Om organdonation
Siden 1960'erne har det været muligt at transplantere en nyre fra afdøde i Danmark. Efter indførelsen af hjernedødskriteriet i 1990 blev det muligt i Danmark også at transplantere hjerte, lever og lunger fra afdøde. Det er som levende også muligt at donere én nyre til en nyresyg person.
Læs mere om hvornår og hvordan organdonation kan foregå på organdonor.dk
Organdonation kræver samtykke
Lægerne skal altid have tilladelse fra enten den afdøde selv eller fra de nærmeste efterladte pårørende for at udtage et organ til transplantation. Tilladelsen kan være som et skriftligt samtykke, hvor patienten har tilmeldt sig i Donorregisteret, eller ved at nærmeste pårørende giver samtykke.
Nærmeste efterladte pårørende kan ikke modsætte sig en organdonation, hvis afdøde skriftligt har truffet beslutningen, medmindre afdøde har bestemt, at indgrebet forudsætter de nærmeste efterladte pårørendes accept.
Sådan gør du
Hvis du ønsker at tilmelde dig donorregisteret, gør du følgende:
- Udfyld et donorkort, som du skal bære på dig. Du kan fx vælge at donere ét eller flere organer. Du kan i øvrigt også vælge at nedlægge forbud mod, at der udtages organer.
Du kan udfylde og printe donorkortet på sundhed.dk
- Tilmeld dig Donorregisteret
Hvis du har MitID kan du tilmelde dig Donorregistret elektronisk på sundhed.dk
Det er også en god idé at informere dine pårørende om din beslutning.
Ændre din registrering
Du kan ændre din registrering i Donorregisteret på samme måde, som når du tilmelder dig. Vil du slettes helt af registeret, kan du gøre det ved at skrive et brev til:
Donorregisteret
Blegdamsvej 9
2100 København Ø
Er du i tvivl?
Er du usikker på, om du vil være organdonor eller ej, kan du fx læse Sundhedsstyrelsens pjece 'Organdonation - Tag Stilling'.
Læs pjecen om organdonation hos Sundhedstyrelsen.dk
Dit tilsagn står i dine sundhedsdata
Du kan se dit tilsagn til organdonation på Sundhed.dk. Her kan du dine donor-registreringer sammen med dine andre sundhedsdata.
Klage
Du kan som nærmeste pårørende klage til Styrelsen for Patientklager, hvis du mener at sundhedspersonalet ikke har respekteret afdødes eller nærmeste pårørendes tilladelse.
Du skal klage skriftligt inden 2 år efter, at du er blevet bekendt med det eller burde være blevet det, dog senest 5 år efter det skete.
Hvis du har MitID, kan du skrive og klage elektronisk til til Styrelsen for Patientklager
Her er også et klageskema, som du kan udskrive, udfylde og sende med post til Styrelsen for Patientklager.