Af Laura Weber
Uenigheder i byggeprojekter koster – både på tid, kvalitet og trivsel. Derfor er godt samarbejde ikke bare 'rart at have', det er helt afgørende. Alligevel er netop samarbejde, kommunikation og koordinering ofte noget af det sværeste i komplekse byggeprojekter.
I en årrække har seniorforsker Jeppe Zielinski Nguyen Ajslev fra Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø (NFA) forsket i bygge og anlæg, og for nylig har han i samarbejde mellem NFA og Region Hovedstadens Center for Ejendomme (CEJ) påbegyndt et stort forskningsprojekt, der skal undersøge arbejdsmiljøet på byggepladser.
Formålet med forskningsprojektet er over de kommende år at gøre Center for Ejendomme og de øvrige medvirkende klogere på, hvordan tydelig kommunikation, stærk tværgående koordinering og gode samarbejdsrelationer påvirker både produktivitet, kvalitet, sikkerhed og trivsel i en positiv retning.
"Det er et omfangsrigt projekt, men man er som leder nødt til at være meget vedholdende og ambitiøs på en måde, hvor man selv tror på, at selv de helt små skridt rykker noget i det store billede. Var der et let 'quick fix', var det nok blevet gennemført for mange år siden," forklarer Jeppe Zielinski Nguyen Ajslev.
Gennemsigtighed og kommunikation er afgørende
Region Hovedstaden står snart over for en stor forandring, når vi skal fusioneres med Region Sjælland. Også her bliver det gode samarbejde i nye konstellationer afgørende for at kunne lykkes med ambitionerne i Sundhedsreformen. Det kommer til at kræve en indsats fra alle ledere og medarbejdere.
"Det vækker helt naturligt en masse usikkerhed, når man gennemfører sådan en proces, og det vil i en kortere periode kræve en kæmpestor indsats fra ledelsen. Går noget skævt, og der bliver skabt en usikkerhed, kan man hurtigt miste tilliden til hinanden, og den naturlige reaktion vil være at sikre sit eget team i organisationen. Det kan meget let blive en ond rytme," forklarer Jeppe Zielinski Nguyen Ajslev baseret på sine erfaringer fra sin forskning.
Hans bedste råd er, at ledelsen får lagt en helt klar plan for, hvorfor og hvordan den kommende forandring skal eksekveres. Det er vigtigt, at al kommunikation er gennemsigtig for at undgå usikkerheder. Løbende møder og workshops er en god idé for at undgå misforståelser.
"Det kan lyde banalt. Men vi ser, at det går galt igen og igen, hvis man ikke har gennemsigtighed i kommunikationen og får tydeliggjort målet med sammenlægningen. Det er en rigtig god idé at forsøge at tegne et billede af, hvordan organisationen forventes at se ud om to år, så den enkelte medarbejder kan se, hvor han eller hun er henne til den tid," siger Jeppe Zielinski Nguyen Ajslev.
Pas på med at klare alting med en mail
Mens tonen på byggepladsen i årtier har været en udfordring i byggebranchen, har Jeppe Zielinski Nguyen Ajslev og resten af forskerteamet set et nyt benspænd i de senere år, et benspænd, som findes på de fleste arbejdspladser og som især kan være en udfordring i nye samarbejdsrelationer.
"Vi sender i dag rigtig mange mails, og det kan gøre kommunikationen mere udfordrende. Vi får ikke opbygget den samme menneskelige relation, som vi gjorde tidligere, og det er et problem, fordi man ikke kan være sikker på at få formuleret sig korrekt, eller at modtageren læser det sendte. Afsenderen kan sidde tilbage med følelsen af, at nu er der informeret, men det er ikke nødvendigvis tilfældet," forklarer han.
'Alle vil jo i bund og grund gerne de gode projekter'
"Generelt er alle enige om, at for meget mistillid skaber dårlige arbejdsrelationer. Det kan vi se i byggebranchen, men det gælder naturligvis også i andre brancher. Tingene går let galt, hvis man er for fokuseret på at passe sin egen butik i stedet for at arbejde sammen. Alle vil jo i bund og grund gerne de gode projekter, og så er det utilfredsstillende at bruge sin tid på ukonstruktive konflikter i stedet," siger Jeppe Zielinski Nguyen Ajslev.
Byggebranchen er for mange kendt for et hårdt arbejdsmiljø og tone. Men når Jeppe Zielinski Nguyen Ajslev holder oplæg for branchen, hører han igen og igen, hvor frustrerede parterne er over netop det, og hvor meget de ønsker en ændring. Det kan bare være svært at bryde nedgroede vaner.
"Arbejdsmiljøet er defineret af en hård tone, grænsende til den misogyne måde at kommunikere på. Det er ikke kun ekskluderende for kvinder og minoriteter, men også for de mænd, som ikke nødvendigvis synes, det er sjovt. Det er et miljø, man skal kunne tilpasse sig en bestemt tone for at være med i," forklarer han.
I byggebranchen er der ofte mange parter omkring bordet, og det aktuelle forskningsprojekt dykker ned i, hvordan samarbejdet på tværs og ledelsens syn på arbejdsmiljø påvirker netop det. Foruden Center for Ejendomme deltager også Aalborg Forsyning, Byggestyrelsen og Per Aarsleff A/S.
"Vi deltager fra Center for Ejendomme side i projektet med et klart ønske om at opnå ny viden om, hvordan kvaliteten af samarbejde og organisatoriske praksisser påvirker både arbejdsmiljø, inklusion og økonomisk effektivitet i komplekse byggeprojekter. Vi håber at lære, hvordan samarbejde kan forstås og udvikles som en strategisk ressource snarere end som et personafhængigt eller situationsbestemt vilkår," fortæller Lasse Krebs Manniche, som er udviklingschef i CEJ.
3 gode råd for dig som leder
I forbindelse med en stor sammenlægning som en fusion kan det være godt med et par gode råd til, hvordan man styrker samarbejdet og sikrer en glidende overgang. Her får du Jeppe Zielinski Nguyen Ajslev fra Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljøs bedste råd.
1. Når du står over for en fusion, er det vigtigt at starte med en klarhed fra topledelsen/direktørniveau. Læg en klar plan for, hvordan fusionen skal gennemføres, inden øvrige parter involveres.
2. Husk altid gennemsigtige processer og undgå for mange mails. Gør det tydeligt over for alle chefer, mellemledere og i sidste ende medarbejdere, hvordan fusionen skal foregå.
3. Planlæg løbende møder eller workshops med tillidsrepræsentanter og eventuelt arbejdsmiljørepræsentanter. Her er dagsordenen, hvilke praksisser I har for at kommunikere ændringen ud, hvordan det vil fungere, og hvad det betyder.
Hvordan skal forskningsprojektet udføres?
I første fase mødtes de fire medvirkende cases til en workshop, hvor de havde mulighed for sammen at vende forventninger og ønsker.
Næste fase er selve feltstudiet, hvor forskerne er på de konkrete byggeprojekter hver dag i 1-2 måneder. Her skal de observere samarbejdet og identificere hensigtsmæssige og uhensigtsmæssige arbejdsmetoder. Når projektet er færdigt, udarbejder forskerne et værktøjskatalog, som er tiltænkt hele byggebranchen.
Forskningsprojektet ledes af Seniorforsker Jeppe Zielinski Nguyen Ajslev fra Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø. Foruden Center for Ejendomme deltager også Aalborg Forsyning, Byggestyrelsen og Per Aarsleff A/S.