Økonomiaftalen mellem regionerne og regeringen efterlader Region Hovedstaden med 373 mio. kr. ekstra i budgettet for 2022. Når de stigende udgifter til fx medicin og nyt IT er betalt, står regionsrådet tilbage med et råderum på ca. 50 mio. kr., som politikerne kan prioritere til nye initiativer. Det betyder også, at hospitalerne ikke bliver mødt med sparekrav.
Ro til at fortsætte arbejdet
-Overordnet set har vi en sund økonomi i regionen. Politikerne har løbende truffet beslutninger som gør, at vi nu kan undgå en regional sparerunde ift hospitalerne. Vores ledere og medarbejder har gennem lang tid arbejdet hårdt med konsekvenserne af en pandemi. Så jeg glæder mig over at vi vedrørende økonomien kan bidrage til lidt ro, og dermed mulighed for fortsat at fokusere på fx at forbedre patientforløb, kvalitet og patienttilfredshed, siger regionsdirektør Jens Gordon Clausen.
50 mio. til nye initiativer
Der er samtidig skabt et råderum på ca. 50 mio. kr., som partierne i regionsrådet i budgetprocessen skal forhandle om til nye initiativer og fokusområder.
-De politiske vinde lige nu peger i retning af bred opbakning til, at vi fx skal have fortsat fokus på børn og fødsler og på hurtigere udredning og diagnosticering på kræftområdet, siger Jens Gordon Clausen.
Effektiviseringer sendes tilbage til hospitalerne
Når de nye kvalitetsfondsbyggerier tages i brug, kræver staten, at nye muligheder for fx mere effektive arbejdsgange og mere gennemtænkte patientforløb resulterer i effektiviseringsgevinster, som skal bruges på mere sygehusaktivitet.
-Forretningsudvalget har besluttet, at hospitalerne kan beholde effektiviseringsgevinsterne; det drejer sig i 2022 om Rigshospitalet, Herlev og Gentofte Hospital samt Region Hovedstadens Psykiatri. Det er ikke en automatreaktion, eller noget vi altid kan regne med. Men i år var der plads i økonomien til det, siger regionsdirektøren.
Lokale forskelle i økonomien
Selvom der ikke meldes om en regional sparerunde, så kan det enkelte hospital stå i en situation, hvor de skal flytte penge fra et område til et andet, som trænger mere. De første meldinger er, at hospitalerne samlet set skal omprioritere for ca. 240 mio. kr.