Gå til hovedindhold

Chefbioanalytiker gik nye veje for at finde en løsning på rekruttering

Hvad gør man, når man skal bruge flere medarbejdere, end man kan skaffe? Den udfordring stod Lisbeth Mortensen med, da de medicinske senge fra Glostrup skulle flytte til Hvidovre i december. Derfor gik hun ind i opgaven med et midlertidigt vaccinationscenter for at afsøge potentialet for at rekruttere prøvetagere.
Vent...

Da Lisbeth Mortensen sagde ja til at stå for opgaven med vaccinationscenteret på Hvidovre Hospital i efteråret, gjorde hun det faktisk med en bagtanke om, at der kunne være et rekrutteringspotentiale for hendes egen afdeling.

"Bioanalytikere er virkelig blevet en mangelvare, og det har jo fået den konsekvens, at vores medarbejdere skal tage endnu flere blodprøver, have endnu flere vagter, og løbe endnu stærkere. Så derfor begyndte vi at snakke om, hvordan vi kan gøre noget andet. For vi kan ikke blive ved med at gøre det, vi hele tiden har gjort," konstaterer Lisbeth Mortensen, chefbioanalytiker på Klinisk Biokemisk Afdeling på Amager og Hvidovre Hospital.

Men det var ikke uden overvejelse og betænkeligheder, at Lisbeth Mortensen kastede sig ud i at rekruttere vaccinatører som blodprøvetagere:

"Det er vigtigt for mig, at kvaliteten er i orden, og at det bliver gjort på den rigtige måde af hensyn til patienterne og den kvalitet, vi leverer svar med. Så jeg har faktisk nok været den, der skulle arbejde mest med mig selv i forhold til at sige: Okay, nu gør vi det." 

'Kan vi gøre noget, som vi kan høste af bagefter?'

Med den tanke i baghovedet gik Lisbeth Mortensen til opgaven med at rekruttere medarbejdere til vaccinationscenteret:

"Vi lavede et stillingsopslag - primært på de sociale medier, og her havde vi også bedt dem om at tilkendegive, om de kunne tænke sig at være en del af sådan et prøvetagningshold bagefter. Så da vi havde fået sat holdet til vaccinationsindsatsen, begyndte jeg at sortere i de 788 ansøgere. Fordi det var faktisk lidt vigtigt for mig, at de havde en eller anden form for sundhedsfaglig baggrund, så de også havde en ide om, hvad det vil sige at arbejde på et hospital."

Den proces kom der i første omgang 10 nye medarbejdere ud af til Klinisk Biokemisk Afdeling. Siden er antallet kommet op på 16 – nogle fuldtid, andre deltid - og der starter nye prøvetagere både 1. februar og 1. marts. Men dermed ikke sagt, at alle Lisbeth Mortensens rekrutteringsudfordringer er løst.

"Man må også forvente, at det måske ikke nødvendigvis er nogle, som vi skal regne med, er her om 5 eller 10 år. Så vi bliver også nødt til at se på, hvordan vi løbende kan rekruttere. Så er det jo også sådan, at når man går ind i en helt ny opgave, så er der nogle, der finder ud af, at det var alligevel ikke det rigtige for dem," forklarer Lisbeth Mortensen og tilføjer:

"Og så går de jo også i vagt. Så de arbejder alle ugens dage, og de arbejder i dag- og i aftenvagt. Vi kører lidt fritvalgsvagter med dem - altså at de får lov til at være med til at bestemme, hvor mange vagter de vil have, og hvordan de skal ligge. Det gør vi ikke i resten af afdelingen, så vi bruger det også som en prøveballon." 

Faglig diversitet er hverdag

Lisbeth Mortensen er langt fra den første, der har set potentialet i nye hænder til kendte opgaver – også kendt som opgaveglidning. Det kan i nogle tilfælde skabe uro blandt de eksisterende medarbejdere og en bekymring for fagligheden. Heldigvis er bioanalytikerne på Klinisk Biokemisk Afdeling vant til at dele opgaverne i hverdagen med både studerende og social- og sundhedsassistenter, som der også er en del af blandt de nye prøvetagere.

"Vi står selvfølgelig inde for den træning, som de nye kolleger får, og at det bliver gjort på den korrekte måde, så de bliver rigtig dygtige til det håndværk. Men det er jo ikke gjort over en nat. Det er rigtig mange nye kolleger, og det første lange stykke tid skal vi bruge på onboarde, og det kræver jo ekstra ressourcer af de allerede etableret medarbejdere. Men langsomt så begynder de at mærke, at de skal knap så meget ud og tage blodprøver. Bioanalytikerne er stadigvæk en del af den opgave, og det kommer de til at være altid. Det er en del af vores kerneopgave, men der skal bare ikke være så meget af den. Og den effekt har vi ikke set det fulde af endnu, og det håber jeg jo på kan være med til at øge trivslen," siger Lisbeth Mortensen. 

Dine, mine, vores vagtplaner

Forskellige kompetencer i medarbejdergruppen gør også, at de nye kolleger heller ikke, når de er fuldt oplært, kan gå ind og lukke huller i vagtplanen. Her skal der også tænkes lidt anderledes.

"Der er helt klart den begrænsning, at vi jo ikke kan jonglere rundt med ressourcerne, som vi ville kunne, hvis de var bioanalytikere. Vores bioanalytikere kan godt gå ind og tage deres vagter, men de kan ikke tage bioanalytikernes vagter, og det er den ulempe, der er i at have en anden faglighed. Det betyder, at de er nødt til at have deres egen vagtplan og ferieplan," forklarer Lisbeth Mortensen.

Men Lisbeth Mortensen mener alligevel, at de nye prøvetagere er en vigtig del af løsningen på at få hænderne til at slå til:

"Vi har fået nogle medarbejdere, der kan hjælpe med den her massive prøvetagningsopgave, og det er da en kæmpe fordel. Og jeg tænker, at den her måde at løse det på er kommet for at blive. Der er ikke nogen tegn i sol, måne eller stjerner på, at det kommer til at vælte ud med bioanalytiker, vi kan rekruttere. Derfor tænker jeg også, at det kan gøre det mere attraktivt at være bioanalytiker hos os, at de kan se, at vi forsøger at gøre noget."​ 

Fastholdelse og faglighed

Selvom Lisbeth Mortensen og hendes mellemleder, som er ansvarlig for det nye team af prøvetagere, er glade for de nye medarbejdere i afdelingen, så kommer de også med deres helt eget set udfordringer ledelsesmæssigt.

"Lige nu er det megaspændende for dem. Det er en ny opgave, men på sigt skal de jo også synes, at det er et spændende arbejde, de har. Så når det bliver rutine, hvad så?" spørger Lisbeth Morten og fortsætter:

"De er meget lærevillige, og de vil gerne en hel masse, hvor vi siger: 'I bliver nødt til at have styr på jeres grundopgave først. Så kan vi begynde at kigge ind i alt muligt andet'. Det kan da godt udfordre deres tålmodighed en lille smule."

Men de nye prøvetagere giver alligevel Lisbeth Mortensen troen på, at indsatsen nok skal lykkes:

"De har en stor vilje. De synes, at det er spændende og sjovt. De går på med krum hals, så det må jeg sige, de er meget entusiastiske og nogle af dem siger: 'Jeg vil lære det her!' Og så skal man nok blive god til det, hvis man har den indstilling."

Derfor er Lisbeth Mortensen heller ikke bleg for at anbefale andre ledere, som står med rekrutteringsudfordringer, at se nærmere på deres løsning:

"Jeg vil sige til andre: Gør det. Prøv at kigge ind i alternative muligheder. Prøv at kigge andre veje, end man plejer, fordi det tænker jeg, at vi bliver nødt til, som tingene ser ud, og jeg tror ikke på, at det ændrer sig de næste mange år."​


Redaktør

Kommentarer 

Du skal være logget ind for at benytte denne funktionalitet.

Opret profil
RSS kommentarspor Tilmeld kommentarspor

 

Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden