Gå til hovedindhold

​​​

Patientkommunikation i øjenhøjde på Instagram

Med en ny, fælles Instagramprofil laver Region Hovedstadens fødeafdelinger patientkommunikation i et format, der er let tilgængeligt for målgruppen og møder dem som en naturlig del af deres hverdag.
Vent...

I juni 2022 vedtog regionsrådet visionsplanen: ’Det handler om liv – lige fra begyndelsen’ samt en 3-årig investeringsplan for fødeområdet for at sikre, at der blev sat fokus på tryghed gennem hele forløbet – fra graviditeten til fødslen og i barselstiden.


En del af den vision har nu set dagens lys med lanceringen af Instagramprofilen ’Graviditet_og_foedsel’, hvor gravide og deres partnere kan finde evidensbaseret, faglig viden om alt, hvad der omhandler graviditet, fødsel og livet med en nyfødt.

”Vi har som region et ansvar og også et ønske om at kunne kommunikere direkte med de gravide og deres partnere. Det er en målgruppe, som i forvejen færdes hjemmevant på Instagram, hvor der også er mulighed for dialog. Derfor giver det mening, at vi også er der og kan hjælpe de gravide med at navigere i mødet med sundhedsvæsenet og i den store mængde information, der følger med at være gravid,” fortæller Stine Kofoed, kommunikationskonsulent i Center for Politik og Kommunikation og kanalejer for Instagramprofilen.

Patientkommunikation i ’snack-size’

Det er naturligvis ikke nyt, at Region Hovedstaden kommunikerer til de gravide. Derfor er Instagramprofilen også tænkt som et supplement til de breve, tilbud og informationsmaterialer, der allerede findes lokalt på fødeafdelingerne. Desuden giver Instagram mulighed for at kommunikere hurtigere fx i forbindelse med nye retningslinjer, end hvis man først skal lave en pjece. 

”Det handler om at bryde patientinformation ned, så den serveres i nogle lette, overkommelige opslag – i snackstørrelse, hvor vi kombinerer​ gældende anbefalinger baseret på Sundhedsstyrelsens retningslinjer og aktuelle tilbud som for eksempel, at nu er det sæson for vaccination mod kighoste,” fortæller Stine Kofoed. 

Stine Kofoed arbejder tæt sammen med regionens jordemødre og de øvrige faggrupper på fødeafdelingerne, der alle bidrager med det faglige indhold og sikrer, at det er valideret viden, som havner på Instagram.      

”Det er jo patientinformation tænkt på en ny måde, hvor vi også håber, at det bliver mindre synligt, at vi er sådan en kæmpe offentlig organisation. På Instagram har vi mulighed for at vise de gravide, hvem de kan møde, når de møder op hos os. Det er vigtigt at give de gravide relevante informationer, men vi skal også huske, at der er mange følelser på spil i en graviditet, og derfor er det vigtigt, at vi laver indhold, som de gravide kan spejle sig i,” forklarer Stine Kofoed. 

Skal vi til at konkurrere med Google?

På Instagramprofilen kan man finde opslag med tips og gode råd om graviditet, amning, fødsel og den første tid med en lille ny. Senere følger virtuelle rundvisninger på fødestederne og træningsøvelser for den gravide, men profilen vil også fokusere på mental sundhed, som ikke nødvendigvis har været i fokus for patientkommunikationen til denne målgruppe før.

”Vores jordemødre har længe efterlyst et sted, hvor vi som sundhedsvæsen kan møde de gravide langt tidligere i graviditeten, så vi ikke overlader de gravide til Google-søgninger, som der ofte er mange af i en graviditet og med den lille ny i favnen. Google kan give mange forskellige svar, men vi har et ansvar for at være tydelige som afsender og sige: Sådan er det for jer, når man føder i Region Hovedstaden,” fortæller Stine Kofoed.

En særlig patientgruppe der ikke syge

Det særlige ved målgruppen er, at man jo som udgangspunkt ikke er syg, fordi man er gravid, og det betyder faktisk noget, når vi formidler til de gravide og deres partnere, forklarer Stine Kofoed:
 
”De gravide ser ikke sig selv som syge, og derfor skal vi heller ikke tale til dem som patienter. Selvfølgelig kan der opstå komplikationer i graviditeten eller under fødslen, som vi skal informere om, men det gælder for os om at møde de gravide der, hvor de er i livet – nysgerrige og en smule nervøse for alt det nye, hvilket jo er helt naturligt, når man står med to positive streger på graviditetstesten.”

Flere af fødestederne har også egne Instagramprofiler, som viser medarbejderne og deres hverdag fyldt med jordemoderfaglig-indslag til kollegerne og sociale medarbejderarrangementer, og det skal de ifølge Stine Kofoed bare blive ved med at vise:

”På den fælles Instagramprofil kommunikerer vi udelukkende til de gravide og deres partnere – ikke nuværende eller fremtidige medarbejdere. Det giver også god mening, at vi laver indholdet til de gravide sammen på tværs af fødestederne og viser et ensartet tilbud, som tager højde for mindre lokale forskelle. Men fødeafdelingerne har jo også deres egne profiler, hvor de deler ud af deres hverdag med kollegerne, og det skal de jo endelig fortsætte."

Udover stepperne med QR-koder og kagekoner

Foruden den interne lancering i klinikken, hvor der på lanceringsdagen var kagekoner på fødeafdelingerne, der alle er medejere af profilen, er der eksternt sat en del tiltag i verden for at gøre opmærksom på Instagramprofilen. Der er oprettet en landingpage til de praktiserende læger og sundhedsplejersker, som er i kontakt med de gravide tidligere i graviditeten. Foruden digitale kampagner på de sociale medier er den praktiserende læge og sundhedsplejersken vigtige medspillere for at gøre de gravide opmærksomme på Instagramprofilen. 

”Der er så mange dygtige mennesker på fødeområdet, som alle er med til at skabe gode og trygge rammer for de gravide. Og det er mit arbejde som kanalejer og medredaktør at være opsøgende og få vores dygtige medarbejdere frem i rampelyset, da der ikke nødvendigvis er meget tid til at tænke redaktionelt indhold i en travl vagt på fødegangen,” slutter Stine Kofoed.




Redaktør

Kommentarer 

Du skal være logget ind for at benytte denne funktionalitet.

Opret profil
RSS kommentarspor Tilmeld kommentarspor

 

Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden