Gå til hovedindhold

Danmarks Bedste: Refleksion og inddragelse er nøglen til det gode uddannelsesmiljø for sygeplejerskestuderende

Trine Falther har knap 20 års erfaring som klinisk vejleder. I dag er hun også afdelingssygeplejerske på Akutmodtagelsen på Psykiatrisk Center Glostrup, hvor hun sammen med kollegaerne har skabt et læringsmiljø for de sygeplejestuderende med udgangspunkt i inddragelse og refleksion. Det har resulteret i Sygeplejestuderendes Praktikpris.
Vent...

Som leder har man ansvaret for at skabe et godt arbejdsmiljø for sine medarbejdere, men mange ledere i Region Hovedstaden har også ansvaret for at skabe det uddannelsesmiljø, som skal forme fremtidens kollegaer i sundhedsvæsenet. 

Det kan være en udfordring i en travl hverdag, hvor driften skal køre samtidig med, at man skal udvikle afdelingen til fremtidens opgaver og udfordringer.

Den udfordring har de løst på Akutmodtagelsen på Psykiatrisk Center Glostrup. Her har afdelingssygeplejerske og klinisk vejleder, Trine Falther skabt et læringsmiljø, som nu er blevet hædret med Sygeplejestuderendes Praktikpris 2020, som blev uddelt i januar 2021 af SLS - Sygeplejestuderendes Landssammenslutning.

Her SKAL man stille spørgsmål

På Akutmodtagelsen på Psykiatrisk Center Glostrup er de sygeplejerskestuderende ikke bare nogle, der ser på. De er en del af afdelingen både fagligt og socialt. Trine Falther og kollegaerne er forberedt på, at de studerende kommer, så de føler sig velkomne.

”Jeg synes, at det er vigtigt i første omgang, at vejlederen får tid sammen med den studerende og får omsat de der læringsmål – de kan godt være sådan lidt fluffy nogle gange – til hvad det betyder helt konkret i vores afdeling,” forklarer Trine Falther.  

Derefter er der en udpræget grad af ansvar for egen læring i afdelingen. Trine Falther og medarbejderne er opmærksomme på at inddrage de studerende og skaffe de rigtige læringssituationer, men det er de studerende selv, der har ansvaret for, at deres læringsmål bliver opnået.

”Vi gør meget opmærksom på, at de studerende SKAL stille spørgsmål. Nogle studerende kommer fra andre afdelinger, hvor det ikke har været så velset, at de ’forstyrrede’ med deres spørgsmål. Sådan er det ikke hos os. Vi fortæller dem, at vi synes, at det er underligt, hvis de ikke stiller spørgsmål,” siger Trine Falther.

Derfor ligger der også et arbejde ikke bare for vejlederen, men også for de øvrige medarbejdere i afdelingen i at inddrage de studerende. 

”Det er ikke nødvendigvis en ressource at have en studerende med. Det kan også i sig selv være en arbejdsopgave. De studerende er her ikke som arbejdskraft, men de skal være deltagende. Det er ikke altid dem, der skal redde en seng eller gå ud med skraldet, men det er også en del af at være her. Det er også noget sygeplejersker gør,” konkluderer Trine Falther.

Refleksion skaber læring

Trine Falther, der kun har været afdelingssygeplejerske siden maj sidste år, er ikke meget for sådan at stille sig op på ølkassen og fortælle andre ledere, hvor skabet skal stå. Hun har dog alligevel en ide om, hvorfor de studerende har været så begejstrede for deres praktikophold på netop hendes afdeling, at de har indstillet den til Praktikprisen. 

”Vi går meget op i herude, at man får tid og rum for refleksion – det kan nærmest blive en kliche. Men det er vigtigt, at de studerende reflekterer – ikke nødvendigvis sammen med vejlederen, for den kliniske vejleder er der ikke lige altid. Derfor kræver det også, at de øvrige medarbejdere er engagerede og interesserede i at lære fra sig.”

Refleksion er dog ikke noget, der behøver være så højtravende. 
”Man kan også reflektere, mens man reder en seng. Eller går ud med skrald. Det der med at reflektere behøver jo ikke være en time, man sætter af hver onsdag.  Det kan man gøre hele tiden,” forklarer Trine Falther.

Og Trine Falther har en helt særlig huskeregel til de studerende, når de skal reflektere i løbet af arbejdsdagen:  

”Hver gang de har gjort noget – om det er gået godt eller skidt – skal de reflektere over, hvorfor det gik sådan? Så skal de tænke ’fordi at’. Det er jo ikke helt grammatisk korrekt at sige ’fordi at’, men studerende kan huske det, fordi det ikke er en sætning, man siger.” 

Hemmeligheden bag

Der ingen tvivl om, at Trine Falthers engagement og dedikation til at skabe det gode uddannelsesmiljø for de sygeplejerskestuderende er en del af hemmeligheden bag den store tilfredshed fra de studerende. Trine Falthers eget bud på hemmeligheden bag hendes succes er: Forberedelse. 

”Jeg tror, at vores hemmelighed er vores modtagelse af de studerende. Vi er gode til at få sendt nogle velkomstmapper ud. Vi er forberedt. Vi ved, når der kommer nye studerende, og der er sat én af til at modtage de studerende, og vi ved, hvad vi skal, når vi modtager de studerende,” siger Trine Falther og fortsætter: 

”Vi har introduktionsprogrammer, som løbende bliver revideret – både i forhold til deres læringsmål, men også i forhold til vores afdeling og vores arbejdsopgaver her.”


Juryens begrundelse

Her kan du læse, hvad der gør Trine Falthers afdeling til et helt særligt praktiksted og lade dig inspirere til arbejdet med uddannelsesmiljøet hos jer. 

  • Der er på afdelingen afsat ressourcer til feedback både i det daglige og kliniske, men også på skriftlige opgaver.
  • Der er interesse både blandt afdelingens sygeplejersker og andre faggrupper i at lade den studerende blomstre og lære.
  • Afdelingen har en vejleder, der er god til at fornemme den studerendes kompetencer og faglighed. Hun bruger det særlige redskab ”fordi at” til at understøtte læringen.




Redaktør

Kommentarer 

Du skal være logget ind for at benytte denne funktionalitet.

Opret profil
RSS kommentarspor Tilmeld kommentarspor

 

Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden