Gå til hovedindhold

​​

Forurenet grund i Ballerup renses op for at sikre drikkevandet

​På en grund i Ballerup er ca. 10.000 tons jord så forurenet med klorerede opløsningsmidler, at Region Hovedstaden nu går i gang med at oprense forureningen for at sikre drikkevandet

​Siden slutningen af november har boremaskiner, lastbiler og andet maskinel kørt til og fra Industriparken i Ballerup. Her er Region Hovedstaden i fuld gang med at forberede oprensning på en grund, der er forurenet med klorerede opløsnings¬midler. 

Forureningen findes i et af de områder, hvor Lautrup Vandværk henter sit drikkevand. Her er den fundet i grundvandet nær overfladen, der ikke bruges til drikkevand.

- Selvom forureningen ikke er fundet i det grundvand, der bruges til drikkevand, skal vi have stoppet forureningen. Det gør vi for at forhindre, at forureningen når at sprede sig til det dybe grundvand, der oppumpes til drikkevand, fortæller Mads Radsted, projektleder i Region Hovedstadens Center for Regional Udvikling.

Mads Radsted understreger, at Lautrup Vandværk løbende kontrollerer kvaliteten af det vand, der sendes ud til forbrugerne, så vandet overholder myndighedernes krav. Forbrugerne kan derfor trygt drikke vandet fra vandhanen.

Forureningen stammer fra en metalvarefabrik, der har været på Industrivej siden starten af 1960’erne. Siden 1990 har rengøring og affedtning foregået i en vaskemaskine, der udelukkende bruger sæbe. Men før da brugte fabrikken klorerede opløsningsmidler til at rengøre metaldele, og den praksis har forurenet jorden så meget, at det i dag kan være problematisk for drikkevandet i området. 

Forureningen bliver til damp

Forureningen fjernes ved at opvarme jorden ved hjælp af varmelegemer, der bores ned på grunden. Når jorden er opvarmet, bliver forureningen til damp, der kan suges ud af jorden og op i et anlæg, hvor det renses med aktivt kul. De sundhedsskadelige stoffer i dampen ”sætter sig fast” på det aktive kul og tilbageholdes i anlægget, hvorefter den rene luft sendes ud i atmosfæren.

Lige nu er regionen i gang med at etablere varmeboringerne og det anlæg, der skal bruges til at opvarme jorden og rense den forurenede damp. Opvarmning af jorden forventes igangsat i april 2024 og vil vare ca. fire måneder.

- Selv om det er dyrt at opvarme jorden, har vi vurderet, at det er den bedste og mest effektive metode til at få fjernet forureningen. Ved at oprense jorden på stedet minimerer vi direkte kontakt med forureningen, og vi undgår omfattende transport af forurenet jord, siger Mads Radsted. 


Fakta:

  • Region Hovedstadens indsats på jordforureningsområdet er bl.a. rettet mod forurening med klorerede opløsningsmidler, fordi disse stoffer udgør den største trussel mod drikkevandet og indeklimaet i boliger i hovedstadsregionen. 
  • Klorerede opløsningsmidler er kemiske stoffer, som har været brugt til rengøring af metaldele og rensning af tøj. Stofferne spredes let i jord og grundvand. De nedbrydes langsomt, og danner nye problematiske stoffer i forbindelse med nedbrydningen. Selv små mængder af klorerede opløsningsmidler kan være årsag til massiv forurening i grundvandet. 
  • I 2023 forventer Region Hovedstaden at bruge ca. 160 mio. kr. på at opspore, undersøge og oprense forurenede grunde. 

 

Yderligere information hos:

  • Region Hovedstaden, Chefkonsulent Mads Radsted, Center for Regional Udvikling, Telefon 20 52 88 46 
  • Region Hovedstaden, Center for Regional Udvikling, kommunikationskonsulent, Signe Fuglsang Midtgaard, Telefon 51 55 88 07

​​




Redaktør
Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden