Foto: Colourbox
Anbefalingerne er blevet til som en del af Region Hovedstadens projekt "Fremtidssikret grundvandsbeskyttelse i Nordsjælland".
I projektet har regionen i samarbejde med Hillerød, Halsnæs, Helsingør og Gribskov kommuner, bedt centrale aktører indenfor grund- og drikkevandsområdet om at komme med anbefalinger til, hvordan grundvandsbeskyttelse kan indtænkes i den grønne trepart.
Af regeringens aftale om et "Grønt Danmark" fremgår det, at målet bl.a. er at sikre bedre vilkår for natur, biodiversitet, vandmiljø og drikkevand. Imidlertid er grundvandsbeskyttelsen ikke prioriteret i aftalen på nuværende tidspunkt. Det på trods af, at kommunerne lige nu er i gang med en historisk omlægning af Danmarks areal med henblik på at nå de nationale klimamål.
Hovedstadens grundvand er under pres
Samtidig er grundvandet i Region Hovedstaden særligt udfordret. Mange mennesker bor på et lille areal. Nye virksomheder skal bruge mere vand i produktionen. Gamle forurenede industrigrunde og tre store generationsforureninger truer grundvandet. Blandt anbefalingerne i projektet er der bud på løsninger på flere af disse udfordringer.
- Det er tvingende nødvendigt, at vi får beskyttet vores grundvand nu, så vi også i fremtiden kan få rent drikkevand. Hovedstadsområdet er særligt udfordret. Derfor er jeg rigtigt glad for, at vigtige aktører i debatten om drikkevandsbeskyttelse har bidraget med deres anbefalinger. Kun ved samarbejde på tværs af sektorer kan vi løse denne vigtige dagsorden, siger Lars Gaardhøj (S), regionsrådsformand i Region Hovedstaden.
Formand for miljø- og klimaudvalget i Region Hovedstaden Line Ervolder understreger, at det er vigtigt at sætte ind med konkrete løsninger, hvis drikkevandet skal sikres.
- En effektiv beskyttelse af vores drikkevand kræver sammenhæng og handling på tværs af indsatser. Derfor håber jeg, at anbefalingerne bliver taget godt imod i de lokale treparter, hvor de kan gøre en forskel. Tak til alle, der har bidraget til hvidbogen, og til de fire kommuner, der har taget ansvar og er gået aktivt med i projektet, siger Line Ervolder (K), udvalgsformand i miljø- og klimaudvalget i Region Hovedstaden.
Anbefalingerne i udspillet sendes ud til landets 23 lokale treparter.
Udpluk af anbefalinger:
Anbefalingerne fra de ni aktører er samlet i en hvidbog. Herunder ses et udpluk af anbefalingerne:
HOFOR: "Der er behov for ny og ambitiøs regulering, så vi hurtigst muligt får beskyttet de sårbare områder mod forurenende stoffer."
Danske Vandværker og DANVA: "Hvis drikkevandsbeskyttelsen skal spille en reel rolle i den grønne trepart, kræver det politisk vilje og nye værktøjer. Frivillighed alene er ikke tilstrækkelig."
Økologisk Landsforening: "Vi anbefaler, at økologi bliver tænkt ind i fremtidig grundvandsbeskyttelse som et aktivt redskab."
Naturstyrelsen: "Naturstyrelsen anbefaler, at statslig skovrejsning tænkes ind i de grønne treparter til finansiering, planlægning og eksekvering af grundvandsbeskyttelse."
Københavns Universitet, som er projektleder på forskningsprojektet Transform: "En forsøgsordning med multifunktionelle grundvandsparker behøver ikke afvente en færdiggørelse af kortlægning af sårbare grundvandsdannende områder."
Dansk Industri: "DI Vand anbefaler en mere sammenhængende styring på tværs af ministerier og myndigheder, øget vidensdeling og fælles retning, så nye initiativer både fremmer både miljømål og erhvervslivets vækst."
DTU Sustain: "I den udstrækning (grundvands)beskyttelsen vil blive prioriteret i 'Aftale om et Grønt Danmark', peger nordsjællandske erfaringer på, at koordineringen med fordel kan løftes et administrativt niveau op i et overkommunalt organ."
Danske Regioner: "Grundvandets geografi er regional og at det derfor vil være oplagt at lægge en samlende og drivende rolle hos regionerne, der allerede har stærke faglige miljøer, der løser opgaver med jord- og grundvandsforurening."
Fremtidssikret Grundvandsbeskyttelse i Grøn Trepart - Hvidbog