Lægen med den lange og respekterede karriere trækker sig tilbage i slutningen af september. Svend Hartling forlader regionskontorerne og lader møder, magt og indflydelse på det danske sundhedsvæsen ligge til fordel for fokus på familie og fritidsinteresser.
Der har været mange højdepunkter i Svend Hartlings karriere, men det må alligevel være lidt af en gyser at slippe sundhedsvæsnet på et tidspunkt, hvor det sjældent er mere udfordret end nu, hvor alle mærker konsekvenserne af corona-pandemien.
Aldrig prøvet noget tilsvarende
-Ja, det føles unægtelig underligt at stoppe lige nu. Det er noget, jeg nødigt ville have undværet. Det har været travlt, og det er ikke det rolige farvel, jeg kunne have tænkt mig. Ingen har oplevet dette før, og coronapandemien kommer til at præge os i mange år fremover. Der er mange opgaver og sager, som jeg gerne ville have fulgt til dørs, fx den samlede kræftplan for Region Hovedstaden, alle vores byggerier osv., siger han på en Skype-forbindelse.
Endnu en af de ting, der er usædvanlige i situationen. Meget er anderledes i verden lige nu. Og det bliver også en anderledes hverdag, som Hartling kommer til at overlade til sin efterfølger Dorthe Crüger, der allerede er i gang med at overtage opgaverne som koncerndirektør. Meget skal klares over telefon og Skype nu, og mange ting har vist sig at kunne lade sig gøre alligevel.
Rettidig omhu
-I foråret tog vi beslutninger og løste opgaver langt hurtigere end ellers. Det har været befriende. Vi er rykket sammen, og alle har sørget for, at det har fungeret – ledere og jo særligt medarbejderne. Lige fra at skaffe værnemidler, test, apoteket - vi er fx aldrig løbet tør for fx bedøvelsesmidler til folk, der skulle i respirator. Jeg synes, vi har vist rettidig omhu i en meget kompleks situation, fortæller Svend Hartling, som også understreger, at han har haft faglige bekymringer i forhold til de patienter, der fik deres operationer udskudt. Fordi corona ryddede bordet.
Til tops
Der har før været både faglige bekymringer og udfordringer for lægen, der valgte at bytte lægegerningen ud med ledergerningen. Med et afsæt i en karriere, der nærmest er gået ”den slagne vej” fra cand. med i 1981 til speciallæge i endokrinologi og intern medicin i 1994, hvor han også landede det første lederjob som specialeansvarlig overlæge på Amager Hospital, har han haft sin del af specialeplaner og udfordrende forløb.
I 2006 kom skiftet helt til tops i ledelsesstigen, da han fra en stilling som vicedirektør på Herlev Hospital blev koncerndirektør for den helt nye regionsstruktur i hovedstaden.
Den faglige garant
Og det er i den tid, at han er blevet berømt og berygtet for særligt tre ting, som han har været faglig garant for: det enstrengede akutsystem, Akuttelefonen 1813 og Sundhedsplatformen. Det har været store og indgribende forandringer i sundhedsvæsenet, og forandringer der bestemt ikke var populære alle steder.
Mange gange har Svend Hartling skulle forklare og forsvare sig i medierne og internt på møder med ledere og medarbejdere. Men han er ikke bleg for at sige, at han er helt særligt stolt af netop de tre forandringer, og aldrig har været i tvivl om, at det var det rigtige at gøre. Selvom det også har været hårdt, og der har været meget modstand.
Judas
- Det har været hårdt at blive beklikket på min faglighed af kolleger. Det var hårdt, da tidligere kolleger kaldte mig Judas, fordi vi lukkede Hørsholm Hospital og samlede akutkirurgien på de store hospitaler i den første specialeplan for regionen. Men det var det rigtige at gøre for patienterne. Og jeg er stolt af den samling – det var et kæmpe fagligt løft. Og grundlæggende har vi senere fået meget ros for den samling.
Samme kolleger har senere sagt til ham, at det var det rigtige at gøre, men da ordene faldt, var det sårende, fordi de kom fra en kollega. Forandringer er svære for alle, anerkender han, og det er ikke beslutninger, han har truffet med lethed. Men fagligheden kommer først.
Fornuftsægteskab
En anden forandring, der er endt med – om ikke ideel lykke så dog et fornuftigt samarbejde – er samarbejdet omkring Akuttelefonen 1813. En politisk beslutning om at opsige lægevagtsaftalen resulterede i vantro og oprør fra de praktiserende læger og deres organisation. En hjemtagning af regionen af visiteringen af patienter til lægevagten var noget helt nyt, og gjorde op med den hidtidige model.
Erstatningen for lægevagten fik en hård fødsel og en slem medfart det første lange stykke tid. Lange ventetider på telefonen gjorde patienterne utilfredse; der var problemer med rekrutteringen, og det var svært med samarbejdet både med de praktiserende læger og akutmodtagelserne og akutklinikkerne på hospitalerne. Mange skulle finde sine ben i situationen med nye roller og nye konstellationer.
Rollemodel i udlandet
-Det er virkeligt tilfredsstillende at se, at der nu ikke bare er kortere ventetider og ro om hele akuttelefonen. Nu er der repræsentanter fra andre steder i Danmark og udlandet, der kommer hertil for at se, hvordan vi gør. Jeg mener, konstruktionen er den rigtige, og det er tilfredsstillende, at PLO nu siger, at deres medlemmer gerne må tage arbejde på 1813, siger Svend Hartling, mens han forsikrer om, at det helt bestemt har været hårdt undervejs.
SP stadig det rigtige, men…
Den seneste store forandring, der har rokket ved hverdagen, er indførelsen af Sundhedsplatformen. En forandring der også bragte modstand med sig, og et projekt hvor Hartling reflekterer over de ting, der kunne have været gjort anderledes.
-Jeg ærgrer mig over, at der var så mange misforståelser og så lidt viden. Vi SKULLE have nyt system. Det system, vi havde, var så forældet, nærmest nødlidende, og vi skulle i udbud – vi kunne ikke bare vælge Columna/Systematic som i Region MIDT. De bød i øvrigt ikke selv på opgaven, men som underleverandør til IBM.
-I ledelsen fik vi ikke fortalt, at Sundhedsplatformen handlede om mere end at flytte papir til computer. At sætte strøm til papir. Vi købte reelt en database. Personalet kom til at se forskellige ting alt afhængig af deres funktioner, og det var ikke simpelt. Det var en hård proces, men igen – det var det rigtige at gøre.
Mandagstrænere
Under implementeringen af Sundhedsplatformen kom ledelsen, og særligt Hartling, igen under beskydning i pressen. Og hvis der er noget, han ikke kommer til at savne, så er det kontakten med pressen.
-Jeg er dybt skuffet over pressen og alle ”ekspertoraklerne”. De sætter sig ikke grundigt nok ind i ting. Og det er nok det, der har belastet mig mest i min karriere. Jeg vil gerne kigges i kortene, men indimellem starter det med den forkerte præmis, og så kan det gå ud over de forkerte fx vores personale – både i administration og det kliniske personale. Det er ikke fair, understreger han.
Magt er et middel
Han anerkender dog også, at han selv sidder i en magtfuld position i samfundet og i det danske sundhedsvæsen, og dermed skal han bl.a. stille sig til rådighed for den fjerde statsmagt. Men hvad betyder magt for ham?
-Jeg er lidt ligeglad med, om det er mig, der får ære eller skældud. Jeg er optaget af at forbedre sundhedsvæsnet. Jeg går efter bolden ikke efter manden, kan man vel sige. Selvfølgelig har jeg magt som sundhedsdirektør i Danmarks største region, men mit mantra er og har været: Vi gør det, der er bedst for patienten.
Oversætter eller tolk
Som læge har han altid været optaget af at involvere patienterne. Han mener, at den værdibaserede tilgang ligger i diabetologernes dna.
-Man spørger: Hvad er vigtigt for dig? Og det er her, at magten brydes ned. For læger ved ganske vist bedst om sygdommen, men de ved ikke bedst om patienten. Det ved kun patienten.
I sit arbejde på ledelsesgangen har Svend Hartling brugt sin magt til at oversætte for politikerne, hvad klinikerne egentlig har haft af ønsker og bekymringer, men oversættelsen er også gået den modsatte vej. Fx har han prøvet at få de sundhedsfaglige råd til at interessere sig mere for udredningsretten.
Tid til forkælelse
Det var det meste om det hele, udbryder han til sidst over Skype-forbindelsen, med henvisning til en bestemt bog af en bestemt tidligere statsminister, der netop er udkommet.
Svend Hartlings hustru Anne har rumsteret i baggrunden, mens vi har lavet interviewet. Efter sigende er det nu hende, der skal forkæles, for hun har i lang tid taget slæbet på hjemmefronten, mens han har ”gjort karriere”. Adresserne på børnebørnenes børnehaver og skoler skal også lægges i GPS’en, så de kan blive hentet af morfar/farfar. Den glødende interesse for atletik og skak skal også nok få næring.
Og mon Hartling kan lade være med at give sit besyv med, når det kommer til det danske sundhedsvæsen? Vi får se. Han har lige fortalt, at det ikke er så længe siden, at han råbte ad fjernsynet. Måske bliver det bare ved det. Men nok ikke helt.