Jeg ville lave en anden fordeling af typer af stillinger i afdelingen, som er fagligt mere nuanceret. De ikke-lægelige akademikere kan så meget, men det er svært for dem at få faste stillinger. Jeg ville rekruttere medarbejdere med nye kompetencer, som kan noget andet, fx inden for IT, bioinformatik, biomedicin og ingeniører. Det, tror jeg, vi ville have stor glæde af i afdelingen.
Jesper Østergård Lilløen
Fagleder hos Center for Ejendomme på Bispebjerg og Frederiksberg Hospital
Har været leder i 1 år i Region Hovedstaden, og har derudover 13 års erfaring som leder bag sig
Hvis du fik frie hænder, hvad ville du så ændre?
Jeg ville gerne ændre på de til tider langvarige processer for at indføre nye tiltag. Jeg arbejder med wayfinding på vores hospitaler og kigger på digitalisering på området, hvor vi arbejder på at gøre det nemt for borgerne at finde vej på hospitalerne. Vores nordiske nabolande har alle indført digital wayfinding, hvor man kan finde rundt inde på hospitalet med et digitalt kort, og i Danmark er det kun Region Sjælland, Region Syddanmark og Region Hovedstaden, der ikke er med.
Det kunne spare borgerne og personalet for en hel del tid, hvis vi også havde digital wayfinding, for vi har mange patienter, der kommer for sent, eller må spørge det travle personale om hjælp, fordi de ikke kan finde vej.
Men det er en langvarig proces – det tager tid at indføre, og der er så mange, der skal involveres. Så det kunne være rart, hvis de langvarige processer kunne reduceres.
Majbritt Wagner-Eckert
Chefbioanalytiker på Afdeling for Patologi på Rigshospitalet
Har været leder i 2 år i denne stilling, men har 19 års ledelseserfaring
Hvis du fik frie hænder, hvad ville du så ændre?
Der er for mange opgaver til for få hænder, uanset hvor man kigger hen i sundhedsvæsenet. Det er vigtigt at adressere som leder. Der kommer ikke nogen og hjælper os med det, så vi skal selv gøre noget ved det. Hvis vi læner os tilbage, og gør det vi plejer, bliver sundhedsvæsenet ikke et attraktivt sted at være.
Det, vi selv kan gøre som ledere, er at udvise mod og prøve nye ting af – også selvom vi ikke ved, om de kommer til at flyve. At gå innovative og digitaliserede veje, og udskifte når apparaturet er udtjent. Der skal være forståelse for og mod til at prøve noget nyt, og til at man begår fejl; Vi skal turde rulle ting tilbage, hvis det ikke fungerer. Det kræver en organisation med en høj grad af psykologisk tryghed.
Vi har for eksempel arbejdet med forbedring og analyseflow i vores afdeling. Det har bragt bunkerne ned til acceptable størrelser, så medarbejderne ikke går hjem med ondt i maven over deres arbejde. Men man møder mange gange modstand forskellige steder i organisationen. Det er ikke alle, der går med, første gang man prøver noget nyt. Derfor skal man som leder være både inkluderende og modig.