Gå til hovedindhold

​​​​​​​​

Hjertelæge er bindeled mellem Fremtidens Ambulatorium og klinikken

​Center for Sundhed har nogle dage om ugen ansat Jakob Raunsø til at facilitere arbejdet med Fremtidens Ambulatorium. Speciallægen i hjertesygdom erkender, at læger måske nok er lidt mere forbeholdende i forhold til forandringer.

Jakob Raunsø kommer lige fra et møde med lungemedicinsk speciale, og er glad for, at medarbejdere og ledere har taget så godt imod tankerne bag Fremtidens Ambulatorium.

"De kan se det positive og gavnlige i den modernisering af sundhedsvæsenet, som vi er i gang med. Og det gælder faktisk ret bredt. Selvom vi læger måske nok er lidt mere forbeholdende, når det kommer til forandringer. Vi har jo lært, at vi skal forholde os til evidens og altid spørge: Hvordan ved du det? Men når vi læner os op ad det velafprøvede, specielt i områder med sparsom evidens, så risikerer vi også, at det allerede er gammeldags," siger Jakob Raunsø, der oplever, at sygeplejersker og sekretærer griber nye ideer og arbejdsgange lidt hurtigere og med en mere fornuftbaseret tilgang.

Jakob Raunsø arbejder på 11. år som hjertelæge på Herlev Hospital, og arbejder stadig en dag om ugen som læge – resten af tiden turnerer han bl.a. rundt til de afdelinger, som er i gang med at indføre Fremtidens Ambulatorium.

Bindeled

Hans opgave er at fungere som en oversætter eller facilitator mellem FA-sekretariatet i Center for Sundhed og det sundhedsfaglige personale. Det er en rolle, han før har taget på sig, da han i fem år arbejdede med Sundhedsplatformen i Center for IT og Medicoteknologi (CIMT) og i den forbindelse havde kontakt med alle specialers Sundhedsfaglige Råd (SFR). Derfor er det kendt terræn, når han nu igen samarbejder med SFR, de kliniske tovholdere og i øvrigt samarbejder med CIMT og Center for Økonomi (CØK).

Således er han en gennemgående klinisk ressource på tværs af specialer, så der sker en deling af viden og erfaring fra tidligere specialer og kan bidrage med ideer til konkrete nedslagspunkter og implementering.

For at indsamle den brede viden deltager Jakob Raunsø i workshops, SFR-, koordinerings- og arbejdsgruppemøder, hvor han også kan fungere som sparringspartner for specialer og SFR.

"Jeg vil også gerne prikke lidt til vanerne og spørge, om vi egentlig er modige nok. For hvis vi ikke udfordrer os selv, bliver Fremtidens Ambulatorium aldrig mere end gode intentioner," siger Jakob Raunsø.

I selve programmet arbejder han som klinisk rådgiver i det kontinuerlige arbejde med definitionen og udviklingen af indholdet af Fremtidens Ambulatorium. Han hjælper med at holde "øjne på bolden" i forhold til de overordnede formål og samarbejder med bl.a. CØK om fremstilling af data for udviklingen i den ambulante aktivitet og måling på specialernes indsatser.

Han har stort fokus på implementeringsfasen, og er ved at etablere et netværk af implementeringstovholdere på alle hospitaler.

Skal løse bump på vejen

Hjertelægen er drevet af at hjælpe kolleger og det samlede sundhedsvæsen i den rigtige retning.

"Jeg tror på projektet. Vi bliver flere ældre med kroniske sygdomme, og der vil være færre til at pleje og behandle, så vi er nødt til at gøre tingene på nye måder. Jeg skal være med til at løse nogle af de bump, der er på vejen, og være bindeled mellem projektet og afdelingerne," siger Jakob Raunsø.

Han griner lidt, når man spørger, hvordan han inden for sit eget lille speciale med - ofte yngre - patienter med medfødt hjertesygdom har skåret ned på besøg eller omlagt til virtuelle kontroller.

"Mine patienter går typisk til kontrol livslangt og skal fysisk ind og have lavet ultralyd, men OGSÅ vi skal udfordre det gængse. Måske skal vi skære ned på hyppigheden af ultralydskontrol eller omlægge til nogle virtuelle kontroller. Der er dog områder med langt større volumen af patienter, hvor man kan plukke lavthængende frugter, og høste de største gevinster, når vi finder de rigtige forløb," siger han.

Motivation af medarbejdere

For at få afdelingerne godt i gang er det ifølge Jakob Raunsø nødvendigt, at man fra indsatsens og hospitalernes side er mere konkrete og definerer, hvad afdelingerne skal gøre, når forandringerne skal implementeres.

"Vi kan ikke bare sige, at nu er alt bygget og klart – gå i gang med at implementere! Så sker det ikke. Vi skal tale implementering meget tidligere i processen. Og så skal vi tænke mere i at give en gulerod til klinikerne. What's in it for me? Hvilke forbedringer oplever jeg som klinisk personale personligt udover de bedre patientforløb og større fokus på patientens individuelle behov? Sundhedspersonale drives og trives for at gøre noget godt for andre, men det kan også være at der bliver bedre tid til andet – om det så er til at læse en videnskabelig artikel eller drikke kop kaffe med en kollega," siger Jakob Raunsø, der understreger, at motivering af den enkelte er en bærende søjle i succesfuld implementering.​


​​Fremtidens Ambulatorium skrevet ind i konstitueringsaftale for Region Østdanmark

​De nyvalgte politikere i Region Østdanmark har skrevet ind i konstitueringsaftalen, at arbejdet med Fremtidens Ambulatorium skal fortsætte og styrkes. I efteråret blev det besluttet at sammenlægge Fremtidens Ambulatorium med Region Sjællands pendant 'Behovsbestemt ambulatorie'. 



Redaktør
Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden