På tværs af partier i regionsrådet er der en ambition om at gøre Region Hovedstaden til en grøn region. Derfor har et enigt regionsråd besluttet at nedsætte et Ungeklimaråd, hvor borgere og særligt unge kan få indflydelse på regionens arbejde.
”Vi har i regionen vedtaget en ambitiøs målsætning om at reducere vores klimaaftryk med 50 pct. i 2030. Skal vi lykkes, har vi brug for at gøre det i fællesskab, og netop de unge er gået foran og har vist et stort engagement på klimaområdet. Derfor vil vi gerne inspireres og udfordres af dem, og det håber vi at blive med Ungeklimarådet,” siger regionsrådsformand Lars Gaardhøj (S).
12 organisationer i rådet
Region Hovedstadens Ungeklimaråd har afholdt sit første møde, og her valgte medlemmerne Hjalte Drejer Jørgensen fra GRØN-fonden for bæredygtig udvikling som forperson:
”Unge skal høres i Region Hovedstaden, fordi det er os som generation, der overtager det samfund som vi alle sammen lever i lige nu. Derfor er det helt centralt, at unge har medbestemmelse, siger han.
I Ungeklimarådet sidder der yngre repræsentanter fra 12 medlemsorganisationer, der alle arbejder med miljø-, natur- og klimadagsordenen. Og de mange forskellige baggrunde kommer til at præge den måde, rådet kommer til at arbejde på, siger den nyvalgte næstforperson i Ungeklimarådet, Sarah Vestergaard fra Polyteknisk Forening, der er en studenterorganisationen ved Danmarks Tekniske Universitet i Lyngby.
”Jeg forestiller mig, at vi kommer til at beskæftige os med alt fra sundhedssektoren og biodiversitet til transport. Og så har regionen den fordel, at den arbejder på tværs af kommunegrænserne. Det tror jeg helt sikkert, er noget af det, vi skal udnytte i Ungeklimarådet,” siger hun.
Ungeklimarådet vælger selv, hvilke emner de ønsker at arbejde med, og hvem de vil inddrage. Rådet skal have en løbende dialog med de relevante udvalg i regionen, og en gang om året har Ungeklimarådet mulighed for at præsentere eventuelle anbefalinger for regionsrådet.
Følgende organisationer er med i Ungeklimarådet:
- Den Grønne Ungdomsbevægelse
- Danmarks Naturfredningsforenings Ung København
- Spejderne.dk
- GRØN - fonden for bæredygtig udvikling
- Det nationale ungeklimaråd
- Ungeklimaråd i Furesø Kommune
- Danske Gymnasieelevers Sammenslutning
- TEC, Technical Education Copenhagen
- Polyteknisk Forening
- Københavns Professionshøjskole
- Læger for klimaet
- Sygeplejestuderendes Landssammenslutning
For mere information: Region Hovedstadens presseenhed: 7020 9588