I foråret gennemførte Region Hovedstaden med hjælp fra Rambøll Management Consulting en undersøgelse af samarbejdet mellem regionens hospitaler og almen praksis. Overordnet er der en høj tilfredshed og en positiv udvikling i opfattelsen af samarbejdet hos både praktiserende læger og hospitalslæger.
452 praktiserende læger og 430 hospitalslæger har svaret på et spørgeskema og opfølgende har Rambøll interviewet seks praktiserende læger og fem hospitalslæger.
"Jeg er glad for, at den overordnede tilfredshed blandt praktiserende læger er steget siden 2022, og at tilfredsheden særligt er steget inden for de områder, som har været i fokus i samarbejdet mellem regionen og PLO de seneste år. Det er fx. hospitalernes specialistrådgivning og diagnostiske tilbud. Men også den nye arbejdsgang for 'handlingsanvisning', når henvisninger fra almen praksis afvises, ses som et positivt tiltag, der letter samarbejdet. Samtidig skal vi arbejde videre med at forbedre samarbejdet om epikriser og psykiatriske henvisninger, som der bliver peget på i undersøgelsen," siger regionsrådsformand Lars Gaardhøj (S). Region Hovedstaden, Praktiserende Lægers Organisation i Hovedstaden og Kvalitet i Almen praksis i Hovedstaden begyndte i 2021 et projekt – kaldet HAPS, hvor der arbejdes målrettet med at styrke samarbejdet mellem regionens hospitaler og almen praksis. Projektet er nu mundet ud i et fast samarbejde.
Bedre forløb for patienterne
Praktiserende Lægers Organisation i Hovedstaden, PLO-H, er glade for det løbende fokus på samarbejdet mellem hospitaler og de praktiserende læger.
"Vi vil jo sammen gerne sikre, at patienterne har gode behandlingsforløb, og derfor er det her samarbejde positivt og et skridt på vejen henimod et mere sammenhængende sundhedsvæsen. Vi er ikke i mål – der er fortsat alt for mange henvisninger, der afvises - men det går den rigtige vej," siger formanden for PLO-Hovedstaden, Peder Reistad.
Dialog og samarbejde fortsætter
På baggrund af rapportens resultater har Rambøll udarbejdet seks anbefalinger til det videre arbejde i regi af HAPS, og som kan understøtte et fortsat stærkere samarbejde mellem almen praksis og hospitalerne. Rapporten leverer samtidig en værdifuld viden, når sundhedsreformen skal implementeres ift. det almen medicinske tilbuds udvikling og ønsket om at løfte samarbejdet mellem hospitaler og praksis.
Der skal fortsat være fokus på at forbedre samarbejdet mellem almen praksis og hospitaler – ikke mindst i forhold til patienter med psykisk sygdom. Man skal også udbrede de eksisterende muligheder for rådgivningstilbud til praktiserende læger, ligesom arbejdet med at forbedre kommunikation mellem sektorer skal fortsætte og styrkes. Og så er der fortsat behov for fokus på at optimere procedurer og arbejdsgange omkring henvisninger.
Fakta - De overordnede resultater i undersøgelsen