Ingeniør- og lægevidenskaben skal danse tættere sammen

DTU og Region Hovedstaden indgår aftale om delestillinger, der sikrer en tættere kobling mellem forskning og udvikling inden for teknologiske løsninger i sundhedsvæsenet. En pulje på 1 mio. kroner skyder ordningen i gang.

To arbejdsgivere

Ingeniører fra Danmarks Tekniske Universitet (DTU) kan nu arbejde på et af Region Hovedstadens hospitaler, og regionens læger kan arbejde på DTU. Det er resultatet af en ny aftale om de såkaldte delestillinger, som DTU og Region Hovedstaden netop har indgået.

Der er tale om kombinationsstillinger, hvor både videnskabeligt og ikke-videnskabeligt personale i en aftalt periode har to arbejdsgivere, henholdsvis DTU og Region Hovedstaden.

To perspektiver

DTU har som uddannelsesinstitution og med sit fokus på forskning og udvikling af teknologiske løsninger inden for det sundhedstekniske område central betydning for at bidrage med nye løsninger og produkter til bl.a. et bedre og mere effektivt sundhedsvæsen.

Region Hovedstaden har som sygehusejer og ansvarlig for kvaliteten i den behandling, der tilbydes, en klar interesse i at deltage i udviklingen af nye teknologiske løsninger mv. til gavn for forebyggelse, diagnostik, behandling og rehabiliteringsindsatsen i sundhedsvæsenet.

Hurtigere til at gøre viden praktisk anvendelig

”Den tekniske videnskab er i stigende grad tæt forbundet med sundhedsvidenskaben med stadig flere eksempler på ingeniører, som udvikler teknologiske løsninger til gavn for patientbehandlingen. På DTU har vi allerede gode erfaringer med tværfaglige samarbejder med regionens hospitaler.

Med denne aftale er vi i stand til at udbygge og intensivere samarbejdet, som kan medvirke til, at vi på kortere tid finder nye, brugbare tekniske løsninger inden for sundhed og medicin,” udtaler Anders Overgaard Bjarklev, rektor ved DTU.

1 mio. kroner skal sætte det hele i gang

”Sundhedsteknologi fylder og efterspørges mere og mere i hverdagen på vores hospitaler. Det er derfor naturligt at bane vejen for, at de rette kompetencer på DTU kommer i spil,” udtaler Hjalte Aaberg, regionsdirektør i Region Hovedstaden.

Han fortsætter: ”Målet er jo, at vi kan blive ved med at tilbyde de bedste behandlinger til vores patienter. Jeg er rigtigt glad for denne aftale og forventer, at vi får meget ud af samarbejdet.”

”Vi kickstarter aftalen med en pulje på 1 mio. kroner, der skal sætte gang i oprettelsen af de første nye delestillinger,” slutter regionsdirektøren.

Projektet er netop startet

Det tværfaglige samarbejde mellem DTU og Region Hovedstaden skal understøtte Danmarks mangeårige styrkeposition inden for bioteknologi og sundheds- og velfærdsteknologi.

Puljen på 1 mio. kroner forankres hos og udmøntes hos DTU med opstart 1. januar 2015.

For yderligere information:

Regionsdirektør Hjalte Aaberg via pressevagten i Region Hovedstaden, tlf. 70 20 95 88
Chefkonsulent Anders Lundbergh, tlf. 21 69 90 31, anders.lundbergh@regionh.dk

Redaktør