Københavns Kommune og Region Hovedstaden åbner fælles hus til mennesker med psykisk sygdom

Region Hovedstaden og Københavns Kommune åbner i dag det første Hus for Psykisk Sundhed i København. Den fælles indgang skal gøre behandlingen bedre.

Samler indsatserne i et fysisk hus

Fredag d. 16. december åbner brugere og personale et nyt, fælles hus for borgere med psykisk lidelser i København. Huset for Psykisk Sundhed skal bygge bro mellem de kommunale og regionale indsatser for borgere med psykisk sygdom.

Med Huset for Psykisk Sundhed får borgerne en indgang til den hjælp, de har brug for. Mange borgere har ofte brug for hjælp fra både region og kommune, og ved at samle indsatserne i et fysisk hus er ambitionen, at borgerne vil opleve en lettere og mere smidig indgang til det offentlige. Og dermed få en bedre hjælp, så de kan få livet tilbage på rette spor.

Sikrer sammenhæng i den tværgående indsats

- Mange mennesker med psykisk sygdom har brug for hjælp fra flere forskellige instanser. Desværre oplever for mange, at den ene hånd ikke ved, hvad den anden gør. Derfor skal vi styrke den tværgående indsats mellem kommune og region, så den hjælp, der er behov for, er ligefor, siger Sophie Hæstorp Andersen (S), regionsrådsformand i Region Hovedstaden.

Hun fortsætter:

 - Uanset om det er socialpsykiatri eller behandlingspsykiatri. Det kan Huset for Psykisk Sundhed være med til at sikre, og jeg er meget spændt på at følge udviklingen, siger Sophie Hæstorp Andersen (S), regionsrådsformand i Region Hovedstaden. 

Socialborgmester i København Jesper Christensen (S) supplerer:

- Psykiatriske patienter har for længe været svingdørspatienter i det kommunale og regionale system. Det kan vi gøre bedre. Og derfor er jeg rigtig glad for, at vi nu åbner dørene til Huset for Psykisk Sundhed. Borgerne kan se frem til et mere sammenhængende forløb og bedre og mere omsorgsfuld behandling. Jeg har store forventninger til, at Huset for Psykisk Sundhed kan være et fyrtårn i den indsats.

Frivillige organisationer er også med

Huset for Psykisk Sundhed udmærker sig desuden ved, at flere frivillige organisationer vil være til stede i huset og spille en aktiv rolle. Aftalerne er ved at falde på plads, og både kommune og region hilser de frivillige kræfter velkommen.

- Ambitionen er, at hver dag vil forskellige organisationer og frivillige tilbyde borgerne et fællesskab her i huset. Blandt andet vil tidligere sindslidende være til stede og rådgive og vejlede andre med ondt i psyken. På den måde vil borgerne kunne drage nytte af hinanden, siger socialborgmester Jesper Christensen (S). 

Flere huse på vej

Huset i Griffenfeldsgade på Nørrebro er det første af sin slags i København. Inspirationen kommer blandt andet fra Silkeborg, hvor man i en årrække har drevet et lignende hus med stor succes. Planen er, at der med tiden skal være tre-fire psykiatrihuse i København, ligesom man kan undersøge muligheden for at udrulle erfaringerne fra Griffenfeldsgade til andre kommuner. 

Mål med huset: 

  • Flere borgere med sindslidelser skal have et selvstændigt liv i egen bolig. Huset for Psykisk Sundhed er sammen med bostøtte, et godt greb til at understøtte livet i egen bolig, også når livet engang i mellem bliver svært. Huset er ét sted at henvende sig.
  • Huset for Psykisk Sundhed skal øge kvaliteten i den samlede indsats for borgere med psykisk sygdom, men det er også en investering som på sige bl.a. skal reducere antallet af indlæggelser i psykiatrien og sikre, at flere borgere med psykiske lidelser kan bo i eget hjem. 
  • For både regionale og kommunale medarbejdere vil Huset for Psykisk Sundhed skærpe de forskellige faggruppers profil og forbedre kendskabet til hinandens opgaveløsning. Det giver bedre mulighed for at yde den rette hjælp. 
  • Foreninger for både patienter og pårørende vil også kunne bruge huset til arrangementer, undervisning og lignende. 

Fakta: 

  • Etableringen af Huset for Psykisk Sundhed er et toårigt pilotprojekt, som løber i perioden 2016-2017. 
  • Idéen til et fælles psykiatrihus udspringer blandt andet fra sundhedsaftalen for 2015-2018, hvor der lægges op til, at der udvikles og udbredes nye samarbejdsformer mellem region og kommune. 
  • Huset er finansieret ligeligt med midler fra hhv. Københavns Kommune og Region Hovedstaden. Det samlede budget er på 10,5 millioner kroner. 

Yderligere information: 

Sophie Hæstorp Andersen (S), regionsrådsformand i Region Hovedstaden, via pressevagten, tlf.: 70 20 95 88

Jesper Christensen (S), socialborgmester i København, via borgmester- og pressekonsulent Rasmus Strøyer, tlf.: 23 41 11 09 eller mail: gi1p@sof.kk.dk


Redaktør