WebTV: tusinder af besøgende på Region Hovedstadens Sundhedsdage 2013


Mange børnefamilier, men også unge og ældre var i weekenden til regionens Sundhedsdage i Øksnehallen, hvor både bamsehospital, forebyggelsessnakke og tests gav indblik i sundhedsvæsnet. 
​​​​Region Hovedstadens Sundhedsdage 2013 i Øksnehallen blev besøgt af i alt 13.500 voksne og børn. Her kunne de mange besøgende møde en del af sundhedsvæsnets ansatte og få et indblik i egne eller andres sygdomme, få viden om sundhed og forebyggelse, blive testet for fx allergi, møde akutberedskabet, få syn for fremtidens hospital og komme i dialog med regionens politikere.

Regionsrådsformand Vibeke Storm Rasmussen (S), der fredag indviede de tre Sundhedsdage foran en stor gruppe af de 1.400 fremmødte elever fra både folkeskoler, gymnasier og ungdomsuddannelser i regionen, var imponeret over det flotte fremmøde og engagementet.

- Interessen og spørgelysten var stor blandt de mange besøgende – særligt de mange børn. Det er rart for os at få lov til at vise, hvad vi kan, og så opleve, at det bliver taget så positivt imod. Vi har fået meget feedback, som vi vil bruge fremadrettet, siger Vibeke Storm Rasmussen.

På flere dialogmøder med borgere og ansatte fik politikerne i løbet af de tre dage respons, som de kan bruge til bl.a. den nye børnepolitik, Region Hovedstaden er i færd med at udarbejde.

Desuden blev de mange besøgende interviewet ved udgangen, hvor de kunne give gode råd og input til sundhedsvæsnet videre.

Fakta: I løbet af de tre dage i Øksnehallen blev der bl.a.:
  • uddelt 16.000 økologiske æggemadder i standen for Fremtidens Hospitalsmad
  • malet 1.000 teatersår på børn og unge i akutmodtagelsen
  • sat gips på 3.500 arme
  • tegnet 200 tegninger af børn og unge, som forestiller et fremtidigt hospital
  • priktestet 150 børn og unge for allergitjekket kolesteroltal på omkring 700 voksne besøgende
  • 5.686 personer har liket Sundhedsdagenes Facebookside, hvor man bl.a. kan se billeder og læse kommentarer fra de tre dage i Øksnehallen: https://da-dk.facebook.com/Sundhedsdage

Yderligere oplysninger hos:

• Pressevagten i Region Hovedstaden, tlf. 70 20 95 88

Redaktør