Borgerne skal forbedre hospitalerne i Region Hovedstaden

Gode ideer og input efterspørges fra politikere i Region Hovedstaden. Danske Regioner afholder en række regionale borgermøder samt en digital kampagne, hvor borgerne får chancen for at byde ind med gode ideer, der kan forbedre sundhedsvæsenet.
Kan jeg deltage i lægens stuegang via Skype? Mit patientforløb havde været bedre, hvis jeg havde haft den samme kontaktperson hele vejen. Læger og sygeplejersker havde alt for travlt, da jeg var indlagt, og det gjorde mig utryg.
 
Spørgsmål og input som ovenstående får borgere i Region Hovedstaden nu mulighed for at give videre til deres politikere, da regionerne i de kommende år vil arbejde for at forbedre opholdet og oplevelsen for patienterne og deres pårørende.


Glæder sig til input

Den 28. februar afholdes et borgermøde i hver af de fem regioner, hvor udvalgte borgere skal komme med ideer til bedre kommunikation og service. Regionernes politikere deltager på møderne og vil bære ideerne videre. Netop i disse dage vil de inviterede borgere modtage deres invitation.
 
Regionsrådsformand Sophie Hæstorp Andersen (S) glæder sig til at høre borgernes input og ideer til, hvordan Danmarks største sundhedsvæsen i Region Hovedstaden kan blive bedre.
 
-Jeg håber, at vi får rigtig mange ideer til, hvordan vi kan gøre det bedre. Det er borgernes sundhedsvæsen, og det er rigtig vigtigt for os at vide, hvordan borgerne oplever både servicen og kommunikationen på deres hospitaler, så vi kan lave et sundhedsvæsen, hvor mennesker føler sig set og lyttet til. På den måde får vi mulighed for at skabe et sundhedsvæsen, der er tilrettelagt efter borgernes behov og ønsker.
 

Vores sundhedsvæsen

Borgermøderne understøttes af en digital kampagne, hvor alle borgere har mulighed at komme af med deres ide.

På hjemmesiden www.voressundhedsvæsen.dk er der mulighed for at skrive eller uploade foto eller film med input til, hvordan oplevelsen på hospitalerne kan blive bedre for både patienter og pårørende.

Ideerne på hjemmesiden og diskussionerne på borgermøderne skal bl.a. bruges til handleplanen ”Vores Sundhedsvæsen”, som munder ud i en række konkrete initiativer de kommende år.

Fakta

● Alle input vil blive læst og brugt som input til handleplanen ”Vores Sundhedsvæsen”, som skal sætte en række initiativer i gang i de næste år.
 
● På borgermøderne den 28. februar går regionspolitikere i alle fem regioner i dialog med de inviterede borgere.
 
● Ideer som er uploaded senest den 23. februar på www.voressundhedsvæsen.dk vil blive brugt til diskussioner og inspiration på fem borgermøder.

● Fra 24. februar til 30. april vil det fortsat være muligt at komme med ideer på www.voressundhedsvæsen.dk
 
● Deltagelse kræver ikke login eller oplysning af private informationer.
 
● Det vil være muligt at se alle de indkomne idéer og ønsker samt kommentere og “synes godt om” andres input og bidrage med nye.
 
● Der er mulighed for at biddrage på skrift, med foto eller film på www.voressundhedsvæsen.dk
 
● 120 borgere vil blive inviteret på en måde, så de repræsenterer regionens borgere bredt, hvad angår køn, alder og bopæl. Man kan derfor ikke frit tilmelde sig borgermødet.

Kontakt

Regionsrådsformand Sophie Hæstorp Andersen(S), via pressevagten i Region Hovedstaden, tlf. 70 20 95 88
Redaktør