​

Over ganske få år er antallet af patienter, som får et kunstigt knæ steget drastisk i Region Hovedstaden. Et kunstigt knæ kan for nogle patienter med slidgigt være en rigtig god løsning, men for hver femte løser det ikke problemet.

Derfor har en taskforce nedsat af SFR – Det sundhedsfaglige råd - for ortopædkirurgi nu indført en ny systematisk tilgang på tværs af regionen, hvor patienterne først og fremmest skal træne. Vægttab og styrkelse af knæet er nemlig for rigtig mange patienter tilstrækkeligt, og de ønsker efterfølgende ikke længere en operation i flere forsøgsordninger. Selv hvis operation stadig er nødvendigt, er patienterne bedre stillet efterfølgende, fordi de har trænet.  

Det lyder oplagt, men hvordan får man både kirurgerne og patienterne med på ideen om, at operation ikke som tidligere antaget er den bedste løsning? Det kræver en kulturforandring, og sådan en kræver ledelse. 

'Er det egentlig det rigtige vi har gang i her?'

Thomas Houe er vicedirektør på Nordsjællands Hospital og formand for taskforcen, som fik til opgave at kigge på udfordringerne på det ortopædkirurgiske område og udnyttelsen af den samlede kapacitet. Han er også selv tidligere ortopædkirurg. Så han ved, at et kunstigt knæ er en god operation til den rigtige patient på det rigtige tidspunkt. Men han husker også dem, som ikke fik det resultat, de havde håbet på og dem, som når at slide det kunstige knæ op og skal have et nyt.

"Det er ret forskelligt, hvor meget de her patienter faktisk har trænet, når de bliver henvist til operation. Nogle har gennemført et træningsprogram og rent faktisk fulgt det. Mens andre ikke har fulgt det, eller også så har kommunen slet ikke det her tilbud. Så da vi i taskforcen så en ganske betydelig stigning i antallet af kunstige knæ over de sidste par år, syntes jeg, det var relevant lige at stoppe op og tænke: Jamen er det egentlig det rigtige, vi har gang i her? Er det egentlig det rigtige, vi gør for de her mennesker?" fortæller Thomas Houe. 

Mere fagligt fokus på præhabilitering

Træning fremfor eller for at udskyde operation er sådan set ikke en ny ide. Der findes også diverse kommunale tilbud. Det nye er den strukturerede implementering på tværs af regionen.

"Det er ikke ny viden, men det, vi gør nu, er, at vi tager en gruppe patienter, som vi normalt ville visitere til operation og siger: 'Vi synes du skal træne i stedet for'. Og hvad så, hvis de har trænet allerede i kommunen og rent faktisk har gennemført et træningsprogram? Så skal de selvfølgelig ikke træne igen," siger Thomas Houe og tilføjer:

"Nogle patienter vil så have svært ved at gennemfører træningen, men dem skal vi stadig gøre noget for. Vi må ikke smække døren i hovedet på folk. De har jo et problem, der gør ondt."

Så hvorfor er det først nu, vi begynder at anvende træning i behandling på den her måde?

"Jeg ser det egentlig som en del af en trend, der breder sig over hele verden. Vi har været meget optagede af at optimere forholdene omkring det operative. Kan vi lave et mindre snit? Kan vi lave en smartere operationsteknik? Og nu er vi ligesom kommet dertil, hvor vi faktisk skal interessere os meget mere for det, der sker før operationen," forklarer lægefaglig koncerndirektør Erik Jylling og tilføjer:

"Generelt bliver der mere fagligt fokus på det, der hedder præhabilitering, som både handler om at udvælge de rigtige patienter til de rigtige indgreb - altså en mere personlig medicin-orienteret tilgang. Men sådan set også, at patienterne får en bedre forudsætning for at gennemgå et operationsforløb."

Her er det vigtigt at differentiere mellem præhabilitering for patienter, som er henvist, fra de genoptræningsaktiviteter og den forebyggelse, som alle foregår i kommunerne, understreger Erik Jylling.

Den patientrettede forebyggelse er også noget, som regionerne skal have mere fokus på, hvis det står til regeringen og det udspil til sundhedsreformen, som her i efteråret bliver forhandlet på plads på Christiansborg.  

Flashback til starten af 1990'erne

"Det første og det bedste og det vigtigste her er, at vi rent faktisk får nogle bedre patientforløb," siger Erik Jylling og fortsætter:

"Jeg kunne godt tænke mig lige at lave et flashback til starten af 90'erne, hvor sammedagskirurgi blev mere almindeligt. Det var selvfølgelig drevet til en vis grad af økonomi - hvordan kunne man gøre noget bedre og billigere? Og så finder man ud af, at man har jo faktisk en masse gamle teknikker for ambulant kirurgi, som var gledet i baggrunden, fordi der var kommet moderne anæstesimidler. Men når man undersøgte patienterne bagefter, så havde de det meget bedre efter de ambulante indgreb – færre blodpropper, bedre smertebehandling, patienterne var hurtigere mobile og kom hurtigere hjem. Så det var en uventet, men meget positiv 'bivirkning'."

Den sammen succes, håber han, kan opnås nu. Både for patienter med slidgigt i knæ, men også på sigt for andre patientgrupper.   

Involvering er alfa og omega

Der er lavet flere forsøgsordninger og mindre projekter med knætræning blandt andet på Hvidovre Hospital. Der var gode resultater, og på Bispebjerg Hospital var man sådan set allerede i gang med en pilot med patienter med let slidgigt i knæet, så hvorfor ikke bare fortsætte ad den vej.

"Vi burde have haft en bedre og bredere involvering af de faglige miljøer i forhold til opsætning af behandlingsprogrammet. Vi var pressede på tid, men i dag ville vi nok have gjort det lidt anderledes. Og så bygger vi jo på den erfaring, der er fra Parker Instituttet, hvor man har rigtig gode resultater. Så vi tænkte skal vi ikke bare copy/paste det? Men det var altså ikke helt fælles fodslag for. Det kan skurre noget for især ortopædkirurgerne i forhold til den kultur, som de er rundet af og deres selvopfattelse," konstatere Thomas og tilføjer:

"Det er vigtigt at få folk med, når man stykker sådan et behandlingsprogram sammen. Og vi er der ikke endnu. Der er en ledelsesmæssig implementeringsopgave, som man ikke kan tage for alvorligt. Særligt kirurgernes interaktion med patienterne er virkelig vigtig her."

Derfor arbejder Thomas Houe og taskforcen også på at få inddraget både patientforeninger – Gigtforeningen er allerede involveret - og også gerne patientrepræsentationer i arbejdet med at følge behandlingsprogrammet i studiegruppen.

"Bred involvering det er altså det klogeste."

​