Gå til hovedindhold

​​​

Ondt i øret hos børn

Hvad kan du gøre, hvis dit barn har ondt i øret? Hvad skal du være særlig opmærksom på?

​​​​​​​Filmen fra Børnelægernes Børnetips giver enkle råd og vejledning til, hvordan du skal holde øje med dit barn, hvad du kan gøre for at lette dit barns gener, og hvornår du skal ringe til din egen læge, vagtlæge eller akuttelefon.​​

Mange børn oplever at få ondt i øret. Når børn har ondt i øret, har de ofte mellemørebetændelse. Det kommer ofte efter nogle dage med forkølelse, hvorefter barnet får ondt i øret, er pylret, sover dårligt og kan have feber. 
Som regel er der ikke grund til at behandle med antibiotika. Børnene bliver oftest raske uden, og det hjælper ikke på smerterne. 

Hos nogle børn går der hul på trommehinden inde i øret, og der flyder betændelse ud af øregangen. Hvis det sker, bliver smerterne mindre. Hos næsten alle børn lukker hullet sig selv i løbet af få dage.

​​Gode råd

  • Hæv hovedgærdet: ​Lad barnet ligge med hovedet højt eller sidde oprejst.
  • Brug evt. håndkøbsmedicin: Giv gerne paracetamol (fx panodil® junior, pinex®, arax® junior eller pamol®) for at lindre smerterne. Følg anvisningen på pakken.
  • Væske: Sørg for, at dit barn får rigeligt at drikke.​

Ring til din egen læge kl. 8-16, hvis dit barn:​


  • Er under 6 måneder.
  • Har haft kraftige øresmerter i mere end et døgn, selvom du har givet paracetamol.
  • Har et øre, der stritter mere end det plejer, eller hvis barnet er rødt og ømt bag øret.
  • Har en betydeligt påvirket almentilstand - det vil sige feber, drikker mindre end normalt, og du har mindre god kontakt til barnet.

Eller hvis du bare synes, det går den forkerte vej, selvom du har prøvet rådene i denne vejledning.​​

Uden for lægens åbningstid kan du kontakte Akuttelefonen 1813. 

Bestil et opkald fra 1813 her.​

Du kan også bestille et opkald fra Akuttelefonen ved at sende en sms til 1813 med teksten "Opkald". Skriv ikke navn, CPR-nummer eller oplysninger om sygdom eller skade. Du får en SMS-bekræftelse og bliver ringet op, når det er din tur i køen.​​


Sidst opdateret:
Redaktør
Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden