
Region Hovedstaden har med ledelsesprisen 2023 valgt at lægge vægt på medmenneskelighed og omsorg som central ledelsesværdi.
Vinderne af ledelsesprisen er ledende overlæge Clas Winding og afsnitsledende specialpsykolog Kirsten Møller fra Psykoterapeutisk ambulatorium, Psykiatrisk Center Ballerup, Region Hovedstadens Psykiatri.
Empati hånd i hånd med øget patientindtag
”Deres omsorg og faglige opbakning gør, at det fortsat giver mening at gå på arbejde,” fortæller en af lederduoens medarbejdere, afdelingslæge Dorte Gybel-Brask. Dorte arbejder med svære psykiatriske patienter og nævner som eksempel den støtte, hun fik, da en af hendes patienter havde begået selvmord.
Bedømmelsesudvalget med regionsdirektør Jens Gordon Clausen i spidsen, begrunder kåringen af Clas Winding og Kirsten Møller med, at empati, omsorg og lydhørhed hos dem er gået hånd i hånd med et øget patientindtag og styrket kvalitet og forskningsengagement.
Ledelsesprisvinderne Clas Winding og Kirsten Møller fortæller blandt andet: ”Vi er et behandlingssted, der behandler folk, der har det rigtig svært. Det at kunne vise omsorg overfor medarbejderne, er meget betydningsfuldt i hverdagen, når man sidder med noget, der er så svært.”
Se interviewet med vinderne af ledelsesprisen:
Fakta om Region Hovedstadens ledelsespris
Ledelsesprisen er blevet uddelt siden 2012 med det formål at hylde og inspirere til god ledelse.
Alle medarbejdere kan indstille kandidater til årets ledelsespris. I 2023 blev 75 ledere indstillet til prisen. Kåringen fandt sted på ledelseskonferencen den 8. november.
Førstepræmien er 50.000 kroner, og nummer 2 og 3 får 25.000 kroner. Pengene skal bruges i afdelingen, fx til et arrangement eller andet der gavner de ansatte på afdelingen.