Gå til hovedindhold

​​​​​

Screeningsprogram for livmoderhalskræft for 30-59-årige kvinder omlægges gradvist til HPV-screening

I Region Hovedstaden er vi på Sundhedsstyrelsens anbefaling i gang med en gradvis overgang fra celle-baseret screening for kvinder i alderen 30-59 år.
Det første store skridt er taget d. 1. januar 2021. Før denne dato blev kvinder i alderen 30-59 år tilbudt et celleskrab hos lægen, som efterfølgende blev undersøgt for celleforandringer.

Fra 1. januar 2021 får halvdelen af alle de danske kvinder i alderen 30-59 år fortsat dette tilbud mens den anden halvdel i stedet får tilbudt screening med HPV-undersøgelse. Selve undersøgelsen og prøvetagningen foregår på samme måde, som hidtil hos egen læge. ​

Forskelligt hvor ofte kvinder skal inviteres

I perioden mens HPV-screening indføres, vil kvinder, der deltager i screeningen blive inviteret med forskellige intervaller. 

30-59-årige kvinder med lige fødselsdato:

30-49-årige kvinder vil få tilbudt undersøgelse for celleforandringer hvert 3. år, mens 50–59-årige tilbydes undersøgelse hvert 5. år. Dette tilbud svarer til det, alle kvinder fik tilbudt før 2021.  

30-59-årige kvinder med ulige fødselsdato:

Alle 30-59-årige kvinder vil blive tilbudt undersøgelse for HPV hvert 5. år. Alle kvinder vil med HPV-screening opleve længere interval mellem undersøgelserne, hvis deres prøve er negativ. Årsagen er, at kvinder med en negativ HPV-test har samme eller mindre risiko for livmoderhalskræft over 5 år, end 3 års risikoen hos kvinder med en normal celleundersøgelse.

Begge metoder er sikre og effektive

HPV-screening giver med andre ord mulighed for et længere interval mellem undersøgelserne, fordi metoden er mere følsom, og fordi fravær af HPV med stor sandsynlighed betyder, at der ikke udvikles celleforandringer inden for en årrække. Men uanset hvilken metode man screenes med, kan alle deltagende kvinder være helt trygge ved livmoderhalskræftscreeningen. Og uanset om man screenes med den ene eller anden metode, så nedsætter en regelmæssig undersøgelse risikoen for livmoderhalskræft markant.
 
Andre lande som fx Holland, Norge og Sverige er også i gang med at indføre HPV-screening. 

​Flere vil blive indkaldt til ekstra undersøgelse

Ved screening er der både fordele og ulemper. Ved HPV-testen ved vi, at flere kvinder skal have taget en opfølgende prøve, fordi HPV er udbredt, men sjældent giver celleforandringer eller forstadier til livmoderhalskræft. Omvendt er fordelen at HPV-testen medvirker til, at der opspores flere celleforandringer tidligt, og dermed forebygges flere kræfttilfælde. HPV-testen har siden 2012 været benyttet til screening af kvinder i alderen 60-64 år i hele Danmark. Udrulning af HPV analysemetoden til 30-59-årige kvinder bygger blandt andet på tidligere indhentede danske erfaringer.

For celleundersøgelsen gælder, at den alene kan finde celleforandringer, men ikke eventuelle HPV-infektioner. Celleundersøgelsen er dog ikke helt så følsom, som HPV-testen og derfor anbefales et kortere interval inden næste undersøgelse.​
Sidst opdateret:
Redaktør
Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden