Akutplanen, som regeringen og Danske Regioner fik forhandlet på plads i forrige uge, skal blandt andet få vagtplanerne til at hænge bedre sammen på sygehusene ved, at flere ledere og medarbejdere tager del i vagtarbejdet og i det patientnære arbejde. Regionsdirektør Jens Gordon Clausen har i sidste uge talt med Sundhedsmonitor.dk om, hvordan man vil arbejde med implementeringen af akutplanen i Region Hovedstaden.
”En ting er, at der er et afsnit i akutplanen, som handler om deling af vagtarbejdet. Det næste er så, hvordan vi ledelsesmæssigt på tværs af et helt hospitalsvæsen i Hovedstaden går til opgaven og får det koordineret blandt alle regionens hospitaler,” siger Jens Gordon Clausen til Sundhedsmonitor og tilføjer:
”Ledelsesmæssigt skal vi sørge for, at det bliver udmøntet på en måde, hvor det opleves fair og ordentligt, og som noget man rent faktisk gerne vil. Vi ønsker jo ikke at skræmme nogen medarbejdere væk.”
Systematiske drøftelser i hospitalsdirektørkredsen
”Det er klart, at der er noget, vi skal finde ud af i dialog med hospitalsdirektionerne og fagorganisationerne. Hvordan får vi det udmøntet på en god og meningsfuld måde, hvor det er tydeligt for alle, at det handler om patienterne,” forklarer Jens Gordon Clausen om, hvordan han som regionsdirektør for Region Hovedstaden vil gribe udfordringen an. Derfor er opgaven også blevet lagt ind i regionens hospitalsdirektørkreds:
”Vi er alle sammen enige om, at vi skal gøre tingene anderledes. Og det skal vi gøre nu, ellers får vi problemer. Men vi skal også gøre det på en måde, som hjælper os ti år frem i tiden,” siger Jens Gordon Clausen.
Beslutninger der kræver grundig overvejelse
Arbejdet med den gode fordeling af vagtarbejdet var på dagsordenen i hospitalsdirektørkredsen samme dag, som Sundhedsmonitors artikel udkom, men derfor skal man ikke forvente, at det noget ledelsen vil træffe en hurtig beslutning om. For hvis man fx forstiller sig, at specialiserede sygeplejersker, der arbejder i ambulatorier med tidskritiske patientforløb, også skal bidrage i vagtarbejdet, så skal det gøres på en måde, så ambulatoriets kapacitet ikke forsvinder, og det dermed får konsekvenser for de patienter.
»På den måde er mange dele af sundhedsvæsenet forbundne kar, hvor ledelsesbeslutninger skal afvejes, tænkes godt igennem og ikke mindst motiveres,« siger Jens Gordon Clausen, men understreger også, at de løsninger, som indføres, skal have en mærkbar effekt for de medarbejdere, som i dag løfter vagtarbejdet:
”Det skal kunne mærkes på personaleomsætningen, at vi ikke har lige så mange, som søger væk fra de stillinger.”
Næste skridt i processen
Næste skridt er, at hospitalsdirektioner skal hjem og arbejde videre med den lokale implementering i VMU, så medarbejdernes ideer og input kan bidrage til de bedst mulige løsninger.
”Vi er politisk og ledelsesmæssigt blandt hospitalerne enige om retningen, men det skal udmøntes lokalt i tæt dialog mellem ledere og medarbejdere, så vi får gjort det på en god og meningsfuld måde. Og derfor skal det også drøftes i de lokale MED-udvalg – LMU’erne,” afrunder Jens Gordon Clausen.
I første omgang vil man i regionen implementere tiltag i forbindelse med ansættelse af nye medarbejdere - uanset anciennitet i regionen eller på arbejdsmarkedet i øvrigt.