Gå til hovedindhold

​​​​​​​​

Erstatning for en skade

Alle, der modtager behandling eller får medicin i Danmark, kan søge erstatning for at få vurderet​, om en skade giver mulighed for erstatning. Er du pårørende til en patient, der vil søge erstatning hos Patienterstatningen, kan du ansøge på vegne af patienten.​

Sådan søger du om erstatning 

​Der er god hjælp at hente på Patienterstatningens hjemmeside, hvor der er en enkel og informativ guide til at finde ud af, om skaden opfylder de basale krav til en erstatningssag, og hvordan du søger erstatning direkte til Patienterstatningen.

Få hjælp til at søge erstatning

Du kan også få hjælp til at søge erstatning hos Patienterstatningen. Hospitaler og sundhedspersoner kan også starte en erstatningssag hos Patienterstatningen. Hvis ikke du er i stand til at søge erstatning, kan regionens patientvejledere hjælpe dig med a​t udfylde skemaet til Patienterstatningen. Du kan også bede patientvejlederen om at sende anmeldelsen for dig.

Kontakt regionens patientvejledere

Hvad kan give erstatning?

Din behandling eller medicin skal have gjort, at du har fået det værre. Du skal med andre ord være påført en behandlingsskade eller lægemiddelskade. En skade kan også være et dødsfald, hvor efterladte kan have ret til erstatning. Du kan for eksempel have fået en skade som følge af:

  • Forsinket behandling

  • Manglende behandling

  • Mangelfuld diagnose eller behandling

  • Komplikationer efter en operation

  • Bivirkninger efter medicin

  • Defekte apparater, implantater eller udstyr

  • Forsøg, blod- eller organdonation.

Hvad kan du få erstatning for?

Skaden skal have givet dig enten et fysisk, psykisk eller økonomisk tab. Det er tabet, som erstatningen dækker. Patienterstatningen kan give erstatning for:

  • helbredelsesudgifter

  • tabt arbejdsfortjeneste

  • svie og smerte

  • varigt mén

  • tab af erhvervsevne

  • tab af forsørger 

  • udgifter til begravelse m.m.

Hvis du har ret til erstatning, afhænger erstatningens størrelse blandt andet af, hvor stor din skade er, og hvilke konsekvenser den har haft for dig. Erstatningen udregnes efter loven om erstatningsansvar.

Du skal ikke betale skat af erstatninger, bortset fra erstatning for tabt arbejdsfortjeneste. Der skal desuden betales skat af alle rentebeløb.

Frister for anmeldelse af en skade

Fra det tidspunkt du finder ud af, at du har en skade, til du søger erstatning, må der ikke gå mere end tre år. Er det mere end ti år siden, du blev behandlet, og har du først nu fundet ud af, at du har en skade, så kan Patienterstatningen ikke behandle din sag. Efter loven er der en absolut forældelsesfrist på 10 år.

Hvordan vurderer Patienterstatningen ret til erstatning?

Når Patienterstatningen vurderer, om du har ret til erstatning, bruger de forskellige regler fra klage- og erstatningsloven. Fx vurderer Patienterstatningen, om læger og andre sundhedspersoner har handlet som den dygtigste og mest erfarne kollega ville have gjort under de samme forhold. Hvis svaret er nej, og skaden kunne være undgået, hvis behandlingen var blevet udført korrekt af specialister, vil du kunne få erstatning. Når du søger erstatning, bliver dit forløb vurderet hos Patienterstatningen både af jurister og lægefaglige specialister.

Kreditorbeskyttelse

Hvis Patienterstatningen tilkender dig erstatning, kan beløbet blive beskyttet mod kreditorer, hvis det drejer sig om:

  • godtgørelse for varigt mén og erstatning for tab af erhvervsevne

  • godtgørelse for svie og smerte, som tilkendes i samme afgørelse som godtgørelse for varigt mén og/eller erstatning for tab af erhvervsevne

  • erstatning for forsørgertab, begravelsesudgifter og overgangsbeløb,

Der er særlige regler forbundet med kreditorbeskyttelse. Hvis du er tilkendt en erstatning og ønsker kreditorbeskyttelse, kan du kontakte teamet for patienterstatning i Region Hovedstaden, Sundhedsjura på telefon 20 23 90 01 og få hjælp.​

Vil du anke afgørelsen?

Hvis du er utilfreds med Patienterstatningens afgørelse, har du mulighed for at anke afgørelsen til Ankenævnet for Patienterstatningen, som er en del af Styrelsen for Patientklager.

Klag over afgørelse fra Patienterstatningen på Styrelsen for Patientklagers hjemmeside​

Sidst opdateret:
Redaktør
Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden