Af Channa Delaingces og Lise Haar Nielsen
De sidste testcentre i Region Hovedstaden lukkede ned ved udgangen af marts, herunder også Valby Testcenter, hvor Marianne Steen Andersen, med en baggrund som sygeplejerske, fungerede som den ene af to testcenterledere.
”Det har været en rigtig god oplevelse at se, hvordan en blandet personalegruppe kan løfte en vigtig opgave. Vores opgaver har også krævet et godt menneskesyn og en respekt for borgerne, både når vi har været ude at teste på plejehjem og bosteder, men også her i vores klinik har vi haft et stort fokus på god service,” fortæller Marianne Steen Andersen.
Velkommen ombord
De mennesker, som Marianne Steen Andersen har været leder for, har været alt fra piloter, kabinepersonale og akademikere til tjenere, servicemedarbejdere og ufaglærte unge. Fælles for mange af testmedarbejderne var, at de ikke havde en sundhedsfaglig uddannelse.
”De testmedarbejdere, som vi har ansat, er kommet med alle mulige forskellige baggrunde. Det har både været forskellige erhvervsmæssige og uddannelsesmæssige baggrunde og også forskellige sociale baggrunde,” siger Marianne Steen Andersen og uddyber:
”Vi har haft unge, der har sabbatår, og aldrig har haft et fuldtidsarbejde før, som har skullet lære at gå på arbejde. Vi har også haft akademikere, medarbejdere fra rejsebranchen og ansatte fra servicebranchen. De har haft alle mulige forskellige kompetencer, som de er budt ind med, og som vi har kunnet bruge på forskellige måder.”
Rekruttering og fastholdelse til ensformigt arbejde
Rekruttering og fastholdelse er en af sundhedsvæsenets helt store udfordringer. Det har det også været for Marianne Steen Andersen, der som testcenterleder har skullet skabe en god og spændende arbejdsplads for sin medarbejdere, selvom opgaverne var ensformige med begrænsede udviklingsmuligheder:
”Vi har haft fokus på at skabe afveksling i det ensformige arbejde og set på, hvad vi kunne gøre for at skabe en god arbejdsplads. Det er ikke, fordi der er 117 forskellige udviklingsmuligheder i selve testarbejdet, men vi har prøvet at italesætte det og forsøgt at krydre arbejdet med alt, hvad vi kan. For eksempel at man kunne få ansvarshavende opgaver eller være med til en del af forskningsarbejdet.”
Marianne Steen Andersen har også erfaret, at testcenterets ansatte var gode, stabile medarbejdere, men nogle af dem havde fået afslag andre steder:
”Der var nogle af vores ansøgere, som fortalte, at de ikke kom i betragtning til andre job på grund af deres alder. Det var medarbejdere, som var vant til at have et job og gøre en indsats, og som testmedarbejdere har de været rigtig, rigtig gode. De har været meget stabile og engagerede medarbejdere, som gerne ville være på arbejdsmarkedet nogle år endnu, men som har haft svært ved at få job andre steder, måske på grund af deres alder. Så der er faktisk rigtig mange gode medarbejdere derude, som man skal passe på, at man ikke kommer til at frasortere.”
Medindflydelse gav mening
I testcentret har der været en række interessegrupper, hvor medarbejderne kunne få medindflydelse på forhold på arbejdspladsen og få en del af ansvaret for udvalgte områder. Det har ifølge Marianne Steen Andersen fungeret godt. Der har bl.a. været en hygiejnegruppe, en forskningsgruppe og en rekrutteringsgruppe.
”Det har givet vores ansatte mulighed for at bruge egne eksisterende kompetencer eller udvikle nye kompetencer. Det har været en rigtig god måde at få lavet en masse indsatser, som ikke var forudbestemt af ledelsen, men hvor det var medarbejderne, som banede vejen for resultaterne. Det har derudover også skabt afveksling i hverdagen og aflastet os i ledelsen,” siger hun med henvisning til, at det har været en bred ledelsesopgave at lede centrene, fordi alle procedure og arbejdsgange skulle laves fra bunden, da centrene blev oprettet.
Andre faggrupper kan også løfte opgaver i sundhedsvæsenet
Marianne Steen Andersen har som sygeplejerske mange års erfaring fra hospitalsvæsenet bl.a. Herlev og Gentofte Hospital, hvor hun tidligere var ansat som afdelingssygeplejerske. Og hun understreger, at der naturligvis er en række opgaver, som kun skal udføres af fagligt uddannet personale. Men med grundig oplæring og tydelige hygiejneregler kan andre godt løfte nogle af opgaverne.
”En af de erfaringer, som jeg tager med videre, er, at man ikke behøver at være sundhedsfagligt uddannet for at kunnet hjælpe til i sundhedsvæsenet. At vi - ud over af nød - også vil have gavn af at involvere andre faggrupper. Vi har i den grad haft rigtig stor glæde af at have ansatte med så mange forskellige erfaringer og kompetencer. Nogle har også haft mod og kompetencer til at påtage sig ansvarshavende- eller ledelsesopgaver og er vokset rigtigt meget i den proces,” siger Marianne Steen Andersen.
Inddragelse af andre faggrupper sker allerede på flere afdelinger rundtomkring på hospitalerne i Region Hovedstaden. Marianne Steen Andersen fortæller, at nogle af de forhenværende testmedarbejdere i dag er ansat i sundhedsvæsenet som vagtplanlæggere, portører, receptionister eller som ufaglærte hjælpere på hospitalsafdelinger.
Et lederjob med mange nye opgaver
Marianne Steen Andersen nåede også selv at få flere forskellige ledelsesopgaver i testindsatsen, fra hun startede som leder af testcentret i Ballerup i juli 2020, hvor de nåede op på 285 medarbejdere i foråret 2021. I efteråret 2021 overtog hun også ledelsen af udbrudshåndteringen i regionen med udkørende podefunktion, callcenter og mobile enheder tilknyttet. Undervejs har lederjobbet inkluderet tre flytninger, en overtagelse og en fusion af fem testcentre til det testcenter, der har været i Valby fra sommeren 2022 indtil nu.
Hvad Marianne Steen Andersen selv skal fremadrettet er endnu uvist. Herunder om hun bliver i sundhedsvæsenet eller sørger job i andre sektorer, men én ting ved hun med sikkerhed:
”Jeg vil gerne arbejde mere med ledelse, og jeg har fået rigtig meget med i rygsækken herfra. Det har været rigtig positivt at møde så mange, som bare rigtig gerne vil hjælpe. Det er ikke noget, som sundhedsvæsnet har patent på. Der er mange andre, der gerne vil hjælpe og som har en stor respekt og medmenneskelighed over for borgerne.”