Gå til hovedindhold

​​​​

Sådan kan du få gavn af studerendes innovative idéer

Har du en konkret udfordring, som du godt kunne tænke dig hjælp til at løse? Så kan et innovationsprojekt med studerende på en videregående uddannelse måske være en god mulighed for din afdeling. Læs her, hvad tre forskellige afdelinger har fået ud af at samarbejde med studerende.

Vent...
Af Channa Delaingces

"Det har lettet arbejdet for os alle, fordi vi ikke bliver forstyrret i samme grad som tidligere, og det skaber et bedre flow i dagligdagen."

Ordene tilhører Milen Tesfaldet, der er oversygeplejerske i Klinik 1 i Afdelingen for Kræftbehandling på Herlev Hospital. Hun fortæller her om et samarbejde med fire studerende fra Danmarks Tekniske Universitet, der foregik på forårssemestret i 2022. Samarbejdet har givet personalet i Klinik 1 bedre arbejdsgange og et større overblik i dagligdagen.

Før samarbejdet med de studerende, oplevede personalet, at der var mange daglige forstyrrelser. Det har ændret sig, efter at det system, som de studerende har udviklet sammen med afdelingen, er blevet indført.

"Vi har et langt større overblik i dag. Vi kan hurtigt se, hvem der er presset og skal have en hjælpende hånd af kollegerne. På den måde hjælper systemet os til at prøve at minimere ventetid for patienterne," siger hun i dag, hvor klinikken har brugt løsningen i knap halvandet år, og de er blevet en række erfaringer rigere.​

Et samarbejde, der giver værdi

Samarbejdet kom i stand ved, at universitetet tog direkte kontakt til hospitalet. Resultatet blev det online prik-system, og i systemet kan man se, hvilke opgaver personalet er i gang med at løse – og dermed, hvornår der er tid til indbyrdes sparring og spørgsmål.

Milen Tesfaldet vil klart anbefale andre afdelinger, som står med en konkret udfordring, at undersøge, om et innovationssamarbejde med studerende kan lade sig gøre.

"For os har det givet værdi, og hvis man får mulighed for at samarbejde med studerende, bør man tage imod det. Det er en god mulighed for at teste en løsning gratis. Jeg vil påstå, at man ikke skal tænke alt for meget på, hvor meget tid det tager, fordi i sidste ende vil de studerende i flere tilfælde kunne hjælpe én med at få mere tid i hverdagen."

Systemet er i dag udbredt til flere klinikker i Afdelingen for Kræftbehandling. 

En hjemmesvejset stumtjener

På Rigshospitalet har Afdeling for Nyresygdomme også fået gavn af et samarbejde med studerende.

Afdelingen fik gennem Copenhagen Health Innovation (CHI) kontakt til en gruppe studerende fra uddannelsen Bæredygtigt Design ved Aalborg Universitet, og sammen udviklede de løsningen, som var færdig i starten af 2020.

I samarbejde med afdelingen udviklede gruppen en "stumtjener" med fire arme, som sygeplejerskerne i dag bruger til en af de behandlinger, som patienter får på afdelingen. Stumtjeneren bruges til at blande væsker til behandlingen plasmafarese.

"Vi bruger stort set stumtjeneren hver dag til at blande væsker. Efter at vi har fået stumtjeneren, kan vi lave noget andet, imens væsken passivt løber ned i beholderen og bliver blandet," siger sygeplejerske Anne Marie Boeskov og uddyber, at de dermed sparer tid.

Anne Marie Boeskov fortæller, at det både var interessant og sjovt at deltage i projektet, og at det var værdifuldt at få et eksternt blik på ens arbejdsplads og rutiner.

"Samtidig er det også ret ressourcekrævende, og man skal sørge for at stille en konkret opgave og være god til at forventningsafstemme med de studerende i forhold til, hvor meget tid vi kan sætte af til projektet og hermed være væk fra klinikken," lyder rådene fra Anne Marie Boeskov. 

Robotten Buddy

På Akut Neurologisk Modtagelse på Bispebjerg og Frederiksberg Hospital kan sygeplejerskerne hidkalde robotten Buddy ved hjælp af en tablet. Robotten indeholder nogle af de redskaber, som sygeplejerskerne skal bruge, når indlagte patienter tilkalder dem.

