Dine yngre kollegaer trives med fleksibilitet, udvikling, feedback og et godt socialt sammenhold. Det viser magasinet ’Ledelse af unge’ fra Væksthus for Ledelse, hvor de har interviewet unge medarbejdere og ledere ansat i kommuner og regioner, for at finde ud af, hvordan man bedst kan lede de yngre medarbejdere.
De er nået frem til 6 anbefalinger til, hvordan man i højere grad kan rekruttere og motivere de unge til at blive lidt længere. Læs de 6 anbefalinger her:
1. Tag initiativet til udvikling
Den unge generation er opvokset med adgang til internettet, og al den information der følger med. De er vant til løbende at evaluere på adfærd og opgaver, og derfor falder det dem også helt naturligt at søge udvikling på deres arbejdsplads. Derfor bør ledere være på forkant med at stille deres sult efter udvikling og komplekse opgaver.
Helt konkret: Prioriter kompetenceudvikling og efteruddannelse, og giv de unge udviklingsopgaver, som de finder spændende og udfordrende.
2. Rammer kan udfordres
De unge medarbejdere trives med frie rammer og fleksible arbejdsvilkår, og har en forventning om, at der er plads til livet uden for arbejdet. COVID-19 cementerede for alvor det fleksible arbejdsliv, hvor der er stigende muligheder for hjemmearbejde, freelance-arbejde og iværksætteri. Derfor er de unge medarbejdere bevidst om deres muligheder, og er ikke bange for at afsøge flere jobs på samme tid.
Helt konkret: Giv de unge medarbejdere indflydelse på vagtplanlægningen, så de kan få privatlivet til at passe sammen med arbejdet, og sørg for at indkalde til samtale med det samme, når du søger unge medarbejdere.
3. Vær en leder i øjenhøjde
Dine unge kollegaer er vokset op i en kultur, hvor man deler alt på sociale medier. Derfor er de heller ikke skræmte over, når kollegaer og ledere deler ud af sig selv; faktisk er det vigtigt for dem. På samme tid er de yngre kollegaer vant til en on-demand kultur, hvor der ikke er langt fra behov til handling. Derfor er nære relationer, synlighed og flade hierarkier vigtige.
Helt konkret: Vær til stede og synlig i de daglige opgaver, og skræddersy din ledelse til individet – vær åben for sparring, feedback, spørgsmål fra de unge medarbejdere.
4. Skru op for anerkendelsen i det daglige
Unge i dagens Danmark er vant til at blive målt og vurderet i uddannelsessystemet – men også på sociale medier, hvor man jævnligt bliver anerkendt gennem likes og kommentarer. Derfor er de yngre kollegaer vant til feedback og anerkendelse, og efterspørger det på jobbet.
Helt konkret: Skru op for hyppigheden af anerkendelse og feedback i hverdagen for at holde motivationen højt. Tag udgangspunkt i individets specifikke udfordringer og opgaver, så feedbacken kan tilpasses den enkelte.
5. Dyrk det sociale, det faglige og det mangfoldige
Den yngre generation er digitale indfødte og er vokset op med at have adgang til store globale fællesskaber online, og det tager de med sig på arbejdet. Det kollegiale og faglige fællesskab en essentiel driver, når det kommer til at fastholde og motivere de unge medarbejdere; derfor kan det betale sig at dyrke det sociale fællesskab på arbejdet.
Helt konkret: Etablér en mentorordning for hurtigt at sætte de unge i spil på arbejdspladsen, og introducér daglig faglig sparring, så det er muligt for de unge at lære og bidrage til det faglige fællesskab.
6. Gør formålet synligt
Dine unge kollegaer er vokset op i en tid præget af store og komplekse problemstillinger som fx klimakrisen. Mens de store forandringer kan føles uden for rækkevidde, kan jobbet blive en mulighed for at gøre en konkret forskel på det helt nære plan. Derfor er det vigtigt at skabe synlighed om formålet – muligheden for at gøre en meningsfuld forskel, er nemlig den afgørende motivation for de unge.
Helt konkret: Lad de unge dele de gode historier – fx på sociale medier – og aktivér medarbejdernes netværk, når I rekrutterer. Det er nemlig medarbejderne selv, der er bedst til at fortælle de gode historier og dele de meningsfulde sider af arbejdet.
Læs hele rapporten: https://www.lederweb.dk/udgivelser/ledelseafunge/