Patienter med abstinenser, der kræver akut indlæggelse, har ikke i dag eget sengeafsnit. De indlægges derfor på en afdeling, hvor personalet ikke har specialiseret viden om abstinensbehandling.
Politikerne i regionsrådet i Region Hovedstaden afsatte 4 mio. kr. om året i budgettet for 2025 – og i går åbnede afsnittet de første pladser på det nye sengeafsnit.
”Da jeg besøgte flexklinikken sidste år, præsenteres ledelsen mig for idéen om et sengeafsnit. Vi var enige om, at det var en super god idé, der kunne gøre en kæmpe forskel for samfundets mest udsatte. Derfor er jeg rigtig glad for, at vi nu kan åbne sengeafsnittet. Flexklinikken er et forgangseksempel på, hvordan vi kan indrette vores sundhedsvæsen, så der er plads til samfundets mest udsatte og sårbare mennesker. Med det nye sengeafsnit tager vi endnu et vigtigt skridt mod mere lighed i sundhed. Hvis det bliver den succes, som jeg forventer, så er det helt oplagt, at vi vil udbrede konceptet bag flexklinikken og det nye sengeafsnit til vores øvrige hospitaler, siger regionsrådsformand Lars Gaardhøj (S).
Mange patienter med abstinenser har også andre underliggende sygdomme. Forventningen med det nye sengeafsnit er også, at det bliver muligt at fange underliggende sygdomme og dermed få langt færre akutte indlæggelser.
Psykiatrisk opfølgning og samarbejde med kommunerne
Afsnittet bliver bemandet af sygeplejersker fra både somatikken og psykiatrien, hvilket i sig selv også er nyskabende. Derudover tilknyttes socialsygeplejersker, læger med erfaring fra rusmiddelområdet, fysioterapeuter, tryghedsvagter og fodterapeuter. Det vil også på sigt komme sanserum, rygerum og aktivitetsrum i afsnittet.
”Fælles for patienterne er, at de ofte også har psykiske udfordringer. Samtidig er det enormt vigtigt, at de udskrives med en god plan for opfølgning i den kommunale rusmiddelbehandling – ellers kommer de ind igen dagen efter. Når vi samler patienterne på ét afsnit, så kan vi sikre, at vi har de rigtige medarbejdere tæt på. Vi kan hjælpe med psykiatrisk opfølgning, og vi har et godt samarbejde med kommunerne og praktiserende læger, så vi kan sende dem trygt hjem, siger oversygeplejerske Miriam Weiss, som skal lede det nye sengeafsnit.
Fakta
- Det nye sengeafsnit er åbnet med 2 sengepladser, men vil frem mod januar 2026 øges til 8-10 sengepladser.
Yderligere info
- Presseenheden i Region Hovedstaden på 70209588 / presse@regionh.dk