Gå til hovedindhold

​​​​​

To års arbejde med 72 timer viser gode resultater

Den første evaluering af 72 timers udvidet behandlingsansvar viser, at aftalen har været med til at styrke samarbejdet mellem hospitaler, kommuner og almen praksis og skabe mere tryghed for primært ældre patienter, der udskrives fra hospitalet til deres hjem eller kommunale døgnpladser og plejecentre.
Vent...
​Af Annette Precht-Sparre

Både de sundhedsfaglige i kommunerne og i almen praksis oplever en værdi i, at hospitalsafdelingerne tager ansvar for patienter i 72 timer efter, at de er udskrevet til kommunal pleje, viser evalueringsrapporten, som er udgivet af Center for Klinisk Forskning og Forebyggelse i Region Hovedstaden.

Evalueringen blev præsenteret den 10. oktober på et velbesøgt seminar for fagfolk, politikere og interessenter fra alle landets regioner, kommuner, almen praksis og diverse interesseorganisationer.

Det var en ret stolt regionsrådsformand i Region Hovedstaden, der åbnede seminaret:

"Aftalen om 72-timers udvidet behandlingsansvar er et bud på, hvordan man kan lykkes med at bygge bro mellem de forskellige sektorer i sundhedsvæsenet. Der er gods i ordningen, og det har regeringen også opdaget ved efterfølgende at gøre den landsdækkende," sagde regionsrådsformand Lars Gaardhøj. 

Bedre udskrivninger

Formand for styregruppen, Birgitte Rav Degenkolv, som er hospitalsdirektør på Amager og Hvidovre Hospital, kunne fortælle de knap 90 fremmødte i Danske Regioners domicil på Dampfærgevej og de mange, der fulgte med virtuelt, at der er sket en positiv afsmitning på sundhedsvæsenet. 

De foreløbige monitoreringsdata viser eksempelvis, at 85 pct. af de patienter, som er omfattet af aftalen, får fremsendt en udskrivningsrapport. Til sammenligning lå denne andel i marts 2023 på ca. 45 pct. på regionalt niveau, hvilket vidner om, at aftalen har givet et større fokus på bedre overleveringer til kommunen i forbindelse med udskrivelser. 

For halvdelen af de 20 patientforløb, som Region Hovedstaden har lavet tværsektorielle journalaudits på, har aftalen desuden skabt en forbedret kvalitet i behandlingen og en bedre koordinering og sammenhæng i patientforløbet.  

Maner bekymringer til jorden

Og så maner evalueringen samtidig en række bekymringer til jorden.

"For to et halvt år siden, da jeg blev spurgt, om jeg ville påtage mig den her opgave, vidste jeg ikke, hvad jeg sagde ja til. Vi vidste heller ikke, hvad vi skulle fortælle vores læger. Det har været sjovt, enormt rigtigt, men det har heller ikke været uden bump på vejen," fortalte Birgitte Rav Degenkolv.

Særligt hospitalsafdelingerne var i starten kritiske over udsigten til at skulle påtage sig ansvar for patienter, som ikke længere fysisk er til stede på hospitalet, ligesom et øget antal opkald fra kommunerne i en travl hverdag ikke virkede formildende. I kommunerne gik frygten omvendt på, at hospitalerne ville begynde at udskrive patienterne tidligere. 

I de fleste tilfælde har kritikken vist sig at være ubegrundet, lyder det fra Birgitte Rav Degenkolv: 

"Opkaldene fra kommunerne fylder langt mindre end frygtet, der rin​ges i dagtid på hverdage, og de fleste problemstillinger klares inden for fem minutter. Omvendt har tilbagemeldingen fra kommunerne været, at der er en øget tryghed forbundet med at have et direkte nummer til hospitalsafdelingen, hjælpen er tættere på og det frigiver mere tid til patienterne."

Evalueringen fra Region Hovedstaden viser, at den kommunale sygepleje oftest ringer med spørgsmål til medicin og præcisering af behandlingsplan, eller fordi en borgers tilstand har ændret sig.  

2.000 patienter om måneden

I dag er omkring 2.000 patienter pr. måned omfattet af aftalen om det udvidede behandlingsansvar – svarende til ni pct. af de somatiske indlæggelser i Region Hovedstaden. 

Men ifølge evalueringen fra Region Hovedstaden mangler der fortsat tilstrækkeligt kendskab til aftalens eksistens og indhold. ​





Redaktør

Kommentarer 

Du skal være logget ind for at benytte denne funktionalitet.

Opret profil
RSS kommentarspor Tilmeld kommentarspor

 

Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden