Kender du Den Grønne Puls? Hvis ikke er der god grund til at åbne din Instagram app og trykke 'Følg' - og foreslå med fordel dine medarbejdere til at gøre det samme.
Den Grønne Puls er Grøn 2030's udstillingsvindue og løbende videndeling af de medarbejderdrevne indsatser i Region Hovedstadens grønne omstilling. Her kan man finde viden og inspiration med eksempler fra kolleger på andre afdelinger, som giver god hjælp til selv at komme i gang.
Klinikere står bag
Bag profil står de tre sygeplejersker Ergül Abdulovski, Denise Pleh og Svava Egholm. I dag sidder de i Sektion for Grønne og Innovative Indkøb og arbejder med den kliniknære grønne omstilling. Her opdagede de, at der var brug for en ny måde at kommunikere om viden og nye tiltag direkte til medarbejderne i klinikken:
"Jeg fik ideen til profilen, fordi jeg oplevede, at uanset hvor jeg var ude i klinikken for at arbejde med den grønne omstilling, så var noget af det første, som de spurgte om, hvor de kunne få noget mere info," forklarer Ergül Abdulovski, og fortsætter:
"Og når jeg præsenterede indsatser fra Den Grønne Håndbog - som ligger på intranettet - så var de lidt udfordrede af at holde sig opdaterede på nye tiltag. Så jeg kunne godt se, at der var et behov. Og jeg ved fra min tid i klinikken, at rigtig mange er på Instagram.
Viden og indsatser der er 'plug & play'
"Vælg mindre operationstæpper og reducer affald og CO2"
"Sæt skub i den grønne omstilling ved at anvende doseringsæsker i pap"
"Så meget CO2 kan du spare, hvis du skifter fra plastik til papbeholdere, når du sorterer klinisk risikoaffald"
Det er blot nogle eksempler på opslag fra Den Grønne Puls om, hvad man lokalt kan gå i gang med her og nu for at nedbringe CO2 og bidrage til den grønne omstilling.
"Det er primært de medarbejderdrevne indsatser, som optræder på profilen. Det er nogle indsatser, som klinikerne kan blive inspireret af, og det er alle sammen indsatser, som er det, vi kalder 'plug and play' – det vil sige indsatser, som er godkendt af blandt andre hygiejnesygeplejersker og arbejdsmiljø. Så medarbejderne kan kigge på opslagene og egentlig bare gå i gang," siger Ergül Abdulovski.
Tanken er også, at de udstillede indsatser på Instagram skal inspirere til nye ideer og løsninger i klinikken, som så også kan deles på profilen og skaleres ud til andre specialer og andre hospitaler.
Det virker når vi ser andre gøre det
Den største respons ser Ergül Abdulovski og kollegerne dog på opslag, hvor de selv eller andre klinikere optræder:
"Det er uden tvivl det indhold, hvor der er mennesker med, der skaber mest interaktion. Fremfor de opslag hvor der kun er tekst. Og så er det underordnet, om det er os, eller om det er klinikere. Det er meget genkendeligt for følgerne at se, at vi er i klinikken eller se en kollega fra en anden afdeling, på et andet hospital stå i en klinik og vise noget, gøre noget. Det er noget, som de kan relatere til."
Tip dine medarbejdere om Den Grønne Puls
Som leder har du muligvis været med til at udpege grønne medarbejdere eller grønne ambassadører i din afdeling, som kan have stor glæde af at følge med på Den Grønne Puls fremfor løbende at skulle tjekke Den Grønne Håndbog på intranettet for nye tiltag.
"Vi har jo den her klimamålsætning med 50% reduktion i 2030, og der er en stor andel af den reduktion, som hører til i den pulje, som vi kalder de medarbejderdrevne indsatser. Og det er jo netop de indsatser, som vi promoverer på Instagram. Det skal gøre det nemmere for de medarbejdere, som er udpeget til at have en rolle som grøn ambassadør eller medarbejder. Så de ved, hvor kan de søge den viden, hvor det hele er samlet," forklarer Ergül Abdulovski og tilføjer:
"Og vi har et stort behov for at fremhæve det arbejde, der bliver gjort ude i klinikken, fordi vi kan se, at det er det, der batter. Fordi det er det, de kan sammenligne sig med på tværs af afdelingerne."