Gå til hovedindhold

'Som leder er ens vigtigste opgave at bringe synspunkter til torvs og lytte til de andre'

Hvad er god ledelse, hvor kommer lysten til ledelse fra, og hvordan sikrer man som leder en højere patienttilfredshed i fremtiden? Det er noget af det, som LEDEREN har talt med hospitalsdirektør på Amager og Hvidovre Hospital, Birgitte Rav Degenkolv om.
Vent...


Det er de helt store spørgsmål om ledelse, som Birgitte Rav Degenkolv blev præsenteret for, da hun inviterede LEDEREN indenfor på Amager og Hvidovre Hospital. Birgitte Rav Degenkolv har tidligere optrådt i LEDEREN som formand og talsperson i forbindelse med store forandringsprojekter på tværs af regionen som Optima og 72 timers behandlingsansvar. Derfor skal det denne gang handle om Birgitte Rav Degenkolvs helt personlige syn på ledelse.

Hvad er ’god ledelse’?

God ledelse er en hjørnesten i fastholdelse af dygtige medarbejdere, som er afgørende for at løfte regionens kerneopgaver. Men god ledelse er også en lidt svært definerbar størrelse, som kan have mange udtryk på tværs af faggrupper og ledelseslag i en stor organisation som Region Hovedstaden.  

”God ledelse handler om værdier og om at være med til at sætte en retning. Og så synes jeg også, at det handler om at skubbe lidt til opfattelserne rundt omkring. Men som leder skal man også være med til at understøtte den retning, som vi skal i, når en beslutning er truffet,” siger Birgitte Rav Degenkolv.

Men Birgitte Rav Degenkolvs ledelsesopgave bærer naturligvis også præg af rollen som hospitalsdirektør:

”Den ledelsesopgave, som man har, når man er mig, er også at binde tingene sammen og skabe koordination. Og så er opgaven i høj grad kommunikation. Som hospitalsdirektør er det min opgave at skabe helhedssyn og sammenhæng i tingene for mine ledere og medarbejdere.”

Derfor definerer Birgitte Rav Degenkolv også den vigtigste ledelsesopgave som at lytte og se andre perspektiver på tingene end ens eget:  

”Jeg synes, at en af de vigtigste opgaver som leder er at bringe synspunkter til torvs og så få lyttet til de andre synspunkter, der måtte være. Og så må man jo på det grundlag få truffet de beslutninger, der skal til. Det er ikke altid, at alle kan blive enige, men i hvert fald kan de, der ikke er det, måske forstå, hvorfor beslutningen går i en bestemt retning.” 

En leder i maven

”Altså jeg tror bare, at det ligger grundlæggende i mig. Selvfølgelig blev det et bevidst valg på et tidspunkt. Men det er nok kommet af at have noget overskud og overblik og mod på at kunne gøre ting en lille smule bedre,” siger Birgitte Rav Degenkolv, da hun bliver spurgt, hvad der i sin tid fik hende til at vælge ledelsesvejen frem for at blive i den kliniske hverdag som sygeplejerske.  

Men for Birgitte Rav Degenkolv er ledelse også noget med at være en del af et fællesskab:

”Jeg havde lyst til at være med til at påvirke organisationen og måden, som vi løste opgaver på. Og så synes jeg, at det er sindssygt spændende at skabe gode resultater sammen med andre og være med til at udvikle vores sundhedsvæsen til gavn for patienterne. Det er bare et fantastisk meningsfyldt arbejde at have.” 

Patienttilfredshed handler om, hvad der er vigtigt for patienterne

Den Landsdækkende Undersøgelse af Patientoplevelser – også kendt som LUP - er et vigtigt værktøj i arbejdet med patienttilfredshed. Dog kan undersøgelsen kun pege på eventuelle problemer, og ikke på deres årsag. Derfor er spørgsmålet om, hvordan vi får mere tilfredse patienter også noget, som optager Birgitte Rav Degenkolv:   

”Det er et godt spørgsmål. Fordi jeg synes jo, at det er noget, som vi har arbejdet med i mange år – og det mener jeg faktisk, at vi har. Og jeg tror også, at hvis du går ud og taler med vores medarbejdere, så kan de ikke forstå, at den ikke er højere, fordi de gør det bedste, de kan, hver eneste dag.”

Når det er sagt, så har Birgitte Rav Degenkolv tiltro til, at den nye løbende LUP vil give noget nyt til arbejdet med patienttilfredshed.

”Det bedste ville jo være, at man spurgte patienterne, hvad der var vigtigt for dem og så prøvede at tilgodese det. For så ville vi jo sådan set få tilfredse patienter,” siger Birgitte Rav Degenkolv og fortsætter:

”Man kan jo have mange holdninger til målinger som LUP, men jeg synes, at det er vigtigt at holde fast i, at det er patienternes mulighed for at give os deres feedback. Og jeg tror, at den nye løbende LUP, hvor vi får data hver måned i stedet for kun én gang om året, kan være med til at bidrage til en højere patienttilfredshed i og med, at vi får data mere hyppigt, og spørgsmålene er mere kliniknære og handler om faktorer, hvor klinikerne føler, at de kan gøre en forskel.”  

Man skal skue bredere end sin egen portefølje

Et af værktøjerne til at opnå en større patienttilfreds handler om, hvordan vi som region kan bidrage til et sundhedsvæsen, som hænger endnu bedre sammen for patienten. Og for Birgitte Rav Degenkolv ligger der også en ledelsesopgave her i forhold til at arbejde med samarbejdskulturen. 

”Jeg synes, at man som leder har et stort ansvar for at løfte blikket og skue bredere end sin egen portefølje. Lige meget hvor i organisationen man sidder. Hvis man for eksempel sidder i et afsnit, så bliver man nødt til lige at kigge på: Hvad er de andre afsnit for nogen? Hvad er det for en afdeling, som jeg er en del af? Hvad kommer før og efter os i et patientforløb? Jeg tror, at vi ville få et mere sammenhængende sundhedsvæsen, hvis vi tænkte sådan,” siger Birgitte Rav Degenkolv og fortsætter:

”Jeg tænker, at den samarbejdskultur kan vi ikke dyrke nok. Og det er både in-house, men det er jo også ud imod vores kommuner. Og vi får jo mere og mere af det, kan vi se.”




Redaktør

Kommentarer 

Du skal være logget ind for at benytte denne funktionalitet.

Opret profil
RSS kommentarspor Tilmeld kommentarspor

 

Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden