Nye investeringer i vækst og arbejdspladser i hovedstaden

Regeringen og Vækstforum Hovedstaden har indgået en partnerskabsaftale, der skal skabe vækst og nye arbejdspladser.
Med aftalen investeres der blandt andet i en ny strategisk satsning på design og mode.

Regeringen og Vækstforum hovedstaden er derudover enige om at samarbejde om at skabe bedre bredbånds- og mobildækning i hele hovedstadsområdet.

Erhvervs- og vækstminister, Henrik Sass Larsen:

- Hovedstaden er en vigtig drivkraft for vækst i dansk økonomi. Derfor har vi netop givet hinanden håndslag på, at vi vil styrke vækstvilkårene gennem en række nye partnerskaber samt en styrket indsats for at samle kræfterne på tværs af Øresund. Mode og design er blandt de områder, der er med til at trække væksten og sætte hovedstaden på verdenskortet. Her etablerer vi et partnerskab mellem staten og Vækstforum Hovedstaden. Ved at samle kræfterne forventer jeg, at vi kan hjælpe flere virksomheder med at se vækstmuligheder i at anvende design, nye materialer og nye teknologier.

Udover investeringen i den nye design-satsning skal vækstpartnerskabet også bidrage til at tiltrække internationale forskere og virksomheder til hovedstadsområdet, blandt andet ved at udnytte potentialerne i forskningsanlægget European Spallation Source (ESS) maksimalt.

Uddannelses- og forskningsminister, Sofie Carsten Nielsen:

- Hovedstadsregionen skal være blandt de allerbedste inden for forskning og udvikling. Derfor er jeg særdeles godt tilfreds med, at vi med vækstpartnerskabet kan styrke indsatsen for at få mest muligt ud forskningsfaciliteten ESS, som bliver bygget i Lund.

- ESS rummer et kæmpe potentiale for hovedstadsområdet. Med etableringen af ESS bliver Øresundsregionen et samlingspunkt for nogle af verdens bedste forskere, og vil bidrage til at bringe Danmark helt i front på det materiale- og bioteknologiske område.

Hos Vækstforum Hovedstaden er der også tilfredshed med det nye vækstpartnerskab.

Regionsrådsformand, Sophie Hæstorp Andersen:

- Det vigtigste er, at vi nu investerer 70 mio. kr. i at sikre vækst og skabe nye arbejdspladser til gavn for alle de mennesker, som bor og arbejder i vores region. Sammen med regeringen tager vi ansvar for at skabe en større og stærkere metropol, så vi kan konkurrere med eksempelvis Hamborg, Stokholm og Amsterdam. Når vi står sammen i Greater Copenhagen er vi stærkere i kampen om at tiltrække investeringer, internationale virksomheder og talenter, end hvis vi arbejder hver for sig. På den måde kan vi skabe vækst og arbejdspladser, som vi ellers risikerer at gå glip af.

Særligt er medlem af formandsskabet, borgmester Steen Hasselriis tilfreds med at få landet aftalen med regeringen, fordi aftalen også omfatter mobildækning i regionens yderområder:

- Det er en rigtig god julegave, at vi nu har fået forpligtet de nødvendige parter til at finde løsninger på de problemer, som vi har med mobiltelefondækning i yderområderne. I Halsnæs Kommune oplever vi ofte manglende mobildækning, som både hæmmer erhvervslivet og borgerne. Som en bonus for vores turister i Greater Copenhagen skal der nu også kigges på, hvordan turister kan tilbydes langt bedre adgang til wifi. Det vil gøre det langt mere attraktivt for turister og tilrejsende erhvervsdelegationer at besøge vores region.

FAKTA

  • Én gang årligt indgår regeringen og de enkelte regionale vækstfora samarbejdsaftaler om initiativer, der skal fremme vækst og erhvervsudvikling i Danmark.
  • Regeringen og Vækstforum Hovedstaden har netop indgået aftalen for 2015. Vækstforum Hovedstaden er det forum, hvor Region Hovedstadens vigtigste erhvervspolitiske aktører investerer i initiativer, der skaber vækst og beskæftigelse.
  • Vækstforum Hovedstaden består af 21 medlemmer og 8 observatører fra erhvervslivet, viden- og uddannelsesinstitutioner, arbejdsgiver- og lønmodtagerorganisationer, kommuner og regionsrådet.

Yderligere oplysninger:

  • Erhvervs- og vækstminister, Henrik Sass Larsen via pressesekretær Søren Møller Nielsen, tlf. 91 33 70 10
  • Uddannelses- og forskningsminister, Sofie Carsten Nielsen via pressechef Peter Høyer, tlf. 72 31 80 38
  • Regionsrådsformand i Region Hovedstaden, Sophie Hæstorp Andersen via pressevagten i Region Hovedstaden, tlf. 70 20 95 88.
Redaktør