Gå til hovedindhold

​​​

Nye ledere møder girafferne

Det var længe ventet, da CHRU - nu med håndsprit og afstand - den 1. september trods corona kunne afholde introseminar for nye ledere i Region Hovedstaden. På talerstolen stod blandt andre regionsdirektør Svend Særkjær, og blandt deltagerne fandt man også ny koncerndirektør Dorthe Crüger.
Vent...

​REPORTAGE: Der breder sig en liflig duft af kaffe og croissanter i Store mødesal på Herlev Hospital. Septembersolen strømmer ind ad vinduerne til det farverige lokale, som denne gang skal danne ramme om Center for HR og Uddannelses introduktion for nye ledere i Region Hovedstaden. 

Der småsnakkes lidt ved bordene, hvor deltagerne er placeret med god afstand. Én retter på skjorten, og nogle skal lige tjekke mails på telefonen, inden formiddagens seminar går i gang. Andre er kommet direkte ind fra en vagt på matriklen i hospitalstøj og hvide træsko. Sådan er der mange måder at være leder på i Region Hovedstaden. 

Hvorfor er du leder?

Det starter, som den slags plejer. Ane Gudmand Persson fra Center for HR og Uddannelse byder velkommen og præsenterer dagens program. Det byder både på dialog ved bordene og på ”svar på dine spørgsmål fra girafferne”, som hun betegner dagens talere, der inkluderer regionsdirektør Svend Særkjær, ny koncerndirektør Dorthe Crüger og direktør for Center for HR og Uddannelse Anne Kirstine Damsager. 

Deltagerne starter med sidemanden. Her skal de dele deres første indtryk af lederjobbet og af Region Hovedstaden. Hvad der har overrasket dem i den første tid som leder? Men først skal de lægge ud med, hvorfor de har valgt at blive ledere? Snakken summer ved bordene. Der er mange indtryk at dele. 

”Jeg ville gerne udfordre mig selv ved at være i en anden position, end jeg er vant til,” er der en deltager, som begrunder sit valg med.

Bagefter samler Ane Gudmand Persson op på snakken. Især de ting, som har undret de nye ledere, vil de gerne dele med hele salen. Et stort ansvar for uddannelse nævner én. Hvor mangfoldige opgaverne som leder kan være, har overrasket en anden. Og en tredje nævner, hvor positivt det har været at blive en del af et lederteam med god stemning og støtte i hverdagen. 

Men der er også en del spørgsmål, som presser sig på fra deltagerne:  Hvordan skal vi lykkes med at skabe bedre sammenhæng på tværs? Skal vi arbejde mere med sundhed end sygdom i fremtiden? Og hvor er vi som region på vej hen? Det er Svend Særkjær heldigvis kommet for at forsøge at svare på.  

Svend Særkjær: ’Jeg kan godt lide udfordringer’

Efter en præsentation af Region Hovedstadens strategi og samarbejdet med regionspolitikerne, hospitalsdirektørerne og centerledelsen åbner Svend Særkjær op for spørgsmål fra deltagerne. Dorthe Crüger er først på banen og beder Svend Særkjær svare på samme spørgsmål, som deltagerne startede dagen med: Hvorfor er du leder? Han svarer, at det er han, fordi han godt kan lide udfordringer:

”Jeg er jo flasket op inde på Slotsholmen, hvor de er meget langt væk fra alting. Og så vil I sikkert sige: ’Jamen Svend det er du jo stadigvæk’. Men det her arbejde i sundhedsvæsenet, synes jeg, er enormt vedkommende, forklarer Svend Særkjær.  

Og han er ikke i tvivl om hvorfor:

”Sundhed samler de bedste kompetencer: de mest veluddannede, de bedst tænkende og de mest uregerlige – nogle gange i hvert fald,” siger Svend Særkjær med et glimt i øjet. 

”Der er nogle fantastiske faglige miljøer - med en indbygget skepsis - som man skal få til at arbejde i den rigtige retning. Der er udfordringer på alle hylder,” konkluderer Svend Særkjær, og man er ikke i tvivl om, at han mener, at det er positivt.   

Anne Kirstine Damsager: ’Lyst til at melde mig på banen’

HR-direktør Anne Kirstine Damsager kommer også fra staten. Da hun startede i Region Hovedstaden for et år siden, kom hun fra en række stillinger i finansministeriet. Her er medarbejdere og ledere også drevet af, at de er en del af noget betydningsfuldt, forklarer Anne Kirstine Damsager. Der er et stærkt fokus på formålet nemlig at bidrage til samfundsudviklingen. Det har også præget Anne Kirstine Damsager:   

”Jeg er meget drevet af at løse problemer. Få øje på ting, der skal gøres og være med til at få det gjort, forklarer hun og fortsætter: ”På et tidspunkt syntes jeg, at jeg havde bud på nogle løsninger, som ikke skete af sig selv. Jeg havde lyst til at brede det lidt længere ud end min egen stol. Det gav mig lyst til at melde mig på banen som leder.” 

Og man er ikke i tvivl om, at for Anne Kirstine Damsager handler det i høj grad om at bruge sig selv i sin ledelse:

”Man er jo selv det redskab, der skal til. Du kan ikke bluffe dig til følgeskab. Så du er nødt til at være ret tro mod dig selv.” 

Selvom Anne Kirstine Damsager tydeligvis er motiveret i rollen som leder, er deltagerne heller ikke i tvivl om den store respekt og ydmyghed, hun har for ledelse: 

”Jeg synes, at man har en pligt til at bruge sin ledelsesrolle til noget og til at mærke efter: ’Hvor er det, jeg skal være med til at flytte noget?’ Så længe man er nysgerrig, respektfuld og retningssættende – og man i øvrigt prøver at være den bedste version af sig selv i det job – så kan man flytte noget med ledelse.”

Dorthe Crüger: ’Vi skal huske formålet!’

For Dorthe Crüger er der ingen tvivl om, at det ligesom for Svend Særkjær er enormt meningsfyldt at være leder i lige præcis sundhedsvæsenet. Gennem sit arbejde med Ledelseskommissionen og som offentlig ledelsesambassadør er hun blevet bekræftet i den forskel, som ledelse kan gøre:

”Jeg synes, at vi er alt for dårlige til at dyrke, at vi har et højere formål. I særdeleshed i sundhedsvæsenet ligger det der WHY bare lige foran skoene på os. Vi er her simpelthen for at hjælpe borgerne, når de bliver til patienter og pårørende,” siger Dorthe Crüger, og man kan mærke, at det er her, der brænder en ild for den nye koncerndirektør.

Som læge kom hun ind i sundhedsvæsenet i en tid, hvor der stadig var tale om en ’kaldsprofession’, og det mener hun faktisk, at vi skal lidt tilbage til:

”Det her højere formål - Det er noget, som betyder rigtig meget for vores medarbejdere, og jeg tror, at vi får snakket alt for lidt om det i dagligdagen. Jeg synes faktisk, at det er så indlysende, at jeg tror, at vi nogle gange glemmer det. Og så kommer vi til at snakke om alle de andre mål – men vi skal huske formålet!”

Tak for i dag

Dagens seminar er forbi, og de nye ledere myldrer ud af Store mødesal. Tilbage til kontorerne, til patienterne, til byggepladserne eller hvor det nu er, de bedriver deres lederskab. Fælles for dem alle er, at de i fællesskab er med til at løfte Region Hovedstadens kerneopgave, og at det handler om liv.   

Redaktør

Kommentarer 

Du skal være logget ind for at benytte denne funktionalitet.

Opret profil
RSS kommentarspor Tilmeld kommentarspor

 

Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden