Gå til hovedindhold

​​​​

Sådan gik valget

De Konservative gik fra fem til ti mandater. Socialdemokratiet gik tilbage, men Lars Gaardhøj formåede alligevel at holde fast i formandsposten. Resultatet blev, at samtlige partier er med i konstitueringsaftalen, som fortæller, hvad vores nye regionsråd vil arbejde for. Men hvad betyder det for ledere og medarbejdere i Region Hovedstaden?

Vent...

”Det er vores politiske ansvar at sikre lige muligheder for alle Region Hovedstadens borgere. Det er vores værdigrundlag og pejlemærke, når vi sætter politiske mål og rammer for regionens opgaver i forhold til sundhed, psykiatri, uddannelse, trafik, klima og miljø.” 

Sådan står der i den otte sider lange konstitueringsaftale, som beskriver de højest prioriterede fokusområder for regionsrådets arbejde i de næste fire år. Der er visioner om at få Danmarks mest tilfredse patienter samt være et sundhedsvæsen for alle - også dem der ikke kan finde rundt i rettigheder og tilbud eller ikke opsøger hjælp. Men også helt konkrete tiltag, som at der skal arbejdes for oprettelse af yderligere behandling af børn i Frederikssund og Helsingør, står nævnt i aftalen. 

Fokus på formandskab 

Tidligere har det i høj grad været regionsrådsformanden, som har været i fokus, men i konstitueringsaftalen sætter det nye regionsråd en retning, som i højere grad skal udnytte det samlede formandskab i regionsrådet som en koordinerende faktor, der kan sikre politikudvikling i regionen. Det betyder, at vi nok oftere kommer til at se regionsrådsformanden i selskab med de to næstformænd Karin Friis Bach (R) og Christoffer Buster Reinhardt (K) fx til 'lyttemøder'​ eller besøg i klinikken.
     
"Jeg er utrolig glad for, at det er lykkedes at samle et bredt flertal i regionsrådet. Når de røde og blå partier arbejder sammen, kan vi finde de bedste og mest holdbare løsninger for borgerne. Den brede aftale giver os et godt afsæt for at få et endnu bedre og mere lige sundhedsvæsen, opprioritere psykiatrien og sætte endnu mere fart på den grønne omstilling. Jeg er glad for dét, vi er kommet frem til, og nu glæder jeg mig til at komme i gang med arbejdet," sagde regionsrådsformand Lars Gaardhøj, da aftalen lå klar​ onsdag morgen efter en lang valgnat. 

Stående udvalg og særlige opgaver

Udvalgsstrukturen i Region Hovedstaden forventes at blive sammensat sådan, at der er seks stående udvalg og fire opgaveudvalg. Udvalgene skal understøtte det politiske arbejde med aktuelle problemstillinger og politiske dagsordener. Hidtil har udvalgene haft 7, 9 eller 11 medlemmer, men som en del af konstitueringsaftalen har partierne tilkendegivet, at alle udvalg fremover skal have 11 medlemmer for at opnå bredere politisk repræsentation og fremme den politiske dialog. 

Det nuværende stående udvalg for forskning, innovation og uddannelse nedlægges, og udvalgets ressortområder fordeles på de øvrige stående udvalg – Sundhedsudvalget, Socialpsykiatriudvalget og Miljø- og klimaudvalget. Udvalget for forebyggelse og sammenhæng og Trafikudvalget videreføres også, men ændrer navn til henholdsvis Udvalget for det nære og sammenhængende sundhedsvæsen og Udvalg for trafik og regional udvikling.

Da rekruttering og fastholdelse er et af sundhedsvæsenets største udfordringer lige nu, vil partierne bag aftalen nedsætte et nyt stående udvalg, der får til opgave at arbejde med denne udfordring og finde løsninger.
Udover de stående udvalg vil det nye regionsråd også oprette:
  • ​Et toårigt udvalg som skal arbejde med forskningsområdet og regionens kommende forskningsstrategi
  • Et klimaråd hvor borger kan følge med i regionens arbejde på området komme med input til politikerne

Mere borgerinddragelse

I konstitueringsaftalen har politikerne også fokus på, hvordan regionens medarbejdere og borgere kan inddrages yderligere i arbejdet med fremtidens forskellige udfordringer. 

”​Vi mener også, at skal vi lykkes med det hele, så har vi brug for, at alle spiller med. Vi har dygtige medarbejdere, som skal involveres i udviklingen, og vi har ligeledes borgerne, som vi gerne vil aktivere mere end i dag,” skriver politikerne i aftalen.  

Derfor er det besluttet at oprette fire opgaveudvalg for perioden med mulighed for at kunne oprette flere efter behov. Og opgaverne står allerede klar til de første tre opgaveudvalg. Der skal sættes fokus på ældre og sundhed, følges op på coronaerfaringer samt findes løsninger på, hvordan man kan styrke den kollektive trafik og cyklismen. Alt sammen med input fra borgerne. 

Ambitioner for den grønne omstilling

Udover ambitioner for patienterne - både de somatiske og psykiatriske - og et stort fokus på personalesituationen har politikerne også fokus på klima i konstitueringsaftalen:

”Frem mod 2030 vil vi bidrage til, at vi som land reducerer udledningen af drivhusgasser med 70%. I Region Hovedstaden vil vi gå foran og tilstræbe at være klimaneutrale i vores egen drift i 2030. Vi bidrager til FN's Verdensmål og ved, at det kræver en stor fælles indsats - i regionen, nationalt, og internationalt. Vi er ikke bange for selv at gå forrest. Vi vil ikke bare måles på patientsikkerhed, kræftoverlevelse og antal genindlæggelser, men også klimaaftryk.”

Her kommer grøn transport og fokus på klimaaftryk for regionens indkøb til at spille en betydelig rolle, men regionens hospitaler og institutioner skal også bidrage ved i de kommende år at udlede mindre CO2 fra el, varme og transport.

Men det nye regionsråd skal lige konstitueres først 

Alle partierne blev på valgnatten enige om indholdet i konstitueringsaftalen og har skrevet den under. Men teknisk set falder det hele først endeligt på plads den 7. december, når det nye regionsråd afholder konstituerende regionsrådsmøde. Det nye regionsråd tiltræder 1. januar 2022. 



Redaktør

Kommentarer 

Du skal være logget ind for at benytte denne funktionalitet.

Opret profil
RSS kommentarspor Tilmeld kommentarspor

 

Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden