Aftalen ændrer på mulighederne for at få gratis akupunkturbehandling i anæstesiologisk speciallægepraksis. Baggrunden for ændringen er målsætningen om at anvende ressourcerne i speciallægepraksis, hvor det fagligt giver bedst mening.
Akupunktur kan fremover kun anvendes i speciallægepraksis med henblik på afprøvning af effekt og opstart af behandling, men ikke til behandling i længere behandlingsforløb. Praktiserende anæstesiologer kan afprøve om akupunktur vil have effekt på en given patient i følgende tilfælde:
- Patienter hvor medicinsk behandling ikke har haft effekt, eller hvor patienten ikke ønsker medicinsk behandling,
- Desuden er det muligt at undersøge effekten af akupunkturbehandling som alternativ til behandling med opioider (stærkt virkende smertestillende lægemidler).
Hvis akupunktur ikke har effekt efter 3 gange, afsluttes akupunkturbehandlingen. Hvis akupunkturbehandling har effekt på smertetilstanden, kan den praktiserende anæstesiolog fortsætte akupunkturbehandlingen, indtil der er givet i alt 6 akupunkturbehandlinger. Hvis der herefter er behov for at fortsætte med akupunkturbehandling, vejleder speciallægen patienten om at søge akupunkturbehandling hos anden godkendt behandler.
Det er den praktiserende speciallæges opgave at vejlede patienten om de nye regler og vurdere, om patienten vil have gavn af at fortsætte akupunkturbehandling hos anden godkendt behandler.
Det skal bemærkes, at akupunktur kan foretages af en række aktører jf. registreringsordning for alternative behandlere.