Gå til hovedindhold

​​​

Får du fulgt op på uberettigede opslag?

Medarbejdere i Region Hovedstaden tilgår hver dag tusindvis af patientoplysninger med formålet om at levere effektiv patientbehandling af høj kvalitet. Desværre får medarbej​dere indimellem også klikket sig ind på oplysninger, som de ikke burde tilgå. Derfor er det vigtigt, at du som leder kender dit ansvar, når medarbejdere laver uberettigede​ opslag i regionens systemer.
Vent...
Af Pernille Arnfeld Krab

Når medarbejdere i Region Hovedstaden laver opslag i regionens systemer, er der én regel, som er vigtig at huske på: Man må kun lave opslag, hvis man har et arbejdsrelateret formål. Opslag lavet af nysgerrighed er no-go. 

Det er vigtigt, at patienter og borgere har tillid til, at vi kun tilgår deres oplysninger, hvis det er nødvendigt for at kunne løse vores opgaver. Når du modtager et logudtræk på en af dine medarbejderes færden i regionens systemer, er det derfor dit ansvar at følge op og fastlægge, om der er tale om et uberettiget opslag. 

Mistænkelig adfærd kræver handling

For at sikre arbejdsgange for sundhedspersonalet, og i sidste ende den bedste behandling af patienterne, har vi i Region Hovedstaden relativt brede brugeradgange i regionens elektroniske patientjournal, Sundhedsplatformen. Derfor logger Region Hovedstaden automatisk de opslag, medarbejdere foretager i Sundhedsplatformen. 

Spotter logning en mistænkelig adfærd, foretager CIMT i første omgang en manuel gennemgang af udtrækket. Hvis en af dine medarbejdere har foretaget et opslag, som ikke umiddelbart kan kvalificeres af CIMT, fremsendes det til jeres lokale SP-log kontaktperson, som herefter videresender de opslag, du skal følge op på. 

Anmeld brud på persondatasikkerheden

Hvis mistanken bekræftes, og der er tale om et uberettiget opslag, kan det have konsekvenser for borgernes sikkerhed og ret til privatliv. Derfor er det vigtigt, at du melder det ind som et brud på persondatasikkerheden. Det gør du til Center for IT og Medicoteknologi gennem appen 'CIMT Service', som findes på skrivebordet på alle regionale computere. Herefter behandler Sektion for Informationssikkerhed hændelsen. 

Bestil selv et logudtræk

Når du får fremsendt en lograpport og bliver bedt om at kvalificere en medarbejders færden, kan der af og til være behov for yderligere information. Du kan altid bestille et udvidet logudtræk gennem appen CIMT Service. Med logudtrækket kan du få et mere detaljeret indblik i medarbejderens færden i systemerne og herigennem få hjælp til at af- eller bekræfte, at der har været et arbejdsbetinget formål. 

Selvom de fleste af os gør os umage for at passe godt på borgere og patienters oplysninger, har vi i regionen også oplevet, at enkelte medarbejdere over en periode har misbrugt deres stilling til at tilgå borgere og patienters oplysninger. 

Som leder er det derfor dit ansvar at reagere og følge op på hændelsen, hvis du mistænker, at en medarbejder tilgår oplysninger uden et arbejdsbetinget formål. Kun på den måde kan vi komme systematisk misbrug af regionens systemer og data til livs. 

Konsekvenser ved uberettigede opslag

Fejlopslag er uundgåelige og kan ske for selv den bedste. Derfor er det også vigtigt, at du instruerer dine medarbejdere i så vidt muligt at bruge CPR-nummer, når de skal lave opslag i Sundhedsplatformen. 

Og bare rolig – hvis en af dine medarbejdere har foretaget et uberettiget opslag, er det ikke ensbetydende med, at vedkommende bliver suspenderet. Det er den lokale ledelse, som, i samspil med HR, vurderer og beslutter, hvorvidt et uberettiget opslag bør give anledning til ansættelsesretlige konsekvenser. Det kan eksempelvis være i form af en påtale, advarsel eller, i særlige tilfælde, bortvisning.  ​


​​

Redaktør

Kommentarer 

Du skal være logget ind for at benytte denne funktionalitet.

Opret profil
RSS kommentarspor Tilmeld kommentarspor

 

Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden