Gå til hovedindhold

Stor ros til hospitalernes indsats: Patienter får hurtigere udredning og kræftbehandling

Nye tal fremlagt for Forretningsudvalget tirsdag viser fremgang på udredningsret og kræftpakker. De ansatte på hospitalerne har knoklet, og det har båret frugt. Der er stadig ambition om forbedringer særligt på kræftområdet, men også store roser.
Vent...

Afdelingernes hårde arbejde har givet resultater, og hospitalerne lever nu op til langt de fleste af de delmål, som politikerne har besluttet. Udredningsretten blev på de somatiske hospitaler overholdt i 87 procent af alle patientforløb i oktober 2019. Det er kun tre procent fra målet på 90 procent og en forbedring på 12 procentpoint siden samme måned sidste år. 63 procent af patienterne bliver desuden udredt indenfor 30 dage, hvilket opfylder det politiske mål og er en forbedring på 18 procentpoint i samme periode. 


Politikerne roser indsatsen

Regionsdirektør Svend Særkjær er meget tilfreds med tallene og anerkender den store indsats på hospitalerne.

"Jeg er rigtigt glad for, at vi har rykket så meget. Det viser, at vi med politisk fokus og en kæmpe indsats ude på afdelingerne og i ledelserne kan rykke, når vi sætter klare mål – til gavn for patienterne," siger Svend Særkjær, der også kan fortælle, at alle politikere i Forretningsudvalget sendte roser og anerkendelse til medarbejdere og ledere."

Politikerne har med budgetaftalen afsat ca. 50 mio. kr. til at styrke kapaciteten på en lang række områder, hvor der er lange ventelister. Det gælder fx hjerte- og lungeområdet, neurologi, urinsvejssygdomme, karkirurgi, øjensygdomme og inden for lunge- og brystkræft. Penge skal sammen med fortsat politisk og ledelsesmæssigt fokus sørge for, at regionen arbejder målrettet videre med at forbedre patienternes rettigheder.

"Vi har fået et nyt politisk mål for oktober 2020, som vi ledelsesmæssigt skal arbejde målrettet på at realisere."


Læs også pressemeddelelse om nye tal for udredningsret og kræftpakker via linket her

Stor fremgang på Rigshospitalet

Rigshospitalet har de seneste måneder præsteret en stor fremgang i overholdelse af udredningsretten. Overholdelsen i oktober 2018 lå på 64 procent og er steget til 88 procent i oktober i år. Hospitalsdirektør Per Christiansen er stolt over medarbejdernes indsats:

"Det er en holdindsats, en fælles kraftanstrengelse, som medarbejderne på Rigshospitalet har præsteret. Det er virkelig, virkelig flot, men vi kan ikke hvile på laurbærrene. Overholdelse af patientens rettigheder kræver vedvarende fokus i en hverdag, hvor presset på personalet, kapacitet og udstyr er enormt.

Der er ifølge Per Christiansen ikke en enkel opskrift på fremgangen:

"Klinikkerne på Rigshospitalet er meget specialiserede, og udfordringerne derfor forskellige. Vi har haft nedsat en lille task force, som har været på rundtur hos de afdelinger, som særligt har haft udfordringer, og så er der aftalt en helt konkret indsats afhængig af, om udfordringerne primært handlede om registrering, kapacitet eller arbejdsgange. Herudover har det selvsagt været vigtigt, at der fra politisk side er tilført midler til karkirurgien samt børne- og øjenområdet."

Psykiatrien er længst fremme

Indenfor psykiatrien har et politisk og ledelsesmæssigt fokus resulteret i, at næsten 100 procent af alle patienter udredes indenfor 30 dage. Det gælder ikke mindst udredningen af børn og unge, der på et halvt år har hævet sig fra under 60 procent til, at mere end 90 procent af børn og unge udredes til tiden.

"Der er ændret i registreringspraksis på børne- og ungeområdet, men der er også blevet arbejdet med et benhårdt fokus for at bringe ventetiderne til udredning og behandling ned," siger Svend Særkjær.

For bare fem år siden bestod Børne- og Ungdomspsykiatrien i Region Hovedstaden af tre centre på tre forskellige matrikler med forskellige måder at gøre tingene på. Der manglede overblik over, hvor mange børn der var i gang med at blive udredt, og hvor de var i deres udredningsproces. Det er lykkes at ensarte centrene, så patienterne oplever den samme ventetid, udredning og behandling, lige meget hvor de kommer.

Plads til forbedringer på kræftområdet

Også på overholdelse af forløbstider for kræftpatienter er det fremgang i forhold til sidste år. I oktober 2019 blev 77 procent af patienterne i kræftpakker behandlet indenfor de anbefalede forløbstider. Det er mindre, end det politiske besluttede delmål på 82 procent, men udviklingen går i den rigtige retning og vi forventer, at det tal bliver bedre.


Redaktør

Kommentarer 

Du skal være logget ind for at benytte denne funktionalitet.

Opret profil
RSS kommentarspor Tilmeld kommentarspor

 

Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden