For at kunne indgå i den nye gruppe har Region Hovedstadens Akutberedskabs ansatte været på intensiv uddannelse og træning sammen med erfarne instruktører fra Region Midtjylland, hvor de i forvejen har et team, der dækker den vestlige del af Danmark.
Regionsrådsformand Lars Gaardhøj (S) glæder sig over, at man på tværs af landet deler erfaringer, som kan gavne borgerne, når der opstår uventede og sjældne smittetilfælde.
- Man skal som borger kunne føle sig tryg ved, at sundhedsvæsenets beredskab er klar, hvis vi i fremtiden igen får pandemier eller isolerede tilfælde af sygdomme med høj smitterisiko. Med det nye team styrker vi vores beredskab og giver vores medarbejdere en uddannelse, som giver bedre beskyttelse til både patienter og det personale, der som det første møder patienterne og derfor er særligt udsatte for smitsomme sygdomme, siger Lars Gaardhøj (S).
Masser af udstyr og træning
På uddannelsen har medarbejderne øvet de omfattende procedurer, der skal beskytte både patienter, personale og omgivelser, hvis der opstår mistanke om sygdomme som for eksempel ebola eller pest.
- Vi er vant til at håndtere alle typer patienter, men her kræver det virkelig meget udstyr og mange trin, der skal udføres korrekt. Vi skal kunne beskytte os selv mod smitte samtidig med, at vi yder den bedst mulige behandling til patienten, siger Emil Vorm Jensen, der er ambulancebehandler i Region Hovedstadens Akutberedskab.
Grundigheden er afgørende. Selv små fejl kan få store konsekvenser, hvis smitte spredes, og derfor er indsatsgruppen iført beskyttelsesudstyr. Procedurerne er nøje tilrettelagt, så både patient og personale isoleres korrekt, samtidig med at behandlingen kan gennemføres.
- Det er vigtigt for både patientsikkerheden og for samfundet som helhed. Vi så under covid-19, hvordan en ny virus kan ramme hele samfundet. Vi kan ikke udelukke, at nye eller sjældne sygdomme kan dukke op i Danmark, og derfor er jeg glad for, at vi sammen med Region Midtjylland kan løfte opgaven på tværs af landet, siger direktør i Region Hovedstadens Akutberedskab Thomas Reimann.
Indsatsgruppen på 16 personer indgår i særlige teams, som kan tilkaldes døgnet rundt ved mistanke om farlig smitte. Fremover vil de deltage i øvelser, så de altid er klar til at rykke ud, hvis en alvorlig smitsom sygdom skulle komme inden for landets grænser.
Fakta
• Et team består af fire ansatte, der rykker ud til patienter med mistanke om sygdomme med høj smitterisiko. Det kan blandt andet være ebola, lassafeber, kopper eller pest.
• I Region Hovedstaden transporteres patienter med mistanke om en farlig sygdom til højisolation på infektionsmedicinsk afdeling på Hvidovre Hospital.
Kontakt
Region Hovedstadens Akutberedskab:
Pressekonsulent Maria Haargaard / 2117 7393 / maria.haargaard@regionh.dk
Pressevagten i Region Hovedstaden
70209588 / presse@regionh.dk