Region Hovedstaden besluttede i 2020 at gøre "Unge og alkohol" til et indsatsområde i regionens forebyggelsesplan.
Her kan du læse forebyggelsesplanen
I nedenstående kan du læse om de regionale indsatspakker som Region Hovedstaden har udviklet og implementeret i samarbejde med relevante eksperter og aktører på området.
Indsatspakken "Sammen om fællesskabet – ikke alkoholen", 2024-2025
Med afsæt i erfaringerne fra den tidligere indsatspakke "Sammen om festen – ikke alkoholen" har Region Hovedstaden, i samarbejde med Akademiet for Fællesskabende Unge (AFU) og tidligere ambulanceredder i Region Hovedstaden Akutberedskab, Kamilla Krattet, udviklet indsatspakken "Sammen om fællesskabet – ikke alkoholen". Indsatspakken implementeres på 6 gymnasiale uddannelser i regionen i skoleåret 2024-2025. Formålet med indsatspakken er at fremme en kultur på de gymnasiale uddannelser i regionen, hvor sammenhold og fællesskab fylder mere end alkohol. Målgruppen for indsatspakken er gymnasieelever og deres forældre. Indsatspakken bliver evalueret i foråret 2025.
Udover midler til implementering af fællesskabsfremmende aktiviteter uden alkohol består indsatspakken af yderligere to tiltag som kort beskrives i nedenstående.
Fællesskabsambassadører
Akademiet for Fællesskabende Unge (AFU) uddanner en række elever på hvert gymnasie til at blive fællesskabsambassadører. Fællesskabsambassadørerne bliver uddannet i at sætte fokus på, og starte dialogen om, skolens fest- og alkoholkultur blandt gymnasiets elever. De uddannes i at tilrettelægge og gennemføre fællesskabsfremmende alkoholfri aktiviteter i skoletiden og klædes også på til at understøtte gymnasiets øvrige elevudvalg i at have fokus på fællesskab i deres arbejde med aktiviteter på gymnasiet.
Styrket forældre indsats
Forældre har stor indflydelse på deres børns alkoholdebut og alkoholforbrug. Unge spejler sig i deres forældre, og de unge som har aftaler med deres forældre om alkohol drikker mindre og starter senere end unge, der ikke har. I indsatspakken får gymnasiets forældre et oplæg afholdt af den tidligere ambulanceredder fra regionens Akutberedskab, Kamilla Krattet. Kamilla Krattet vil i sit oplæg fortælle om de akutte konsekvenser af unges druk, som hun har oplevet gennem sit arbejde som ambulanceredder. Kamilla vil samtidig motivere forældrene til at se kritisk på de unges alkoholkultur og forældrenes egen adfærd og rolle i forhold de unges alkoholforbrug.
Her kan du læse evalueringsrapporten
Indsatspakken "Sammen om festen – ikke alkoholen", 2022-2023
I samarbejde med regionens kommuner, Kræftens Bekæmpelse og Alkohol og Samfund udviklede og implementerede Region Hovedstaden indsatsen "Sammen om festen – ikke om alkoholen" på otte ungdomsuddannelser i regionen i skoleåret 2022 til 2023. Indsatspakken havde til formål at fremme en fest- og alkoholkultur på gymnasiale uddannelser i Region Hovedstaden, hvor sammenhold og fællesskab fylder mere end alkohol. Målgruppen for indsatspakken var gymnasieelever fra fest- og cafeudvalg, tutorer/guider, lærere og skoleledelser.
Gennem kvalitative interviews med skoleledelse, lærere og gymnasieelever blev der udarbejdet en erfaringsopsamling i sommeren 2023. Erfaringsopsamlingen peger på, at indsatspakken, gennem inspirerende workshops, rådgivning og sparring og økonomiske midler til alkoholfrie sociale arrangementer, har bidraget til et fornyet fokus på unges alkoholkultur samt understøttet gymnasiernes arbejde i at skabe en mere inkluderende kultur med fokus på fællesskab frem for alkohol. Læs mere om gymnasiernes oplevelse af at deltage i indsatspakken og deres anbefalinger til det fremadrettede arbejde med unges alkoholkultur i erfaringsopsamlingen.