af Emma Lange
Region Hovedstaden har set store fremskridt, når det gælder medarbejdernes evne til at spotte mistænkelige mails, ikke klikke på inficerede links og generelt beskytte borgernes, patienternes, og regionens data. For at vedligeholde den gode informationssikkerhedspraksis lanceres nu et nyt årligt e-læringskursus, som skal bidrage til at fastholde viden og adfærd. Vi kalder det iSikkerhedtræning.
iSikkerhedstræning er obligatorisk
iSikkerhedstræning er et årligt og obligatorisk kursus for alle regionens medarbejdere og tager ca. 10-20 min. at gennemføre.
Regionens ledelse har fastsat et mål om, at 90% af alle medarbejdere og ledere gennemfører den årlige iSikkerhedstræning. Derfor har du en vigtig opgave som leder i at sikre, at dine medarbejdere er opmærksomme på kurset og i at hjælpe dem med at finde et passende tidspunkt til at gennemføre e-læringen om nødvendigt.
Du skal være opmærksom på, at kurset grundet dataindsamling på medarbejdernes gennemførelse skal gennemføres inden december. Fra 2025 og frem vil kurset blive løbe fra april til november. Alle medarbejdere og ledere i Region Hovedstaden vil årligt modtage en mail om, at det nu igen er tid til iSikkerhedstræning.
Træning i forskellige arbejdsgange
iSIkkerhedstræning er et supplement til det grundlæggende e-læringskursus i informationssikkerhed og databeskyttelse, som alle regionens medarbejdere indkaldes til, når de starter i regionen. Ligesom e-læringskurset, består iSikkerhedstræningen af animationsfilm, e-læringsøvelser og spørgsmål relateret til informationssikkerhed og databeskyttelse.
Modsat e-læringskurset, kan iSikkerhedstræningens indhold tilpasses forskellige arbejdsgange. Medarbejderne skal derfor blot klikke på de spørgsmål eller scenarier, som passer bedst til deres arbejdsdag for at få det indhold, som er mest relevante for deres egen hverdag.
Følg med i medarbejdernes gennemførelsesprocent
Ledere med personaleansvar har mulighed for at følge op på, hvorvidt deres medarbejdere har gennemført kurset via ledermodulet i Kursusportalen. E-læringskurset iSikkerhedstræning er automatisk tilføjet og fremgår af aktivitetsoverblikket i Kursusportalen.
Fremadrettet skal nye ledere dog selv tilføje kurset til deres lederoverblik.
Du kan læse om, hvordan du gør på intranetsiden om iSikkerhedstræning, hvor du også kan læse mere om rapportering – kræver adgang til Region H's netværk.
KORT OM ISIKKERHEDSTRÆNING
- iSikkerhedstræning lanceres på Kursusportalen i uge 35
- Alle i regionen modtager en e-mail om at deltage
- Kurset er obligatorisk og skal tages én gang om året.
- Regionens ledelse har fastlagt et mål om en årlig gennemførelse på 90%.
- Kursets indhold kan tilpasses medarbejdernes opgaver og funktion.
- Det er dit ansvar som leder at sikre, at dine medarbejdere får gennemført kurset årligt