Hvordan fungerer medicintilskud?
Tilskud til medicin er bestemt af, hvor store udgifter du har til medicin. Dine udgifter til medicin registreres i Det Centrale Tilskudsregister inden for en periode på et år - også kaldet for tilskudsperioden. Tilskudsperioden starter første gang, du køber medicin, og slutter et år senere.
Jo større udgifter du har, desto mere får du i tilskud. Når du har købt for mere end 1045 kroner (2023-takster) i tilskudsperioden, begynder du som voksen at få tilskud. Børn under 18 år får tilskud med det samme.
Hvis din egenbetaling i tilskudskroner overstiger 4.350 kroner (2023-takster) i tilskudsperioden, får du automatisk din tilskudsberettigede medicin gratis. Hvis du på apoteket vælger at få dyrere medicin end den, der er billigst, kan du risikere selv at skulle betale noget mere. Tilskuddet betales af regionen.
Se mere om tilskuddets størrelse på sundhed.dk
Der findes flere former for tilskud, som du kan få enten på grund af din situation, eller fordi det er en særlig slags medicin.
Generelle tilskud
Alle får automatisk tilskud til den lægeordinerede medicin, der er omfattet af generelt tilskud. Noget medicin har dog det, der hedder 'klausuleret tilskud'. Det betyder, at du skal have en bestemt sygdom, for at få tilskud til den medicin. Det er din læge, som vurderer, om du kan få klausuleret tilskud.
Individuelle tilskud
Derudover findes tre forskellige individuelle tilskud. Det er din læge, der ud fra dit behov og sygdomsforløb vurderer, om der kan søges om de forskellige tilskud hos Lægemiddelstyrelsen. Det er også din læge, der sender ansøgningen
Enkelttilskud
I nogle tilfælde kan din læge søge om enkelttilskud til medicin, der ikke er omfattet af generelt eller klausuleret tilskud.
Forhøjet tilskud
Forhøjet tilskud er en særlig bevilling til en bestemt slags medicin. Fx hvis du er allergisk over for et produkt på markedet, og derfor har brug for at få et andet produkt, der er dyrere.
Terminaltilskud
Hvis du er uhelbredeligt syg og vælger at tilbringe din sidste tid i dit eget hjem eller på et hospice, skal du sidestilles med de patienter, der ligger på hospitalet. Derfor kan din læge eller hospitalet søge Lægemiddelstyrelsen om, at du får al din medicin gratis.
Økonomisk hjælp fra din kommune
Hvis du har økonomiske vanskeligheder, kan der være mulighed for at søge kommunen om hjælp via Aktivlovens § 82. For at du kan søge, skal følgende være opfyldt:
behandlingen er nødvendig og helbredsmæssigt begrundet
der skal være tale om lægeordineret medicin
du har ikke selv råd til at betale udgiften.
Der kan være særlige regler for pensionister og personer med en varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne. Tal med din kommune om muligheden.