Politikerne har besluttet fem fokusområder – hvad betyder det for det nuværende strategikort?
"Strategikortet er i sin nuværende form dødt. Vi bevarer værdierne, men vi har sammen med politikerne sat fem fokusområder, som er skrevet ind i det budget, som et bredt flertal i regionsrådet netop har vedtaget. De fem fokusområder er sammen med modellen for værdibaseret sundhed, de pejlemærker, som vi gerne vil have alle til at arbejde efter. Og det vigtigste er, at det alt sammen skal understøtte ambitionen om mere tid til patienten."
Se mere om de fem fokusområder i faktaboksen i buden
For regionsdirektøren er det vigtigt, at der er fuldstændig overensstemmelse mellem det ledelsesmæssige fokus og politikernes ambitioner.
"Politikerne har lyttet til klinikken, og har med budgettet undgået regionale besparelser på hospitalerne. De ønsker at give personalet ro og mere tid til patienterne, og derfor sender de 300 mio. kr. ud til hospitalerne – heraf 80 mio. kr. som såkaldt frie midler."
Hvad er signalet fra politikerne?
"Jeg ser det absolut som en tillidserklæring fra politikerne. De tror på, at hospitalerne, dvs ledere og medarbejdere selv ved, hvor skoene trykker. De har givet os nogle færre mål, som vi skal koncentrere os om. Til gengæld er der også en forventning om, at hospitalerne leverer på målene, bl.a. patientrettigheder. Jeg vil da gerne anbefale, at man giver sig tid til at læse budgetaftalen – den rammer faktisk forventningerne ret godt ind."
Der sidder nogle ledere på hospitalerne, som har gode erfaringer med driftsmål og tavlemøder – skal de ændre den måde, de planlægger og leder på?
"Der er proces- og metodefrihed til at arbejde med det, som giver mening i den enkelte afdeling – bare der lokalt bliver taget ejerskab i forhold til de fem fokusområder. Vi skal nu have en snak i hospitalsdirektørkredsen, hvad de her fokusområder betyder for deres arbejde. Fx når vi taler om det nære og sammenhængende sundhedsvæsen – hvad skal så være fællesregionalt, og hvad skal de hver især klare lokalt på det enkelte hospital. Vi skal også drøfte, hvilke data vi skal arbejde med, men det er vigtigt, at vi arbejder med eksisterende og kendte data som fx de Nationale Mål for sundhedsvæsenet.
Hvad er din ambition for Region Hovedstaden?
"Den er tårnhøj. Region Hovedstaden bør da ligge i helt i top, når det drejer sig om ambitioner for sundhedsvæsenet og patienterne, men jeg har også en ambition om, at vi er en attraktiv arbejdsplads. Medarbejdere og ledere, der trives, er den bedste opskrift på gode patientforløb. Samtidig skal ledere og medarbejderne gerne opleve, at der bliver kortere beslutningsprocesser, mere plads til ledelse og mindre bureaukrati."
Taler du nu om selvledelse?
"For mig giver ordet selvledelse slet ingen mening. Ledelse handler om relationer, så selvledelse er for mig lidt et tomt begreb, en cirkelslutning. Det er ikke ensbetydende med, at man som leder ikke kan og skal uddelegere ansvar, men når jeg kommer rundt på hospitalerne, så er det mit indtryk, at mange medarbejdere faktisk savner mere opbakning og ledelse. Det gælder fx nyuddannede læger og sygeplejersker som står i front med et stort ansvar for patienterne."
Hvordan ved man som leder, at man bidrager til de fem fælles fokusområder?
"Det er den drøftelse man skal have lokalt. Hvordan bidrager vi hver især og sammen til at opnå gode resultater og gøre en forskel. Det gælder ledere på alle niveauer og i alle dele af regionen."
De fem fokusområder
Børnenes region
I 2030 vil Region Hovedstaden være vokset til to millioner indbyggere, og antallet af fødsler ventes at være steget med 22 procent. Region Hovedstaden kan altså se frem til en fremtid med mange flere børnefamilier med helt små børn.
Regionsrådet har igangsat flere initiativer, som skal sikre de bedste rammer for børnefamilierne og hermed hjælpe vores hospitaler med at blive bedre til, at møde børnefamilierne på deres præmisser. Det gør vi blandt andet ved at styrke børneafdelingerne og fx ved det kommende kvinde-barn-center på Bispebjerg Hospital. Herudover er der i 2019 oprettet en regional hjemmefødselsordning samt fire nye in-house fødeklinikker med det formål at give fødende trygge og rolige rammer og styrke arbejdsmiljøet.
Det nære og sammenhængende sundhedsvæsen
Udviklingen af sundhedsvæsenet går mod, at mere behandling kan ske i eller tæt på borgerens hjem. Det er ofte bedst for borgerne og den rigtige prioritering i et sundhedsvæsen, der både er presset på økonomiske midler og sundhedsfaglig arbejdskraft.
Vi ønsker at løfte samarbejdet med regionens kommuner og praksissektor til et nyt strategisk niveau, så vi i fællesskab kan løse flere opgaver tæt på borgerne, og dermed skabe mere nærhed og sammenhæng i indsatsen.
Patientrettigheder – respekt for patientens tid
Når et menneske bliver ramt af alvorlig sygdom, så bliver hele livet vendt på hovedet. Det er ikke godt, hvis man skal vente lang tid på at få svar på, om man fejler noget, og hvor alvorligt det i givet fald er. Det skaber utryghed.
Vi skal have respekt for patienternes tid og behov for at opretholde en normal hverdag. Derfor skal vi blive bedre til at leve op til deres krav på hurtigt at få at vide, hvad de fejler, og komme hurtigt i behandling. Vi skal blive bedre til at tilbyde kræftramte behandling inden for forløbstiderne i kræftpakkerne.
Digitalisering
Region Hovedstaden skal gå forrest i digitaliseringen af sundhedsvæsenet. Patienterne efterspørger det, og digitalisering kan skabe smidigere arbejdsgange for klinikken og styrke samarbejdet med kommunerne og almen praksis. Alle skal kunne komme i kontakt med sundhedsvæsenet på digitale platforme – også
mennesker, der lever med funktionsnedsættelser og handicap. Det skal være lettere for medarbejdere og patienter at få adgang til vigtige oplysninger. Vi skal med digitale løsninger understøtte patienterne i at blive en aktiv del af deres eget forløb.
Fremtidens Hospital
Regionen investerer i disse år mange milliarder kroner i nye hospitalsbygninger, som vil skabe nogle helt nye fysiske rammer for patienter og personale. Dette sker både via kvalitetsfondsbyggerierne og en række andre store byggerier i regionen. Med de nye rammer ruster vi os til fremtidens krav til et moderne sundhedsvæsen.