Gå til hovedindhold

Ambitioner skal matche muligheder

Efter to år som regionsdirektør i Region Hovedstaden skal Svend Særkjær være departementschef i Sundheds- og Ældreministeriet. Han ser tilbage på en tid med større fokus på klinikken og forlader en region, der har fantastiske muligheder.
Vent...

​Nogle gange præsenterer livet muligheder. Og sådan en præsenterede sig for regionsdirektør Svend Særkjær sidst på året 2020. Men han havde nok ikke tænkt, at han skulle overtage den post midt i den allerstørste danske sundhedskrise nogensinde, og efter blot to år som regionsdirektør i Region Hovedstaden. Sådan blev det dog, og den 11. januar går vejen til Slotsholmen frem for regionsgården i Hillerød.

 
-Det er med vemod, at jeg ikke længere skal arbejde med den kæmpe sundhedsmotor, som Region Hovedstaden er. Jeg er imponeret over, hvor meget vi kan, når vi gør det sammen. Og hvor fantastiske regionens ledere og medarbejdere har været. Nærheden til hospitalerne kommer jeg til at savne.
 

Direktøren der zoomede ind på kerneopgaven

Han kom fra den noget mindre region i Nordjylland, og havde opfattelsen af, at Region Hovedstaden konstant stod til tæv i medierne. Nogle gange berettiget og måske selvforskyldt. Andre gange ikke til at forstå.
 
-Region Hovedstaden og sundhedsvæsnet havde et kæmpe potentiale til at træde mere i karakter som landets største sundhedsvæsen. Min ambition som noget af det første var at skabe mere samklang mellem politikerne, administrationen og klinikken. Der var en afstand, der kunne reduceres ved at vi i højere grad talte om det samme, om vores fælles målsætninger om at gøre det bedre for patienterne i hovedstaden. Vi er hinandens forudsætninger, lige meget hvor vi er i sundhedsvæsnet. Og der skal helst være samme fokus, så skaber vi bedre resultater, fastslår Svend Særkjær.
 
Ledelsesmæssigt blev møder mere målrettede med fokus på kerneopgaven og færre ting. Vi har sammen med politikerne sat fokus på 5 indsatsområder, og der har været det samme fokus i løbet af de to år. Fx patientrettigheder og kræftpakker, hvor der på ugentlige møder med hospitalsdirektørerne blev sat konkrete mål og kigget langt mere på data, og det drev beslutningerne. Der blev desuden udpeget tværgående sponsorer for de indsatser, der gik på tværs af hospitalerne. 
 
Fra at ligge i bunden af nationale statistikker over kræftforløb og udredning, ligger Region Hovedstaden nu i top. 
 
-Det er jo et øjebliksbillede, det ved jeg godt. Men min fornemmelse er, at den næsten daglige udskamning i pressen ikke længere hænger som en møllesten om halsen, siger Svend Særkjær. Det kan bidrage til at skabe mere ro og tillid i hele organisationen. Digitalisering og det nære og sammenhængende sundhedsvæsen er de to andre områder, der nok har fyldt mest og hvor ledere og medarbejdere har flyttet regionen.  

Vi klarer det sammen

Han fremhæver også, at selvom Region Hovedstaden klart er den region, der er hårdest ramt af corona, så har alle medarbejdere og ledere i hele organisationen vist, at det klarer vi sammen.
 
-Der er udvist udholdenhed, solidaritet, og kæmpe evne til at finde løsninger. Vi har fungeret som et samlet sundhedsvæsen, selvom vi med 40.000 medarbejdere er en pæn stor organisation.

Han er ikke meget for at nævne konkrete succeser i sin tid i regionen, men er glad for, at der fx ikke længere er stridigheder med PLO; at 1813 har vist sit værd og har trukket et enormt læs under Corona-krisen, og at SP ikke længere er så meget til diskussion som før, bl.a ved at sætte fokus på og lytte til klinikernes behov og ønsker. 

Mere gejst og glæde til lederne

Hvis jobbet som departementschef ikke stod og ventede, så ville han have kastet sig over en række ting i regionen.
 
Fx ville Særkjær have sat kul under mere lederudvikling. Gennem de år han har haft sin gang i det regionale sundhedsvæsen, har han snakket med mange ledere. De garvede og dem, der netop er blevet udstyret med ledertitlen. Og noget af det han har bemærket, er, at der er plads til mere gejst og glæde i øjnene på regionens ledere.
 
-Jeg oplever stor lyst hos lederne, men også mange efterspørger mere ledelse. Mere hjælp og mere opbakning. Lysten til at tage ansvar er større, hvis man føler opbakning. Modsat kan konsekvensen være, at man er bange for at begå fejl, at der er mindre drivkraft og mere modløshed. Der skal være rygdækning og frirum, fastslår Svend Særkjær. 

Kvalitet i forløbene

På det sundhedsfaglige område ser han en mulighed for at flytte noget fokus fra overholdelse af patientrettighederne, til hvordan vi kan få mere kvalitet ind i patientforløbene. Det spiller godt ind i dagsordenen om et værdibaseret sundhedsvæsen og skal tage patienternes perspektiv, der jo ikke stopper ved hospitalsdøren. 
 
-Flere patienter skal behandles tættere på eget hjem. Og mere kvalitet i patientforløbene skal gå hånd i hånd med at hospitalerne bliver mere “udadvendte”. Det skal ske i tæt samarbejde med vores 29 kommuner i regionen. Det er mange, men jeg oplever en stemning nu af, at vi gerne vil gøre mere sammen. Region Hovedstaden skal sætte ambitionerne højt efter de fantastiske muligheder, der er. 
 
Sådan tænkte han, da han gik ind ad døren for to år siden. Det tænker han stadig. 

Stillingen slås op

Koncerndirektør Jens Gordon Clausen, der de seneste seks år har siddet i koncerndirektionen, er konstitueret i stillingen som regionsdirektør. Koncerndirektionen består nu af Jens Gordon Clausen og lægefaglig koncerndirektør Dorthe Crüger. Der går nu en proces i gang med opslag af stillingen som regionsdirektør.


Redaktør

Kommentarer 

Du skal være logget ind for at benytte denne funktionalitet.

Opret profil
RSS kommentarspor Tilmeld kommentarspor

 

Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden