Torsdag dumper der besked ind i alle regionens praktiserende lægers digitale postkasse, hvor Region Hovedstaden informer om de nye minimumspatienttal, som fastsættes for deres klinik.
En af intentionerne bag sundhedsreformen er at styrke almen praksis og at mindske den geografiske ulighed, bl.a. ved, at praktiserende læger i områder med mere syge borgere skal have færre patienter end læger i områder med mindre syge borgere.
Det betyder, at en stor del af praktiserende læger i Region Hovedstaden fremover får fastsat et minimumspatienttal, som ligger højere end de 1.600 patienter, som tidligere var grænsen. Patienttallet er fastsat efter en længere høringsproces mellem regionen og lægerne med udgangspunkt i Sundhedsdatastyrelsen vejledende minimumspatienttal.
Formand for Region Hovedstadens udvalg for det nære og sammenhængende sundhedsvæsen Karin Friis Bach fortæller, at man fra regionens side har stor forståelse for, hvis der er praktiserende læger, som er trætte af at skulle have højere minimumstal, end de har i dag.
- Vi står over for en bunden opgave som følge af Sundhedsreformen, som vi har forsøgt at løse bedst muligt i dialog med de praktiserende læger i regionen. Vi har lyttet til lægernes individuelle behov og forhold, og for langt størstedelen af lægerne har vi fået fastsat nogle minimumstal, som vi håber, at de kan acceptere. Men for en mindre gruppe læger er vi klar over, at vi beder dem acceptere nogle nye minimumstal, som er højere, end hvad de i første omgang havde lyst til at acceptere, siger Karin Friis Bach (RV).
354 af regionens 564 alment praksisklinikker pålægges et nyt minimumspatienttal, som ligger over de nuværende 1.600. Langt de fleste har i dag flere patienter tilknyttet end de 1.600, men mange læger ønsker generelt at bevare den fleksibilitet, der ligger i på sigt at kunne have færre patienter end de har i dag.
Fakta om udregninger for minimumspatienttal
Sundhedsdatastyrelsen har for alle landets læger udregnet et vejledende patientantal for hver klinik med udgangspunkt i patienternes behandlingsbehov. Dette tal har Region Hovedstadens administration videreformidlet til hver lægepraksis, som har været inviteret til i en høringsproces at vende tilbage med bemærkninger og ønsker til patienttal. Efterfølgende sendte regionen et forslag til individuelle minimumspatietal i høring hos de enkelte praksisser.
Ud af regionens 564 alment praktiserende lægeklinikker vendte 160 tilbage med et ønske om et lavere antal patienter, end regionens oprindelige forslag.
502 praksisser ender med at få fastsat et minimumspatienttal, som regionen forventer at blive accepteret på baggrund af den forudgående dialog med lægerne.
354 har fået et minimumspatienttal over det tidligere normtal på 1.600 patienter pr. kapacitet.
Den læge med det højeste minimumspatienttal i Region Hovedstaden har fået 2.265 patienter.
Bornholm udgør et særligt fokusområde med udfordret lægedækning, og SDS anbefaler et markant lavere minimumspatienttal på Bornholm end praksis arbejder med i dag. Der arbejdes for at sikre en tilstrækkelig lægedækning på øen. Aktuelt har regionen slået to lægekapaciteter op og området følges nøje.