver om året. Fra udgangen af februar 2012 bliver indsamlingen udvidet til at dække alle Region Hovedstadens hospitaler.

Bedre forskningsmuligheder

”Vi forventer, at indsamlingen efter udvidelsen bliver øget til ca. 50.000 prøver årligt. Det giver forskerne en helt unik mulighed for at afprøve teorier i forhold til genetiske variationer og koble dem med øvrige registrerede oplysninger for at finde årsagssammenhænge, fortæller biolog, ph.d. Erik Sørensen, daglig leder af Region Hovedstadens Biobank.

Web-tv: Se hvordan Biobanken ser ud og mød en forsker, der bruger den


​​​
(1.40 min)

Sikkerheden er i top

Både registreringen og den fysiske opbevaring af prøverne i Biobanken er godt sikret. Navne og CPR-numre på patienter, der har bidraget med prøver, bliver registreret i biobankens sikrede EDB-system. Selve prøverne bliver opbevaret i aflåste frysere, der er sikret mod frysenedbrud. Og alle prøver er mærket med en stregkode, som kun kan henføres til personer ved opslag i EDB - systemet.

Patientens rettigheder er sikret

Hvis en forsker vil bruge materiale fra Region Hovedstadens Biobank skal forskningsprojektet først gennem en godkendelsesprocedure, der sikrer patientens rettigheder.

Frivilligt at deltage

Det er frivilligt om man vil bidrage til Biobanken. Patienter, der bliver indkaldt til regionens hospitaler vil blive orienteret om muligheden for at sige nej til, at deres prøver bliver opbevaret. Hvis man ikke ønsker at bidrage med prøver, skal man registrere sig i Vævsanvendelsesregisteret. På den måde fortæller man samtlige biobanker, at prøver kun må blive brugt til ens egen behandling.

FAKTA: 


  • Biobanken er ejet af Rigshospitalet og Blodbanken står for den praktiske drift. 
  • I sommeren 2012 bliver der opsat en automatisk fryserobot på Glostrup Hospital med plads til 600.000 prøver. 
  • Prøvesortering, nedfrysning, prøve-fremfinding og DNA-oprensning bliver udført af robotter for at effektivisere og standardisere al håndtering af blodprøverne.
  • Statens Serum Instituts landsdækkende biobankregistrering vil fra marts måned henvise til Region Hovedstadens Biobank


 

Redaktør