"Robotten har resulteret i, at sygeplejerskerne får mere koncentreret tid hos patienten. Samtidig er den skridtbesparende for sygeplejerskerne," fortæller oversygeplejerske Bente Morrison, der er én af to projektledere, der er tilknyttet projektet.

Afdelingen blev for tre år siden kontaktet af nogle studerende fra Danmarks Tekniske Universitet gennem Behovsfabrikken, som er en innovationsenhed på hospitalet. Afdelingen havde løbende dialog med de studerende, der gerne ville undersøge, hvordan robotter kunne hjælpe sygeplejersker i deres hverdag.

Senere vendte de tidligere studerende tilbage med idéen til robotten Buddy, der kan transportere ting, og afdelingen indledte et samarbejde med Yuman, som er den startup-virksomhed, som de tidligere studerende stiftede efter at have lyttet til sygeplejerskernes behov. 

'Vi er blevet klogere i processen'

Yuman var igennem CHI's forløb Health Innovators, som har til formål at hjælpe de teams, der deltager, med at kvalificere idéerne og navigere i sundhedssektoren, så deres ideer understøtter sektoren som marked bedst muligt.

"Vi er blevet klogere i processen, og vi har løbende skullet forventningsafstemme omkring den tid og de ressourcer, som vi har kunnet sætte af. For os har det haft en stor betydning, at vi har haft en god relation til stifterne af Yuman, og at vi har en udpeget projektleder i klinikken, og vi var ikke kommet hertil uden den prioritering," fortæller Bente Morrison med reference til projektleder og klinisk sygeplejespecialist Johanne Laursen Lykke, der også er ansat i afdelingen.

"Vi har erfaret, at når to verdener mødes med forskellige kompetencer og viden, så kan der opstå en synergi ved at begge lytter og er nysgerrige på hinanden," siger Johanne Laursen Lykke.

Innovation handler om at skabe og udvikle nye løsninger, og robotten Buddy er et godt eksempel på, at det kan lykkes. Andre gange bliver idéerne desværre ikke til virkelighed.

"Vi har også haft et samarbejde med studerende fra en anden uddannelse, og her brugte vi alt for meget tid på at klæde de studerende på. Det projekt blev spild af vores tid, men vi har lært mere om, hvad der skal forventningsafstemmes om ved den type samarbejde," siger Bente Morrison.

Hun fortæller, at afdelingen i dag kun vil sige ja til samarbejder, som de tidligt kan se et potentiale i.

"Jeg synes ikke, at man skal være så nervøs for at prøve et innovationssamarbejde af. Samarbejdet om robotten Buddy er meget givende for os," siger hun.

Samarbejdet mellem hospitalet og virksomheden om robotten Buddy er fortsat i gang. 

Værdi for klinikere og studerende

Sundhedsvæsenet har brug for innovation til at løse nogle af de udfordringer, som hospitalerne står over for. Det fortæller Nina Brocks, der er innovationskonsulent i Copenhagen Health Innovation (CHI).

En af måderne, hvorpå man som afdeling kan indgå i et projektsamarbejde med studerende, er ved at gå gennem CHI.

CHI har siden 2016 faciliteret samarbejder mellem videregående uddannelser og udfordringer i sundhedssektoren. Med afsæt i erfaringen har CHI udviklet støtteværktøjer og kan hjælpe med at facilitere projektsamarbejder mellem klinikere, undervisere og studerende. Erfaringen viser, at samarbejderne fremmer sundhedsinnovation.

"Ved at samarbejde med de studerende får vi som sundhedsvæsen friske idéer fra omverdenen, som i sidste ende måske kan være med til at forbedre sundhedsvæsenet for personalet og patienterne," siger hun.

Som afdeling kan man få et eksternt blik på de daglige udfordringer, input og inspiration og konkrete planer eller produkter, der kan lette afdelingens arbejde. 

"De studerende får omvendt kompetencer inden for innovation og samarbejde. De får også indsigt i sundhedsvæsenet og får måske lyst til at arbejde med området i fremtiden. På den måde kan det skabe værdi for begge parter", siger Nina Brocks.​

​ 



Redaktør

Kommentarer 

Du skal være logget ind for at benytte denne funktionalitet.

Opret profil
RSS kommentarspor Tilmeld kommentarspor

 

Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden