Gå til hovedindhold

'Det vigtigste er jo, at man aldrig er alene'

Et styrket netværk, sikkerhed i svære juridiske spørgsmål og en introduktion til nøglepersoner i huset. Det er nogle af de vigtigste pointer, som tre kursusdeltagere har taget med sig ind i deres første tid som ledere på Herlev og Gentofte Hospital.
Vent...

Af Laura Weber​

'Learning by doing' er den tilgang, mange nye ledere benytter, når de bliver kastet ud i deres nye ansvarsområder. For hvordan takler man svære samtaler? Og hvordan finder man sin plads som leder i en personalegruppe, hvor man tidligere har indgået som kollega? Nogle er heldige og har en erfaren mentor tæt på, men andre kan føle sig meget alene med det nye ansvar. 

Det besluttede Herlev og Gentofte Hospital (HGH) sig for at gøre op med, da de i august 2020 for første gang udbød det nu obligatoriske kursus ’Introduktionsuddannelse for nye ledere’. Kurset strækker sig over 2,5 dage og berører emner som HR, økonomi, personalejura og arbejdsmiljø specifikt for HGH. Formålet er at give nye ledere de bedst mulige forudsætninger for at komme godt fra start i deres nye rolle. 

Klædt på til de svære samtaler

Louise Skøtt Djurslev blev konstitueret afdelingssygeplejerske på Medicinsk afdeling på Gentofte Hospital i september. To måneder senere startede hun på ’Introduktionsuddannelse for nye ledere’. For Louise Skøtt Djurslev var det meget positivt, at hun kunne starte så hurtigt. Det har givet hende nogle brugbare redskaber og har været med til at ændre hendes ledelsesstil i en positiv retning. 

”Kurset har været rigtig godt. Særligt juradelen var ny for mig, og jeg føler mig nu meget bedre klædt på til at tage svære samtaler og håndtere ansættelser, lange sygemeldinger og opsigelser”, siger hun.

Det gav hende også en stor ro, da hun i mødet med ligesindede erfarede, at de problematikker, hun selv som ny leder boksede med, langt fra var ukendte for de andre. 

”Det vigtigste er jo, at man aldrig er alene. Der er altid én, man kan få hjælp fra, man skal bare huske at spørge,” siger Louise Skøtt Djurslev. 

Hendes bedste råd til nyslåede ledere er at bruge deres netværk til daglig sparring og huske at spørge om hjælp. Louise Skøtt Djurslev mødes selv hver dag med en gruppe af andre afdelingssygeplejersker tæt på hende, og det giver hende en god ro at have et lukket forum til at vende de svære emner. 

Brug dit netværk

For Halima Mohamed Said, der er afdelingssygeplejerske på Afdeling for Mave-, Tarm- og Leversygdomme på Herlev, var ’Introduktionsuddannelse for nye ledere’ med til at skabe netværk på HGH. 

”Jeg havde ingen anden ledererfaring end min erfaring fra klinikken, da jeg tiltrådte som afdelingssygeplejerske. Det var lige på og 'learning by doing'. På kurset oplevede jeg at blive budt velkommen som ny leder, og jeg fik skabt det netværk, som er så vigtigt”, siger hun. 

En af de ressourcer, Halima Mohamed Said dagligt trækker på, er sin erfarne lederkollega, som hun deler kontor med. De vender alle de svære problematikker, og kollegaen guider ofte den forholdsvist nye leder, når det er nødvendigt. 

Se hverdagen i et helt andet lys

Kurset har faktisk kun givet Halima Mohamed Said blod på tanden til yderligere udvikling af sine lederevner i fremtiden. Hun peger selv på, at en ekstern sparringspartner eller ledelsescoach kunne hjælpe hende med at se hverdagen i et helt andet lys. For én ting er at blive bekræftet af en nær kollega i, at det, man gør, er det rigtige – men hvad ville en udenforstående mene?  

”Man bruger enormt meget tid på at navigere rundt i sin nye rolle, og jeg glæder mig til at kunne arbejde mere med mit eget personlige lederskab. Som ny leder møder man mange udfordringer og betvivler ofte sig selv og egne evner. Det tror jeg, at en ekstern ledelseskonsulent kunne få mig til at reflektere over på en anden måde”, siger hun.    

Det er ikke et svaghedstegn at spørge om hjælp

Selvom Simone Norrmann Rasmussen er ved at være en erfaren leder med to år som afdelingssygeplejerske for Kirurgisk Søjle på Herlev Akutmodtagelse, har også hun netop deltaget i HGH’s ’Introduktionsuddannelse for nye ledere’. Og hun tager nogle vigtige pointer med sig og mærker tydeligt, hvordan dét at få sat ansigter på vigtige nøglepersoner letter mange arbejdsgange. 

”Før har jeg holdt mig tilbage fra at ringe og ’forstyrre’ HR og set det som et svaghedstegn at spørge om hjælp. Nu ved jeg, at det er helt legalt at kontakte dem, og jeg ved, hvem jeg får fat i”, siger Simone Norrmann Rasmussen.

Hun ser det som noget meget positivt at have mødt ligesindede på kurset. Det har bekræftet hende i, at de er flere i samme båd. Et af hendes råd til nye ledere er at huske at inddrage personalet i den daglige drift. Man er en bedre leder, hvis man ikke forsøger at løse alting selv, men derimod husker at involvere ressourcepersoner og få dem i spil. 

Med kurset har Simone Norrmann Rasmussen oplevet at få et ekstra skub til at udvikle sit lederskab ved at blive bekræftet i, at hun klarer det godt. 

”Jeg står stærkere nu og stoler mere på, at mine evner og beslutninger er de rigtige. Kurset har lært mig, at jeg gerne må være lidt hårdere og stille kritiske spørgsmål til mine medarbejdere.  Det gør mig kun til en stærkere leder”.  



Redaktør

Kommentarer 

Du skal være logget ind for at benytte denne funktionalitet.

Opret profil
RSS kommentarspor Tilmeld kommentarspor

 

Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden