Gå til hovedindhold

​​​​​​​​​​

Spørgeskemaer – hvad bruger personalet dem til?

Du har en unik viden om, hvordan din sygdom og helbredstilstand påvirker dig og din hverdag. Den viden opsamler vi blandt andet ved hjælp af spørgeskemaer.

Spørgeskemaer som ve​​drører dit helbred

Indimellem bliver du som patient bedt om at udfylde et spørgeskema. Nogle gange er det spørgsmål om dine tidligere indlæggelser, allergier, symptomer m.m. 

Andre gange kan det handle om, hvordan du har det lige nu. Fx:

  • din helbredstilstand fysisk som mentalt
  • dine symptomer og/eller bivirkninger i forbindelse med en behandling
  • din evne til at udføre forskellige fysiske og psykiske aktiviteter (dit funktionsniveau)
  • din livskvalitet set i forhold til din sygdom.
Du kan modtage spørgeskemaer før, under eller efter din behandling. 

Vigtig brik i din behandling

Disse informationer kalder vi for patientrapporterede helbredsoplysninger, og dem vil vi i de kommende år indsamle flere og flere af.  Det gør vi for at få viden og indblik i din sygdom på en mere systematisk og ensartet måde. 

Dermed kan læger, sygeplejersker eller andre, som behandler dig, få vigtig viden om, hvordan du oplever dit helbred. På sigt kan dine oplysninger også være med til at højne kvalitet og patientsikkerhed i hospitalsbehandlingen. 

Hvis svarmulighederne i spørgeskemaet ikke passer helt på din situation, så skal du markere det svar, som passer bedst. Hvis du er i tvivl, om dine symptomer er relevante, så bedes du angive dem alligevel.

Et forløb der passer til din situation

Hvis det er aktuelt for dig, vil du modtage spørgeskemaer digitalt via Min Sundhedsplatform. Når du svarer på spørgeskemaerne, får du mulighed for at oplyse os om, hvordan du har det. Dine svar vil bruges til planlægning af dit videre forløb. Og måske kan dit næste besøg erstattes af en telefonsamtale.

Den landsdækkende undersøgelse af patientoplevelse​r

En anden type spørgeskemaer handler om, at vi gerne vil vide, om du har været tilfreds med dit møde med os. Der findes én stor kvalitetsmåling blandt patienter.

Den landsdækkende undersøgelse foregår hver måned året rundt. Hvis du bliver undersøgt eller behandlet på hospitalet, får du måske bagefter tilsendt et spørgeskema via digital eller almindelig post. Her vil vi gerne høre om dine oplevelser, og om hvor tilfreds du er. Din feedback gør, at ledelserne kan vurdere, om der er noget, der skal gøres anderledes eller bedre.

Se den landsdækkende undersøgelse af patientundersøgelser​

Spørgeskemaer i forskning

Også i forbindelse med forskning på hospitalerne kan du blive spurgt, om du ønsker at svare på spørgsmål fx om din sygdom, din helbreds- eller livssituation m.m. Det er altid frivilligt at deltage.


Sidst opdateret:
Redaktør
Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden