Gå til hovedindhold

Det kan faktisk være så yndigt at følges ad

​​En partnerskabsaftale mellem Bispebjerg og Frederiksberg Hospital og Bornholms Hospital har siden starten af 2024 knyttet de to hospitaler sammen i et særligt fællesskab for at løse geografisk ulighed i sundhed. Hør hvad de to hospitalsdirektører har lært af forløbet, og hvilke erfaringer de bringer videre ind i arbejdet med sundhedsformen.

​I slutningen af 2023 blev Bispebjerg og Frederiksberg Hospital smedet sammen med Bornholms Hospital i et partnerskab for at løse Bornholms udfordringer med især lægerekruttering. Trods en begyndelse som nok bar præg af et fornuftsægteskab er partnerskabet i dag en succes.

I en fælles klumme på intranettet præsenterede de to hospitalsdirektører dengang formålet med partnerskabet således:

"Det er en trist kendsgerning, men selv i vores relativt lille land har vi som patienter ikke samme adgang til specialiseret behandling. Bornholm mærker det. I demografiske karakteristika og geografi. Manglen på fast tilknyttede læger er stor.  Det er vi pisket til at finde en fælles løsning på, og vores aftale om partnerskab er et bud på den løsning."

"Partnerskab. Det er langt mere forpligtende end bare at skulle samarbejde. Partnerskab er også ansvar og forventninger – ligesom i et parforhold. Et moderne ligeværdigt parforhold. Og vi ved alle, at der kan være langt fra de gode intentioner til virkeligheden; dét, der opstår, når hverdagen rammer, og det begynder at blive svært. Når man skal indfri forventningerne og leve op til løfterne med sin partner." 

Gift ved første blik

På Ledelseskonferencen, som blev afholdt d. 13. november, stillede de to hospitalsdirektører sig op på en workshop og delte ud af deres erfaringer og oplevelser med partnerskabet inspireret af TV-konceptet 'Gift ved første blik'. Det legende format med både vielse og parterapi gav plads til at sige tingene lidt mere ligeud – og samtidig vise, hvor stærkt samarbejdet faktisk er blevet. Og heldigvis valgte begge hospitalsdirektører at blive i partnerskabet ved workshoppens afslutning. 

Når partnerskab bliver hverdag

Hospitalsdirektør på Bornholms Hospital, Annemarie Hellebek og hospitalsdirektør på Bispebjerg og Frederiksberg Hospital, Kristian Antonsen havde også tid til at stille op til interview med LEDEREN på Ledelseskonferencen og fortælle om deres erfaringer med at være i et partnerskab:

varighed 4:09 

Hædret med Ledelsesprisen

Ikke nok med, at de to hospitalsdirektører er stolte og tilfredse med den fremgang og de løsninger, som partnerskabet har leveret på knap 2 år, så har samarbejdet om de neurologiske patienter også netop modtaget Region Hovedstadens Ledelsespris.

Neurologer fra Bispebjerg rejser nu ugentligt til Bornholm for at se patienter – både på sengeafsnit og i ambulatoriet. Det betyder, at flere bornholmere kan nu blive udredt og behandlet på øen, tættere på deres hjem og hverdag. Ledelserne mødes løbende, både fysisk og virtuelt, for at sikre den bedst mulige behandling til øens patienter.

Se Ledelsespris videoen på Region Hovedstadens LinkedIn profil

​Gode råd til fremtidige partnerskaber

Ligesom ærlighed og tålmodighed er gode forudsætninger for et godt ægteskab, så mener de to hospitalsdirektører, at det også er gode værdier og værktøjer i et hospitalspartnerskab.

Partnerskabet mellem Bornholm og Bispebjerg og Frederiksberg Hospital var i 2023 et bud på en løsning på en geografisk ulighed i sundhed - noget som alle ledere i Region Østdanmark nu får en større aktie i at løse med fusionen og sundhedsreformen. 

Hør Annemarie Hellebek og Kristian Antonsens bedste råd til partnerskaber her:​

​varighed 2:42​





Redaktør
Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden