Supercykelsti får flere pendlere i sadlen

Supercykelstien Farumruten har fået 52 procent flere pendlere til at vælge cyklen frem for bilen. Det viser ny undersøgelse foretaget af COWI
-Man føler sig prioriteret som cyklist på Supercykelstien. Det er dejligt.
Sådan lyder det fra en bruger af Farumruten, der har fået langt flere cyklister i sadlerne.

Hent rapporten her (åbner i pdf).

Det er målsætningen at hovedstadsregionens Supercykelstier skal give pendlere et fleksibelt, komfortabelt og trygt alternativ til at tage bilen, så flere vælger cyklen. Det mål er lykkedes med Farumruten, som løber mellem Furesø, Gladsaxe og København.

Ruten blev indviet i 2013 og er netop blevet evalueret af COWI. Tallene viser blandt andet:

• Antallet af cykelpendlere på ruten er steget med 52 procent siden 2012 (hverdagsdøgn)
• Blandt cykelpendlerne er 21 procent helt nye trafikanter på ruten, mens 14 procent i dag oftere vælger ruten, sammenlignet med før den blev indviet som Farumruten.
• 90 procent af cykelpendlerne mener, at Supercykelstien lever op til deres forventninger.
• 90 procent af cykelpendlerne svarer, at det er nogenlunde eller meget nemt at holde en jævn cykelhastighed. I 2012 var det tilsvarende tal 74 procent.
• Følelsen af trafiksikkerhed og tryghed på ruten er på en 10-trinsskala steget fra 7,3 til 8,1.

Det virker efter hensigten

COWI konkluderer i evalueringen, at Supercykelstien Farumruten indfrier de opstillede mål om blandt andet at reducere biltrafikken ved at skabe bedre forhold for pendlere på to hjul. 25 procent af de nye cykelpendlere på Farumruten er tidligere bilister. Det understøtter hovedstadsregionens prioritering af arbejdet med gode cykelforhold.

Region Hovedstaden støtter årligt med 3 mio. kr. til at skabe flere Supercykelstier, og Farumruten er blevet støttet med 2,7 mio. i perioden 2010-2014 kr.

-Evalueringen her bekræfter, at det virker, når vi prioriterer og skaber gode forhold for cykelpendlere. Det er vi selvfølgelig glade for, fordi vi i hovedstadsregionen har et stort behov for at reducere trængslen og forbedre miljøet og sundheden, siger Jens Mandrup (SF), formand for Miljø- og trafikudvalget i Region Hovedstaden, men understreger samtidig, at det stadig er væsentligt at lære af brugernes input.

-Farumruten er blot Danmarks anden Supercykelsti, så vi er i virkeligheden stadig nybegyndere. Derfor er en vigtig del af evalueringen også alle de værdifulde input, vi får fra brugerne, siger Jens Mandrup.

Glade brugere

Brugerne er glade, men efterspørger fokus på drift og belysning. 41 procent af de 904 brugere, der har svaret på spørgeskemaet, har bidraget med kommentarer om ruten. Det mest gennemgående tema er ros til initiativet og til det øgede fokus på gode forhold for cykelpendlere.

En bruger siger for eksempel:
-Med Supercykelstierne bliver der nu taget både udgangspunkt i og hensyn til cyklisterne i en grad, som ikke er set før.

Men brugernes kommentarer viser også tydeligt, at en høj standard for drift og vedligehold (fejning og beskæring) er et væsentligt tema for brugerne. Desuden fremgår det, at belysning er afgørende for følelsen af sikkerhed og tryghed på ruten. Flere oplever, at der mangler lys i forbindelse med tunneller på ruten.

Kommunerne opgraderer løbende

Kommunerne langs Farumruten er opmærksomme på brugernes ønske om mere belysning.

-Siden Farumruten åbnede, har vi opgraderet med dynamisk belysning på udvalgte 5,6 km kilometer lange strækninger gennem Gladsaxe. Endvidere har vi i 2015 afsat midler til en ny og forbedret tunnelbelysning. Så vi har bestemt ikke sluppet grebet i Farumruten blot fordi, vi har klippet den orange snor i 2013, siger borgmester Karin Søjberg Holst (A) fra Gladsaxe Kommune.

Også i København og Furesø arbejdes der løbende på at opgradere Supercykelstien.

-Evalueringen viser meget klart, at vi kan flytte pendlere fra bil til cykel ved at investere i Supercykelstier, der giver cyklisterne en god og sammenhængende cykelrute på tværs af kommunegrænser. I København vil vi derfor fortsat have stort fokus på sammenhængende cykelruter med god plads og grønne bølger til cyklisterne i lyskrydsene, siger teknik- og miljøborgmester Morten Kabell (EL).

Furesø Kommune har lagt LED-lys i stien på strækningen fra Fiskebækvej til kommunegrænsen til Gladsaxe og indviet et nyt cykelparkeringsanlæg i krydset ved Frederiksborgvej – Stavnsholtvej/Farum hovedgade.

-Vi har løbende fokus på at forbedre forholdene for cykelpendlere. Vi har fået mange positive reaktioner fra cykelpendlerne på LED-lysene, fordi Farum-ruten i Furesø Kommune går gennem en skovstrækning uden belysning. Det nye cykelparkeringsanlæg i Farum bidrager til målsætningen om, at Supercykelstierne skal gøre det endnu nemmere at kombinere cykelturen med offentlig transport på de længere strækninger, siger borgmester Ole Bondo Christensen (S) fra Furesø Kommune.

Evalueringen er foretaget af COWI og baseret på maskinelle tællinger, hastigheds- og jævnhedsmålinger samt spørgeskemaer med svar fra i alt 904 cyklister på ruten.


Yderligere information:

Region Hovedstaden: Formand for miljø- og trafikudvalget Jens Mandrup (SF), via pressevagten i Region Hovedstaden, tlf. 70 20 95 88

Line Kildegaard Groot, Presseansvarlig for Supercykelstier, tlf. 24 94 03 91, mail: linegroot@tmf.kk.dk

København: Teknik- og Miljøborgmester Morten Kabel (EL), via pressechef Morten Rixen, tlf. 51 68 06 19

Gladsaxe: Borgmester Karin Søjberg Holst (A), telefon 39 57 50 04 eller Vej- og Parkchef Ivan Christensen, tlf. 39 57 58 60

Furesø: Borgmester Ole Bondo Christensen (S), Furesø, 72 16 52 00 eller klimaprojektleder Lene W. Hartmann, mail: lwh@furesoe.dk, tlf.72 35 53 36. ​
Redaktør