Sygdom kan sætte gang i følelser
At få en diagnose og stå foran et behandlingsforløb kan sætte mange følelser i gang. Vi er alle forskellige og kan reagere på mange forskellige måder.
Men typiske psykiske reaktioner på at skulle behandles for en sygdom kan være:
angst
sorg
vrede
afmagt
humørsvingninger
tankemylder
gråd
søvnproblemer.
Der er mange veje til fx at bearbejde angst, bekymringer og søvnproblemer på. Her i Patientguiden kan du finde rådgivning og hjælp her:
Angst - sådan dæmper du den
Søvnproblemer du er ikke alene
Læs på Kræftens Bekæmpelses hjemmeside om angst og depression i forbindelse med sygdom
Naturlige krisereaktioner
Der er imidlertid også vigtigt at se psykiske reaktioner som en naturlig reaktion på at få at vide, at man er alvorlig syg. Det kommer ofte som et chok. Ikke kun for dig, der er syg, men også for din familie og omgivelser. Krisereaktioner kan derfor være en helt naturlig ting, når vi får beskeden om, at vi ikke er raske.
Der findes ikke rigtige eller forkerte reaktioner på kriser. Mennesker er forskellige, og der er forskel på, hvordan vi møder kriser og svære oplevelser i livet. Klassiske krisereaktioner kan i grove træk inddeles i fire faser, som man kan svinge imellem. For nogle vil en krisereaktion vare ganske kort tid, for andre tage længere tid.
1. Chokfasen
Når du får en diagnose eller finder ud af, at du er alvorligt syg, får du måske i første omgang et chok med en følelse af kaos eller uvirkelighed. Måske kan du ikke se i øjnene, at det, der er sket, er sandt. Måske er du forvirret, går formålsløst omkring eller græder voldsomt.
Andre kan reagere med at blive apatiske og stirre tomt ud i luften. Kroppen kan også reagere fysisk med hovedpine, kvalme og opkast, rysteture eller hjertebanken.
Fælles er, at vi mennesker har brug for at håndtere en krise i små bidder. Så selvom du kan være helt ved siden af dig selv, kan der også være timer, som går med helt hverdagsagtige ting.
2. Reaktionsfasen
I reaktionsfasen begynder du at forstå, hvad der er sket, og derfor kan følelser komme væltende. Det kan være følelsen af sorg, fortvivlelse, vrede, angst eller afmagt. I denne fase spørger mange også sig selv, hvorfor man er blevet syg.
Hvorfor skulle det her ramme mig? Hvorfor er jeg blevet syg? Hvad har jeg gjort forkert?
Der kan stadig være megen kaos indeni, og det kan være svært at klare selv de mindste ting. Måske er det svært at passe arbejdet og tage sig af familien, og måske opstår der behov for at kunne trække dig lidt ind i dig selv eller begrænse samværet med andre i en periode. Måske skubbes sorgen til side, og du fortsætter som før uden at vise andre, at du har det dårligt.
Det er helt normalt at svinge mellem at være meget ked af det og i krise, og så til andre tider at være ganske velfungerende. Det kaldes at være fleksibel i sin sorg. Bliver vi tvunget til at tale om sygdommen hele tiden, kan det faktisk øge risikoen for at forstærke eller forlænge krisereaktionen. Derfor er det helt okay af og til at tænke på noget andet.
3. Bearbejdningsfasen
Efter den akutte fase begynder du atter at vende dig mod fremtiden og til det, som skal ske. Der modnes lidt efter lidt et mere realistisk og nuanceret syn på situationen. De voldsomme følelser aftager, og livet og de udfordringer, som sygdommen giver, bliver som regel gradvist lettere at bære. Men selvom krisen er på retur, er du stadig både sårbar og følelsesmæssig svingende. Du kan stadig kæmpe med, at det er svært at slappe af, koncentrere sig, sove m.m.
4. Nyorienteringsfasen
Det er nu muligt at leve med visheden om at have været syg eller stadig at være syg på samme måde, som var det et ar. Det vil altid være der, men der kan tales om det, uden at det bliver følelsesmæssigt ubehageligt. Måske er erfaringen og indsigten blevet dybere og rigere, fordi du har fået mere viden om sig selv.
Du er måske blevet klogere på, hvad du vil og ikke vil, og hvad kroppen kan og vil. Mange fortæller, at selvom de gerne havde været sygdommen foruden, så har sygdommen lært dem at leve mere i nuet, være mere taknemmelig og ikke spilde livet med banaliteter. At de har gennemgået en vigtig og lærerig udvikling, og derfor aldrig bliver helt den samme, som før de blev syge.